Martin Knudsen

Martin Knudsen, Martin Hans Christian Knudsen, 15.2.1871-27.5.1949, fysiker.

Martin Knudsen gik i folkeskolen og var om sommeren vogterdreng, indtil han i sit trettende år kom i Odense katedralskole, hvorfra han blev student 1890. 1896 tog han skoleembedseksamen med fysik som hovedfag, men allerede fra 1892 havde han assisteret C. Christiansen der hurtigt havde opdaget hans usædvanlige håndelag og særprægede evner som eksperimentalfysiker. 1896 fik han universitetets guldmedalje for en afhandling om den elektriske gnist, og samme år blev han forelæsningsassistent ved Polyteknisk læreanstalt. 1899 blev han assistent ved de nyoprettede medikofysiske øvelser som han selv indrettede, og hvortil han skrev vejledninger. 1901 overtog han et nyoprettet docentur i fysik ved universitetet, hvortil henlagdes undervisningen af de medicinske studerende, og 1912 blev han Christiansens efterfølger som professor i fysik ved universitetet og bestyrer af fysisk samling, men han beholdt tillige ledelsen af det medikofysiske laboratorium til 1924, mens Niels Bohr overtog docenturet.

Martin Knudsens omfattende og banebrydende videnskabelige virksomhed falder inden for to vidt forskellige områder, hydrografien og den kinetiske luftteori (undersøgelser af luftarternes egenskaber ved meget lave tryk). Hydrografien kom han meget tidligt ind på gennem sin deltagelse i Ingolfekspeditionen i somrene 1895–96, og han nåede hurtigt frem til en ledende stilling ved sin store tekniske dygtighed der bl.a. førte til en konstruktion af nye måleapparater m.v., og ved sine anlæg og sin interesse for organisatorisk arbejde. 1899, 1901 og 1902 deltog han som dansk delegeret i de internationale konferencer til planlæggelse af de internationale havundersøgelser. Ved den første konference overdroges det ham at foretage en række vigtige hydrografiske konstantbestemmelser til brug for havforskningen. Dette arbejde udførtes i løbet af to år under medvirken af forskellige videnskabsmænd, særlig kemikeren S. P. L. Sørensen, og på basis heraf udarbejdedes de hydrografiske tabeller som siden har været brugt ved havundersøgelserne.

Efter den endelige organisation af de internationale havundersøgelser overtog Martin Knudsen som medlem af den danske kommission for havundersøgelser oprettelsen og ledelsen af Hydrografisk laboratorium, og han har som den ene af de to danske delegerede deltaget i alle møder i Conseil permanent international pour l'exploration de la mer der overdrog ham at samle og redigere dets "Bulletin hydrographique", hvori de forskellige landes hydrografiske undersøgelsesresultater offentliggøres og underkastes en foreløbig bearbejdelse. Siden 1933 var han vicepræsident for ovennævnte conseil og fra 1930 præsident i den internationale association for fysisk hydrografi. Martin Knudsens videnskabelige produktion inden for hydrografien omfatter over 40 skrifter og afhandlinger der spænder over de forskelligste sider af hydrografien: bearbejdelse af ekspeditionsresultater, konstantbestemmelser, konstruktion af nye apparater og angivelse af nye målemetoder osv. Heriblandt kan nævnes Havets Naturlære, 1905. Men ud over sin egen produktion har Martin Knudsen gennem sin ledelse af de danske hydrografiske undersøgelser givet stødet til og sat sit præg på en omfattende og betydningsfuld dansk hydrografisk produktion.

1909–17 udsendte Martin Knudsen (i Vidensk.s Selskabs Oversigt og i Annalen der Physik) en statelig række eksperimentalfysiske undersøgelser over luftarternes egenskaber under de simple forhold der indtræder ved så lave tryk, at sammenstød mellem molekylerne indbyrdes ingen betydning får, eller molekylernes middelvejlængde er større end apparatdimensionerne. I disse arbejder droges hidtil upåagtede konsekvenser af den kinetiske luftteori, og disse bekræftedes ved forsøgene, men tillige opdagedes nye egenskaber ved luftarterne. De første arbejder behandlede luftarters strømning gennem snævre rør og små åbninger, hvorunder tillige kviksølvs minimale damptryk ved lave temperaturer bestemtes. Derefter påvistes at ved lave tryk vil ligevægtsbetingelsen, når to beholdere med luft af forskellig temperatur står i forbindelse med hinanden, ikke være samme tryk i begge beholdere. Videre konstrueredes et absolut manometer til måling af de lave tryk baseret på, at to flader med forskellig temperatur i luft af lavt tryk frastøder hinanden med en af trykket afhængig kraft, den såkaldte radiometerkraft. Ved undersøgelser over varmeledningen indførtes begrebet en luftarts akkomodationskoefficient som udtryk for, i hvor høj grad dens molekyler ved stød mod væg antager dennes temperatur. Endelig fremkom betydningsfulde bidrag til opklaring af forholdene ved fordampning og fortætning. Senere (1927–30) er offentliggjort enkelte supplerende undersøgelser. Til sin universitetslærervirksomhed skrev Martin Knudsen først Lærebog i Fysik for Medicinere, 1903–04 (2. udg. 1913), besørgede 1915 en stærkt omarbejdet udgave af C. Christiansens Lærebog i Fysik og skrev 1923 en helt ny Lærebog i Fysik der også benyttedes ved andre nordiske universiteter; endvidere udgav han Fysiske Opgaver, 1920 (3. omarbejdede udg. 1933), idet han indførte opgaveløsning som regelmæssigt led af den højere fysikundervisning.

Martin Knudsens store administrative og organisatoriske evner skaffede ham en ledende stilling i mange videnskabelige institutioner og komiteer. Således var han fra 1901 sekretær og senere formand i det danske udvalg der besørgede registreringen til det internationale katalog over videnskabelig litteratur. Fra 1900 var han formand for det af H. C. Ørsted stiftede Selskabet for naturlærens udbredelse, og han havde som næstformand i H. C. Ørsted-komiteens forretningsudvalg en hovedandel i organisationen af Ørsted-jubilæet 1920, ligesom han har lagt grunden til et Ørsted-museum. 1911 stiftede han sammen med G. A. Hagemann Danmarks naturvidenskabelige samfund, for hvilket han var vicepræsident til 1937. Han var medlem af og i en årrække fra 1915 generalsekretær for den danske bestyrelse for de skandinaviske naturforskermøder. 1909 blev han medlem af Videnskabernes selskab og 1917 dets sekretær. 1912 blev han medlem af og sekretær for det af den belgiske industrimagnat E. Solvay stiftede Solvay-institut der afholdt internationale fysikermøder og støttede fysisk forskning. Fra 1923 var han vicepræsident i den internationale union for fysik. 1927–28 var han universitetets rektor. Han modtog 1916 H. C. Ørsted-medaljen for sine arbejder over luftarternes egenskaber og 1936 Agassiz-medaljen for oceanografisk forskning. 1918 blev han æresdoktor ved Lunds universitet. Han var medlem af de nordiske videnskabelige akademier og desuden bl.a. af det preussiske akademi, akademiet i Göttingen og Royal Institution of Great Britain, tillige medlem af det russiske geografiske selskab og æresmedlem af Det kgl. danske geografiske selskab.