Michael Lyser

Michael Lyser, Michael Leyser, 14.4.1626-20.10.1659, læge. Født i Leipzig, død i Nykøbing F., begravet sst. L. studerede medicin i sin fødeby, men som sin bror Friedrich Wilhelm, der fra slutningen af 1640'erne studerede teologi i Kbh., droges L. 1650 mod universitetet her, hvor Thomas Bartholin som professor i anatomi 1648 havde begyndt sine offentlige dissektionsøvelser i Theatrum anatomicum. L. immatrikuleredes 12.6.1650 ved Kbh.s univ. og studerede her i to år hos Bartholin som hans prosektor og udmærkede medarbejder ved disse dissektioner der førte til opdagelsen af lymfekarsystemet (hos hunden). Thomas Bartholin, der både da og siden satte stor pris på L., skriver loyalt at han "ønsker at dele Rosen for dette Fund med ham hvis han da fortjener nogen" - hvilket førte til at Bartholins medbejler til æren for lymfekarsystemets opdagelse, svenskeren O. Rudbeck, insinuerede at det egentlig var L. der havde gjort den store opdagelse. Som L. skrev: "Gud forbyde at jeg nogensinde skulde kunne anklages for saadan Utaknemmelighed som at prøve at berøve dig (Th. Bartholin) for den udødelige Ære ved Din Opdagelse" - pointen var at Rudbeck havde set lymfekarrene før Bartholin, men sidstnævnte nåede at publicere opdagelsen først. - Selvstændige arbejder om lymfekarrene af L. foreligger ikke, derimod blev han af Bartholin inspireret til at skrive den bog der med rette har bevaret hans navn, Culter anatomicus, 1653, en for den tid udmærket oversigt over og vejledning i anatomisk teknik og dissektion som da også udkom i flere oplag og oversættelser posthumt. 1652 rejste L. til Tyskland og Italien, overalt demonstrerende den Bartholinske opdagelse, bl.a. til universitetet i Padua hvor han disputerede for doktorgraden, og 1656 til Leipzig hvor han 28.2. disputerede for et medicinsk professorat som han dog forlod n.å. for igen at drage til Kbh., formentlig håbende på at opnå anatomi-professoratet efter Bartholin der 1656 på grund af sygdom havde trukket sig helt tilbage fra dissektionsøvelserne. L. udnævntes imidlertid 20.4.1657 til provinsialmedicus for Møn, Lolland og Falster med bolig i Nykøbing og døde her allerede to år efter.

Familie

Forældre: superintendent Polykarp L. (1586-1633) og Sabina Volckmar (1598-1634). Gift okt. 1659 med Magdalene Sibylle Heerfordt (gift 2. gang med hofapoteker Christopher Hartmann, begr. 14.6.1683, gift 3. gang 1685 med dr.med. Johan Justus Bøhme, 1660-1709, gift 2. gang med Gjørvel Cathrine Portuan, 1660-1740), d. af hofapoteker Christopher H. (1609-79) og Dorthea Dobsin (død ca. 1658). - Bror til Johannes L.

Ikonografi

Ligsten (Nykøbing Falster k.).

Bibliografi

Th. Bartholin: Vasa lymphatica, nuper Hafniæ in animantibus inventa, et hepatis exsequiæ, 1653 7. Samme i M. L.: Culter anatomicus, 2.udg. 1665. Samme: Lymfekarrene, 1936 IX-XII 20. V. Ingerslev: Danm.s læger og lægevæsen I, 1873 460 529f. Otto C. Aagaard: Les vaisseaux lymphatiques, 1924 28f. Axel Garboe i Acta med. scandinavica, suppl. CCLXVI, Sth. 1952 63-73. Erik Andreasen og H. Moe i Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj VII, 1979 190f.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig