Michael Lange

Michael Lange, 23.2.1788-20.3.1856, overpræsident. Født i Kbh. (Helligg.), død sst. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). L. blev student 1803, privat dimitteret, 1806 cand.jur., 1809 underkancellist, 1811 kancellisekretær og 1812 kancellist i danske kancellis 4. departement. Allerede 1810 tillige 3. lovkyndige assessor i Kbh.s søret udnævntes han 1814 til assessor i landsover- samt hof- og stadsretten, 1822 til assessor i højesteret; fra 1826 til sin død var han ekstraordinær assessor i denne ret. Allerede 1825 var han nemlig blevet først surnummerær, senere ordinær 6. deputeret i danske kancelli; året efter avancerede han til 5. deputeret, 1831 til 4., 1834 til 3. og 1839 til 2. deputeret; til 1. deputeret kaldtes han 1842. Hans ressort var 3. departement, idet han dog samtidig 1834–40 var decisor for 5. departements revisionssager vedrørende umyndiges midler. 1840 fungerede han desuden som kgl. bankkommissær i stedet for P. C. Stemann. 1 det hele taget blev der i årenes løb trukket store veksler på L.s betydelige arbejdskraft og utvivlsomme forretningsdygtighed. Allerede 1814 inkvisitor i inkvisitionskommissionen efter F. D. S. Fleischer fik han efterhånden sæde i adskillige vigtigere kommissioner, således 1820 i kommissionen til undersøgelse af ankeposterne mod økonomien ved Frederiks hospital, 1824 i brændevinsbrændingskommissionen og 1840 i kommissionen angående systemerne for straffeanstalterne i Danmark og Holsten. Med hensyn til de politiske mærkesager som i 30erne og 40erne delte vandene inden for kancelliet var han 1832 enig med A. S. Ørsted i at hævde samme betingelser for valgret og valgbarhed til stænderne, mens han med Stemann foretrak direkte valg for Kbh.s og de større købstæders vedkommende; i spørgsmålet om indførelsen af stænderkomiteer fulgte han 1841 ff Ørsted. Som dennes tro væbner drog han 1830 til felts mod den indbyrdes undervisning og forsvarede 1837 embedsmændenes ytringsfrihed (reskr. 30.12.1837). Vedrørende retsforholdet mellem godsejer og fæster sluttede L. sig 1838 til Stemann; men hans votum i anledning af Viborg stænders klage over kancelliets "Supprimering af censurfrie Blade uden Lov og Dom" 1845 føltes af præsidenten som en personlig krænkelse. L.s udnævnelse til overpræsident n.å. skete ganske vist mod Stemanns ønske, men var dog formentlig den heldigste udvej af det – mere personlige end saglige – modsætningsforhold som i tidens løb havde udviklet sig mellem kancellipræsidenten og ham. At L. indtog det mest liberale standpunkt inden for kollegiet og undertiden vovede sig længere ud end selv Ørsted, til hvem han i øvrigt var knyttet i et nært venskab, fremgår bl.a. af at han 1843 gjorde sig til talsmand for en fuldstændig udsondring af kirke- og skolevæsenet fra den øvrige administration og dets henlæggelse under et nyt kollegium der også skulle behandle hertugdømmernes sager.

Med overpræsidentembedet forbandt L. fra 1846 stillingerne som 1. og styrende medlem af de administrerende direktioner for hovedstadens fattigvæsen og for fødsels- og plejestiftelsen. Medlem af vandkommissionen s.å. blev han 1847 leder af den kombinerede komité angående indførelsen afvand-, gas- og kloakanlæg i Kbh., 1851 tillige af kommissionen for de hygiejniske forholds forbedring i Kbh.; men han, som var modstander af gadeskylningen 1851 og tilhænger af det Jerichauske tøndesystem, bragte både 1852 og 1854 ved Ørsteds hjælp kloakplanerne til stranding, hvilket er blevet skarpt kritiseret fra sagkyndig teknisk side. Derimod indlagde han sig 1847 som formand for komiteen til brødprisernes lettelse fortjeneste ved sin omhyggelige kontrol med bagerlavet, og hans er æren for en række af byens gartneriske anlæg, fx omkring "Hesten" (1855), på Skt. Annæ Plads m.fl. st.; overhovedet var han en varm ven af byens forskønnelse. 9.9.1849 holdt L. på Kbh.s vegne talen ved troppernes sejrsindmarch, og 14.7.1851 foretog han den første borgerlige vielse på rådhuset. Af væsentlig betydning blev hans indgriben i rigspolitikken i marts 1848. Allerede 24.1. s.å. havde han over for Frederik VII på det samlede bystyres vegne udtalt sig for indførelsen af en fri forfatning. Og skønt han selv var overbevist helstatsmand og både politisk og personlig stod flere af det herskende systems mænd nær, indså han i marts at en delvis regeringsforandring nu var blevet nødvendig, og underordnede sine egne sympatier under hensynet til det almene vel. Om aftenen 20. s.m. erfarede han resultatet af Casinomødet og borgerrepræsentationens beslutning om toget til kongen, og efter et forgæves besøg hos C. Bardenfleth tidligt om morgenen 21. sammenkaldte han magistraten til det afgørende møde hvor forsamlingen på hans forslag vedtog "i den offentlige roligheds interesse" at ledsage borgerrepræsentanterne til slottet, skønt magistraten kun for en del kunne tiltræde adressen. De liberales påskønnelse af overpræsidentens optræden blev dog kun kortvarig, og L. selv holdt sig i øvrigt fjernt fra martsbevægelsens mænd. At den energiske og dygtige, måske tillige noget stædige personlighed dog ikke stod helt uforstående over for en ny tids nye tanker, viser især hans vel gennemtænkte udkast af 13.8.1852 til en temmelig vidtgående omordning af Kbh.s kommunestyre. Som formand for det udvalg der skulle overveje dette spørgsmål 1855 døde han 1856. – Konferensråd 1841.