Malthe Conrad Bruun

Malthe Conrad Bruun, i Frankrig kaldet Malte-Brun, 12.8.1775-14.12.1826, digter, politisk forfatter, kritiker, geograf. Malthe Conrad Bruun dimitteredes privat 1790 til universitetet, tog 1791 filosofikum og påbegyndte først det teologiske studium. Ret hurtigt skiftede han til jura men opgav snart embedsstudierne. Han kastede sig i stedet over litterær og politisk forfattervirksomhed. Han var let påvirkelig, besad en overordentlig tilegnelsesevne og en ubændig trang til satire og kritik. Politisk og filosofisk kom han under stærk indflydelse fra rationalismen, den franske oplysningsfilosofi og revolution. Både Kant og Rousseau spores i hans skrifter.

Det politisk-litterære miljø omfattede i 1790'erne næppe mere end 150–200 personer, og Malthe Conrad Bruun blev hurtigt i kraft af sin eminente udtryksevne og spidse pen et af dets mere betydende medlemmer. I de første år skrev den unge forfatter hovedsagelig digte, kritikker og artikler til hovedtidsskrifter som Minerva og Tilskueren der redigeredes af litteraterne R. Nyerup, C. Pram og Knud Lyne Rahbek. August 1794 udgav han et politisk blad Vækkeren der indeholdt en række almene betragtninger over forholdet imellem staten og dens borgere med brod imod enevælden og dens ret til uindskrænket magtudøvelse. I en række politiske skrifter 1795–98 (bl.a. Patrioten, 1795, Om Trykkefrihedsrettigheden samme år, Forsvar for Meningsfriheden, 1798) udviklede Malthe Conrad Bruun under anvendelse af forskellige litterære virkemidler sig trods sin ungdom til en af de førende politiske journalister på den radikale fløj.

Malthe Conrad Bruuns politiske ideer er endnu ikke grundigt belyst, men han er uden tvivl den i sin samtid der udførligst har fremsat og udviklet politisk-radikale synspunkter. Det ser endvidere ud til at hans radikalisme skærpedes henimod årtiets slutning. Fx blev han skarpere og mere direkte i sine opregninger af vilkår og betingelser for magtudøvelsen hvoraf flere var i modstrid med enevældens grundlag. Hans argumentation der ved midten af 1790'erne hovedsagelig var retsfilosofisk antog mere og mere politisk-revolutionær karakter. Vækkeren udkom anonymt samtidig med en strejke blandt københavnske tømrersvende. Myndighederne satte uroen i forbindelse med bladet, forbød det efter det tredje nummer og idømte bogtrykkeren en bøde.

1795–96 udkom i hæfter samfundssatiren Jerusalems Skomagers Reise til Maanen, en parallel til Holbergs Niels Klim. Det var en opdigtet rejsebeskrivelse hvor den evige jøde besøgte både gode og dårlige stater. 1796 fulgte Aristokraternes Catechismus, en efterligning af P.A. Heibergs købmandskatekismus. Malthe Conrad Bruun var under indflydelse af ateisten Otto Horrebow (se bl.a. hans artikel i Jesus og Fornuften, 1799) og gav her sin samfundssatire og sine voldsomme angreb på adel og enevælde en gudsbespottelig form. Satiren fik biskop Nicolai Edinger Balle til under henvisning til Danske lov (6,4,14) at indberette skriftet til kancelliet. Af frygt for konsekvenserne flygtede Malthe Conrad Bruun. Nogen tid holdt han sig skjult hos Chr. Drewsen på Strandmøllen ved Springforbi, men april 1796 fortsatte han til Hven hvor han opholdt sig på Uranienborg kongsgård i næsten halvandet år (med hemmelige udflugter til Skåne og Sjælland), optaget af studier og litterært arbejde. Samtidig med sin politiske forfattervirksomhed skrev Malthe Conrad Bruun talrige digte.

I begyndelsen af 1790'erne var han blot en af mange tidstypiske digtere som fyldte tidsskrifterne og deres Nytaarsgaver for Damer (1794) med upersonlig, sentimentalistisk og senklassicistisk poesi. Men Malthe Conrad Bruun gennemgik en udvikling der lod ane omridset af en romantisk digter; mere og mere orienterede han sig imod nye former for lyrisk poesi. Han oversatte Hölty, Goethe, Shakespeare, Ossian og efterlignede Petrarca. Samtidig formidlede han den nyklassicisme der kom sydfra, bl.a. ved at oversætte Horats og Sofokles. Hans poesi udviklede sig i subjektivistisk retning og synes at forgribe Oehlenschlägers romantik. Hans ode i anledning af A.P. Bernstorffs død juni 1797 bevirkede at sagen imod ham hævedes, og hjemvendt i september styrkede han sin stilling som patriotisk digter ved af besynge Steen Billes sejr ved Tripolis, ligesom han samlede sine Poetiske Forsøg I-II, 1797–98.

