Marcellus, ca. 1400-29.2.1460, biskop i Skálholt. Født i Nievern i Nassau, død ud for Sveriges kyst. M. var franciskanermunk, men rømte tidligt af klostret og førte resten af sit liv en svindlers eventyrlige tilværelse. En tid sad han fangen i Venezia for bedrageri, men undslap ved list, senere rejste han omkring i Tyskland og tjente store penge på falsk afladshandel; han indyndede sig hos en pavelig legat hvis kansler han blev, idet han dog samtidig gjorde spiontjeneste for hussitterne. Omsider blev han grebet og måtte til straf nøgen løbe Kölns gader fire gange rundt hvorefter han blev kastet i fængsel, men da det lykkedes ham at helbrede ærkebispen for en sygdom kom han ikke blot på fri fod, men fik endog tildelt et indbringende kanonikat. Gennem sit bekendtskab med Æneas Sylvius, den senere pave Pius II opnåede han 1448 pavelig udnævnelse til biskop i Skálholt på Island samt til kollektor og nuntius i de nordiske riger. Straks ved sin ankomst til Norden, hvor han udgav sig for legat, forstod han at vinde Christian I hvem han 1450 fulgte til Norge; sandsynligvis var det ham der kronede kongen i Trondhjems domkirke pga. vakancen efter Aslak Bolts død. Til gengæld tvang denne kapitlet til at vælge M. til ærkebiskop og lovede ham sin stadfæstelse hvis han kunne formå paven til at indrømme den danske konge præsentationsret til alle danske og norske stifter. Efter at have deltaget i forhandlinger i Bergen aug. 1450 rejste M. til Rom, men fandt ingen sangbund hverken for sine egne eller kongens ønsker; og da mere og mere af hans brogede fortid kom for lyset fandt han det rådeligst at forlade byen. Da han på tilbagevejen gjorde ophold i sit hus i Köln fængsledes han her på foranledning af en pavelig legat, Nicolaus af Cusa, der var blevet bekendt med hans forfalskninger af pavebreve; inden længe lykkedes det ham dog endnu en gang at undslippe. Sagen kom siden byen dyrt at stå idet Christian I for at give M.s erstatningskrav eftertryk i adskillige år holdt sine havne spærret for de kölnske købmænd og lod deres varer beslaglægge. Imidlertid havde paven (febr. 1452) udnævnt Henrik Kalteisen til ærkebiskop i Trondhjem, og trods gentagne anstrengelser, bl.a. i form af nidskrifter, kom M. aldrig i besiddelse af det eftertragtede embede selv om det lykkedes ham at forjage Kalteisen; striden endte 1459 med at domkapitlets kandidat Olav Trondsen blev ærkebisp. Derimod stod han stadig i høj gunst hos Christian I der 1456 gav ham Vestmanøerne i forlening og anvendte ham meget i sit kancelli; uden tvivl er det M. der har forfattet de svulstige og løgnagtige skrivelser der i 1450erne i kongens navn udsendtes til Europas fyrster, og hvori også M.s private klagemål atter og atter fremføres. I årene 1450-58 stod han bag kongens kirkepolitik; i hans sidste leveår var derimod hans indflydelse kendeligt aftagende.

Bibliografi

Diplomatarium Christierni I, 1856. Erkebiskop Henrik Kaiteisens kopibog, udg. A. Bugge, Kria. 1899. Diplomatarium Norvegicum XVII, 1-2, Kria. 1902-13. Acta pontificum Danica III, 1908. - C. Paludan-Müller i Hist. t. 3.r.I, 1858-59 311-28. Ludv. Daae: Kong Chr. Is norske hist., Kria. 1879. Jons. Lindbæk: Pavernes forhold til Danm., 1907. Oluf Kolsrud i Syn og segn XVII, Kria. 1911 385-99 og XVIII, 1912 17-39 122-35 (også som særtryk). P. G. Lindhardt: Danm. og reformkoncilierne, 1942 = Teol. studier, 2. afd.II.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig