Margrethe Rode, Rota Margrethe Rode, 14.2.1846-14.8.1918, journalist. Født i Kbh. (Petri), død på Frbg., begravet i Lillehammer. R. mistede tidligt sin mor, og hun voksede op som enebarn i et politisk miljø. Vågen og lærelysten deltog hun efter endt skolegang i N. Zahles skole i det nyetablerede fortsættelseskursus i litteratur arrangeret af Gotfred Rode med hvem hun blev gift. I ægteskabet fødtes de to begavede drenge, Ove og Helge, og ægtefællerne samlede fra 1872 en kreds af venner til ugentlige sammenkomster med diskussion af N. F. S. Grundtvigs og Rasmus Nielsens tanker. Det var vistnok R.s idé at Gotfred Rode og hun skulle danne en grundtvigsk højskole på landstedet Skovgård i Ordrup som hun havde arvet fra sin mors familie. 1874 blev højskolen indviet i de overdådigt indrettede bygninger. I spisesalen hang Orla Lehmanns bryllupsgave til R.: tretten af 1800-tallets nu kendteste malerier, forestillende danske digtere. R. blev ved sin smukke, festlige og kloge personlighed en forstanderkone der, om end en fremmed fugl, føjer sig smukt ind i rækken af betydelige "højskolemødre".
Imidlertid var der splittelse i R.s liv. Gennem husets bedste ven, Bjørnstjerne Bjørnson, havde de lært den norske Erik Vullum at kende, en højt begavet journalist der ifølge Georg Brandes som folketaler kunne minde om R.s far. 1876 forlod R. hjemmet for at følge Vullum til Paris. Det følgende år skrev hun korrespondancer derfra til norsk Dagbladet, og efter Gotfred Rodes død tog R. med sine to sønner til Norge og blev gift i Bjørnsons dagligstue på Aulestad. Først nu synes R. at hun skulle blive menneske. Igen blev hendes hjem et samlingssted for fremtrædende mennesker, der var liv og fest omkring dette ægtepar. R. deltog i sin mands agitationsrejser og havde selv en omfattende skribentvirksomhed. Da Henrik Ibsens Et Dukkehjem udkom 1879 anmeldte R. stykket i Dagbladet med dyb sympati for Nora. Hendes artikler i de følgende år viser hvor levende hun var med i danske og norske kulturelle og politiske rørelser. Man regnede med R.s anmeldelser. Med vågent sind over for det nye i kunsten blev hun den første egentlige kunstkritiker i norsk presse. I pengesager var R. generøs, selv yderst sparsommelig, beskedent og ejendommeligt klædt. Da Henrik Pontoppidan mødte den aldrende R. i Lillehammer slog det ham at i Danmark huskedes hun som Orla Lehmanns datter og sine sønners mor, men i Norge var hun kendt og værdsat for sin egen skyld.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.