Sin politiske oppositionstrang kunne Malthe Conrad Bruun dog ikke tøjle. Da assessor Peter Collett blev afsat september 1797 skrev han to afhandlinger (sammen med en tredje udgivet under fællestitlen Tria juncta in uno, 1797) hvori han bl.a. hævdede at en regering der bruger magt for at undertrykke andres tanker handler imod Guds indretning og derved opfordrer til opstand. Han blev atter sat under tiltale, sagen om Aristokraternes Catechismus blev genoptaget, og 19.12.1800 faldt højesteretsdommen hvorefter Malthe Conrad Bruun "for sine formastelige udtryk i samtlige under denne sag påklagede skrifter forvises kongens riger og lande". Men da var Malthe Conrad Bruun allerede december 1797 flygtet først til Hven, senere til Lund hvor han fortsatte sin skribentvirksomhed dels i to svenske tidsskrifter, dels ved at sende politiske pjecer over Sundet, bl.a. den i sagen imod ham inddragne Beviis, at en monarkisk Regjering ikke er forbunden at bortgive Embeder efter de Søgendes Duelighed (1797). Heri satiriserede han over den kgl. udnævnelse af en notarius publicus ved hvilken P.A. Heiberg var forbigået. 26.3.1798 udvistes han af Sverige, og efter et forgæves forsøg på at opnå benådning i Danmark sejlede han til Lübeck, opholdt sig uønsket i Hamburg nogle måneder og drog derfra over Leipzig til Paris hvor han ankom omkring 1.6.1799.

I Frankrig tog han med stor energi fat på at skabe sig en ny fremtid. På to områder vandt han berømmelse, som litteraturkritiker og som en af den moderne geografis grundlæggere. Som kritiker, politisk journalist og videnskabelig forfatter blev han medarbejder ved mange aviser og tidsskrifter, bl.a. Journal général de la littérature étrangère fra dets begyndelse 1800 og det vigtige Journal des Débats (1805–14 med titlen Journal de l'Empire) der var Napoleonstidens mest udbredte i Frankrig, fra 1804–14 og igen 1818–26. I sidstnævnte redigerede han den ikke mindst under Napoleonskrigene betydningsfulde udenrigspolitiske kronik Nouvelles Etrangères 1806–14 og 1818–26; til dette arbejde læste han regelmæssigt over 50 aviser og tidsskrifter. 1814–17 var han La Quotidiennes hovedkritiker. Han udgav selv Le Spectateur ou Variétés historiques, littéraires, critiques, politiques et morales, 1814–15 og det vigtige geografiske tidsskrift Annales des Voyages, 1808–15 og 1819–26. Han skrev i hundredvis af anmeldelser som for en væsentlig del var introduktioner til udenlandsk litteratur, heraf megen skandinavisk. Også som politisk journalist synes han at have haft en vis betydning, om end hans virke for danske interesser, fx for en skandinavisk union under den svenske tronfølgesag 1809–10 og 1814–15 ikke bar frugt. 1824 udkom hans sidste og vigtigste politiske arbejde Traité de la légitimité.

Hans største indsats var dog som geograf. Napoleonskrigene medførte et voksende behov for geografisk viden, og Malthe Conrad Bruun var ikke sen til at opfylde det. Imellem 1803 og sin død udgav han en lang række banebrydende videnskabelige værker. 1803–07 udkom Géographie mathématique, physique et politique de toutes les parties du monde i 16 bind af hvilke Malthe Conrad Bruun skrev ca. 1 /3 og især opnåede anerkendelse for afsnittet om den matematiske geografi. Af hovedværket Précis de la géographie universelle udkom seks bind 1810–26 og to bind posthumt på grundlag af hans efterladte manuskripter. Det er siden kommet i talrige oplag og oversat til mange sprog. Han systematiserede geografien i fire dele: astronomisk og matematisk, historisk, politisk og fysisk. Som videnskabsmand vurderedes han højt bl.a. af Alexander von Humboldt, især fremhæves bestandig hans skarpsindighed, grundighed, originalitet og stilistiske evner. Han var med i grundlæggelsen af Société de Géographie, og i hans lærde salon kom tidens ypperste naturvidenskabsmænd G. Cuvier, F.J. Gall og P.-S. Laplace. Også danske pariserfarere, bl.a. Jens Baggesen, nød hans gæstfrihed og mange gode forbindelser. Han forsøgte sig endelig som fransk digter men uden succes.

Samtiden har særlig hæftet sig ved Malthe Conrad Bruun som den videnskabelige kapacitet inden for geografien, den begavede politiske teoretiker, den velinformerede udenrigspolitiske redaktør, den stilistiske talentfulde føljetonist og kronikør. Disse egenskaber synes med nogen uret at have sat hans litteraturkritiske forfatterskab i skyggen. Han var som kritiker kosmopolit og bidrog til at åbne fransk litteratur og forme overgangen fra klassicismen til romantikken (Per Stig Møller). Malthe Conrad Bruun vendte aldrig sit fædreland ryggen. Han opretholdt omfattende forbindelser med danske og ønskede bestandig at få sin landsforvisningsdom hævet. Det skete 18.1.1826, knap et år før hans død.