Maria Andersen

Maria Andersen, Maria Othilia Andersen, 21.2.1876-30.9.1941, børnebogsforfatter. Født i Kbh. (Trin.), død i Roskilde, begravet sst. A. voksede op i et fattigt, børnerigt hjem i Kbh. Da kårene var meget små var det ikke muligt for hende at få nogen form for uddannelse udover den ordinære 7-årige skolegang. Hun blev taget ud af skolen ved konfirmationen og kom i forskellige pladser som tjenestepige. Hun ramtes tidligt af en hjertelidelse, og blev en af de første patienter på det katolske Skt. Maria hospital i Roskilde. Efter udskrivelsen begyndte hun at arbejde på hospitalet som økonoma, en stilling hun bestred i 35 år. I Roskilde stiftede hun bekendtskab med lærerinden Gudrun Eriksen (1894–1961) der selv nogle år senere indledte et børnelitterært forfatterskab. Gudrun Eriksen blev den der kom til at styre A.s forfatterskab. A. havde gennem årene skrevet om sin barndom dog uden henblik på offentliggørelse og uden at læse det skrevne igennem. Ud af disse erindringsglimt fremstod de tre bøger om Tudemarie. Manuskriptet til Tudemarie blev på Gudrun Eriksens opfordring indleveret til Hagerups pigebogskonkurrence 1938. Bogen blev dog ikke præmieret, men udtaget til udgivelse, og den udkom 1939. Både denne og de to følgende bind Tudemarie søger Plads, 1941 og Hvad der videre hændte Tudemarie, 1942 – der imidlertid ikke var færdigskrevet ved A.s død men afsluttedes af Gudrun Eriksen – har bevaret deres popularitet og er blevet genoptrykt talrige gange, ligesom de er udkommet i Norge og Sverige. Bøgerne fortæller i episodisk form om pigen Maries opvækst i en fattig familie, og man anser bøgerne for at være selvbiografiske. Bøgerne rummer foruden en del kritik af tidens sociale forhold mange muntre situationer hvori hovedpersonen gang på gang kommer galt af sted. Tudemarie-bøgerne der giver en udmærket beskrivelse af livet i det indre Kbh. i slutningen af 1800-tallet adskiller sig fra hovedparten af 1930'ernes og 1940'ernes børnelitteratur ved at handle om en familie i en lav socialgruppe, en familie der ikke i handlingens forløb bliver rig eller får anden form for social ophøjelse.

Familie

Forældre: smedesvend Ole Rasmus A. (1841–92) og Boline Larsen (født 1847). Ugift.

Ikonografi

Kultegn. af A. Kerchhoff, 1923.

Bibliografi

Børn og bøger, 1949 nr. 2. Mette Winge: Dansk børnelitteratur 1900–1945, 1976 378–425.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig