Martin Simonsen, Martin Nissen Simonsen, 13.4.1861-24.9.1953, politiker. Født i Flovt, Øsby sg, død sst., begravet på Øsby kgd. S. hørte til de første unge sønderjyder der valgte ikke at udvandre. Efter at have lært landbrug i kongeriget aftjente han 1881–83 den prøjsiske værnepligt. 1886–87 var han elev på Vinding højskole hvor navnlig H. Rosendals historiske foredrag fik betydning for hans udvikling. 1894 overtog han fødegården. Den nationale stilling på Haderslev næs var vanskelig, da en stor del af de større gårde var på tyske hænder. Stilfærdigt modarbejdede S. den tyske indflydelse, kom 1900 ind i kommunerådet, blev tillidsmand for de nationale foreninger og stod som sekretær i Haderslev amts landboforening fra 1905 ved P. J. Refshauges side i den omlægning af foreningens arbejde der fandt sted i de følgende år. S. havde sin gode del af æren for, at der i den i sin tid halvt fortyskede Flovt kommune 1920 kunne afgives 145 danske mod kun fem tyske stemmer. Allerede 1897 var han blevet valgt ind i Vælgerforeningens tilsynsråd, og 1910 blev han den stærkt voksende forenings sekretær. Første verdenskrig standsede i det væsentlige foreningens virksomhed, mens til gengæld arbejdet i overgangsårene 1918–20 blev uhyre omfattende. Medlemstallets mangedobling, de indre politiske brydninger, afstemningsarbejdets tilrettelæggelse stillede næsten uoverkommelige fordringer. Men S. magtede opgaven. Han sluttede sig til H. P. Hanssens gruppe men ejede i høj grad de mæglende egenskaber der under brydningerne i Vælgerforeningen hjalp med til at bevare samarbejdet. Efter genforeningen samlede hans arbejde sig væsentligst om den snævre hjemegn. Han blev sognefoged og skatterådsformand, formand for Haderslev næs' elektricitetsforsyningsselskab og senere medlem af hovedbestyrelsen for Sønderjyllands højspændingsværk. Sin interesse for folkeoplysningen viste han ved sit arbejde for bibliotekssagen – han var næstformand i Haderslev amtskreds' biblioteksforening – og ved sin støtte til arbejdet i Øsby forsamlingshus. Politisk sluttede han sig til venstre og har været medlem af hovedbestyrelsen for det jyske venstre og af hovedbestyrelsen i Sønderjylland.

Ikonografi

Mal. af Viggo Kragh-Hansen (Folkehjem, Åbenrå). Foto.

Familie

Forældre: gårdejer Peter Petersen S. (1814–94) og Ane Kirstine Knudsen (1834–1922). Gift 14.6.1894 i Øsby med Stine Marie Erichsen, født 6.1.1869 i Sverdrup, død 14.6.1901 i Haderslev, d. af gårdejer Falle Knudsen E. (1839–1913) og Cecilie Marie Mortensen (1840–83).

Bibliografi

H. Rosendal: Træk af danskhedens hist. i Sønderjylland II, 1912 (2.opl. 1920) = Folkelæsn. CCXCIX. Dannevirke 11.4.1931 og 9.4.1941. Bonden der blev landråd. Minder fortalt af P. J. Refshauge, 1941 37. H. Lausten-Thomsen i Sprogforen.s almanak, 1954 62f. Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt I-III, 1978–79. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig