Malmfred, d. efter 1137, dronning. M.s moster Margrete Fredkulla, kong Niels' dronning, synes at have virket for forbindelser mellem nordiske fyrstehuse, og det er derfor måske hende som bragte et ægteskab i stand mellem M. og den norske konge Sigurd Jorsalfarer ca. 1120, ligesom hun havde fået M.s søster Ingeborg gift med Knud Lavard. Med Sigurd havde M. datteren Christine der senere ægtede Erling Skakke. I slutningen af sin levetid forskød Sigurd M. og tog en anden hustru. Hun ægtede derpå sin søsters svoger Erik Emune ca. 1132 og delte hans skiftende skæbne under kampene med kong Niels og Magnus; således fulgte hun ham på flugten til Norge 1133. Ved Eriks tronbestigelse n.å. blev M. dronning; om hendes senere skæbne vides intet.

Familie

Forældre: storfyrst Mstislav el. Harald af Rusland og Christine, en datter af den svenske konge Inge. Gift 1. gang med kong Sigurd Jorsalfarer af Norge (død 1130). Gift 2. gang ca.1132 med kong Erik Emune, død 18.9.1137 på et tingmøde nær Ribe, s. af Erik Ejegod (død 1103) og unævnt frille.

Bibliografi

P. A. Munch: Det norske folks hist. II, Kria. 1855. Hans Olrik: Knud Lavards liv og gerning, 1888. N. Skyum-Nielsen: Kvinde og slave, 1971 80 97 (under navnet Malfrid).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig