Melchior Colditz, d. efter 1535, kongelig sekretær. C. kaldes sædvanlig mester Melchior de Germania, et enkelt sted også Danrop. Han var en søstersøn af kong Hans' og dronning Christines livlæge, dr. Carl Egen. 1515 blev han indskrevet ved universitetet i Köln og har formodentlig også her erhvervet sig sin magistergrad. Han blev dronning Elisabeths første sekretær på grund af sin store sprogkundskab, han skrev danske, tyske, franske og latinske breve. Han blev kannik ved Frue kirke i Kbh. og opnåede tillige flere andre gejstlige stillinger. 1521 og 1522 udførte han forskellige diplomatiske hverv for Christian II i Tyskland og var også straks til stede hos kongen i landflygtigheden. Han blev et af kongens mest betroede sendebud og var som sådan 1523 i England og Spanien, 1524 ved rigsdagen i Nürnberg, 1524-25 og 1526-27 i Spanien, 1528 i England. Efter dronning Elisabeths død blev han ansat ved de kongelige børns hof og begyndte at deltage i børnenes undervisning, men dette blev forbudt af den nederlandske regering, skønt C. altid synes at have været en god katolik. 1529 udnævnte kongen ham til råd og første sekretær hos sin søn hertug Hans ved dennes død i Regensburg 1532, samtidig med at Christian II sattes på Sønderborg. Senere trådte han i forbindelse med grev Christoffer af Oldenburg og fulgte greven til Danmark som hans kansler. Også i denne stilling sendtes han 1534 og 1535 på diplomatiske rejser til Tyskland og til Nederlandene for at knytte forbindelser mellem greven og det burgundiske hof. Formodentlig er han efter Kbh.s overgivelse fulgt med grev Christoffer til Tyskland.

Bibliografi

C. F. Allen: Breve og aktstykker til oplysning af Christian Ils og Frederik Is hist. I, 1854. - Papirer i Rigsark. Emilie Andersen: Münchensaml., 1969 14 60 75 = Vejledende arkivreg. XV.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig