Mechtilde (dronning)

Mechtilde, Mathilde, d. 1288, dronning. Ægteskabet mellem den holstenske grevedatter og den danske kongesøn der var aftalt mellem fædrene i begyndelsen af 1230'rne fik skæbnesvangre følger for Danmark ved at knytte Holsten nærmere til Sønderjylland; allerede 1239 blev Abel formynder for Mechtildes unge brødre. Efter Erik Plovpennings død blev Abel dansk konge, og Mechtilde kronedes 1.11.1250 med ham i Roskilde domkirke, men måtte efter Abels død to år senere vende tilbage til Holsten idet Abels bror Christoffer valgtes til konge med forbigåelse af Abels søn Valdemar der var fange hos ærkebiskoppen af Køln.

Efter at have udløst sønnen gennemtvang Mechtilde at Valdemar 1253 blev forlenet med det sønderjyske hertugdømme, og efter at han var død i 1257 gennemførte hun efter krig at den næstældste søn Erik 1260 overtog hertugdømmet; samme år pantsatte hun ham og broderen Abel alt landet mellem Slien og Ejderen, og da hun arvede det efter deres død henholdsvis 1272 og 1279 testamenterede hun det kort før sin død til sin bror grev Gerhard af Holsten. Herved lagdes grunden til den holstenske indflydelse i Sønderjylland.

I sin politik mod det danske kongehus havde Mechtilde forbundet sig med ærkebiskop Jakob Erlandsen der også formidlede hendes ægteskab med Birger Jarl af Sverige trods hendes tidligere aflagte kyskhedsløfte som enke. For samtiden stod Mechtilde som en fjende af Danmark; Rydårbogen kalder hende en "djævelens datter" og beskylder hende - med urette - for at have tilintetgjort kejserlige og pavelige adkomstbreve på de nordalbingiske områder til kong Valdemar (2.).