Mogens Blegvad, 25.6.1917-12.8.2001, professor i filosofi. Født i Kbh. (Aldersro), døbt i Skt. Nicolai, Kolding. B. blev student 1935 fra Øregård gymnasium og mag. art. i filosofi ved Kbh.s univ. 1942. Til 1948 arbejdede han som psykolog ved Kbh.s kommunes psykotekniske institut og skrev artikler over psykologiske emner til "Psykologien og Erhvervslivet", Salmonsen Leksikon-Tidsskrift og Hagerups Konversationsleksikon. Han var medstifter af Dansk psykologforening 1947 og medlem af dens første bestyrelse (næstformand 1948). Et års studieophold ved Univ. of North Carolina at Chapel Hill 1948–49 gav ham mulighed for at genoptage sine filosofiske studier, navnlig inden for værditeori og etik. Hjemvendt beskæftigede han sig fortsat med psykologiske emner (Om psykologiske prøver og deres anvendelse i erhvervsvejledningen, Psykol. studier, 1950) og med personligheds- og socialpsykologi som beskikket lærer i sociologisk psykologi ved cand. psych.-studiet 1955–64 og i tilknytning til moralfilosofi (bl.a. Moral og samvittighed, 1963). 1949–59 var B. fagkonsulent i filosofi, psykologi og sociologi ved Det kgl. bibl. hvor han også ledede udarbejdelsen af et nyt systematisk katalog for udenl. afd. (Se Nordisk Håndbog i Bibliotekskundskab, 1960 III). 1959 blev han lektor ved Danmarks biblioteksskole hvor han foruden i katalogisering og klassifikation underviste i psykologi og sociologi og var den første leder af skolens sociologiske laboratorium. B. var aktiv i Nordisk sommeruniversitet fra begyndelsen og deltog i sommersessioner 1951–67. 1959 var han studierektor. Han redigerede de første bind af dets skriftserie Interdisciplinary Studies. Senere var han medlem af og 1965–67 formand for plankomiteen, ligesom han 1966–71 var formand for redaktionsrådet for Nordisk Forum hvori han selv offentliggjorde artikler 1968 og 1971.

Meget af det videnskabelige arbejde B. deltog i her havde tilknytning til den afhandling som han 2.7.1959 forsvarede for den filosofiske doktorgrad ved Kbh.s univ. Den naturalistiske fejlslutning. Afhandlingen indeholder den første samlede præsentation på dansk af diskussionen i dette århundrede af problemerne omkring den naturalistiske etik med samt en kritisk stillingtagen til denne diskussion. B. peger på en mulig vej ud af den naturalistiske fejlslutnings dilemma ved at hævde at et "bør" kan begrundes på anden måde end ved at udlede det af et "er." En videnskabelig begrundelse af etikken er, ifølge B., ikke beviseligt udelukket hvilket doktrinen om den naturalistiske fejlslutning hævder, men den er dog usandsynlig. Den sproganalytiske metode som har domineret i den engelsksprogede diskussion bør suppleres med en fænomenologisk oplevelsesanalyse der kan vise at der findes oplevelser af værdier og moralske krav der er lige så umiddelbare som de oplevelser vor dagligdag og vor videnskabelige rekonstruktion af den fysiske verden bygger på. Spørgsmålet bliver da om de på tilsvarende måde kan ses som udtryk for en objektiv værdi- og normverden. I "Nordisk sommeruniversitet 1959" uddybede B. denne redegørelse for hvorledes den senere udvikling i psykologi og sprogteori havde påvirket denne problemstilling.

1960 tildeltes B. et af Kbh.s univ.s første forskerstipendier – fra 1961 kombineret med et (eksternt) lektorat i filosofi – som han oppebar til han 1964 efterfulgte Jørgen Jørgensen som professor ved universitet. Han beklædte professoratet frem til 1987. Som professor virkede B. for en reform af filosofikum (formand for fakultetsudvalg 1966–67, medlem af Kbh.s univ.s udvalg 1968 og af universiteternes fællesudvalg 1968–69) og af det filosofiske fagstudium. Han underviste ved dette, samt ved kultursociologi- og samfundsfagstudierne bl.a. i samfundsvidenskabernes filosofi (se Tidsskrift for samfundsforskning, X, 1969; Samfundsvidenskab og samfundsvidenskaber 1969; og Introduktion til samfundsfag, 1971), og fra 1973 ledede han et af Statens humanistiske forskningsråd støttet forskningsprojekt over "Filosofiske problemer vedrørende forklaring af menneskelig adfærd og sociokulturelle fænomener". I øvrigt underviste han i moral- og værdifilosofi og skrevet herom i Danish Yearbook of Philosophy I, 1964; Festskrift til Gunnar Aspelin, 1963; Store tænkere i nyt lys, 1962; Skyld og ansvar; 1967, Contemporary Philosophy in Scandinavia, 1972 og Politiske ideologier fra Platon til Mao, 1972.

B. var siden 1947 aktiv i Folkeuniversitets-arbejdet, 1954-97 medlem af programrådet, næstformand 1978-88, og 1975-77 af styrelsen for Folkeuniv. i Kbh. Han tog ligeledes aktiv del i arbejdet i Dansk sociologisk selskab, Nordisk sociologisk selskab og ikke mindst Selskabet for filosofi og psykologi. Han var formand for sidstnævnte 1960–70 og tog som sådan 1964 initiativ til udgivelsen af Danish Yearbook of Philosophy hvis redaktionsråd han siden var formand for frem til 1986. 1970 var B. i to kvartaler gæsteprofessor ved Department of Sociology, Univ. of California, Santa Barbara. 1974 indvalgtes han i bestyrelsen for det Internationale sociologselskabs afdeling for sociologiens historie (ISA-RCHS). Medlem af Vetenskabs-societeten i Lund 1965, af Videnskabernes selskab 1973 hvor han 1976 blev formand for "Udvalget for udadrettet virksomhed" som bl.a. arrangerede offentlige foredrag om "Grundvidenskab i dag". 1977-88 medlem af selskabets præsidium.

Familie

F: læge, senere overlæge Olaf B. (1888–1961) og gymnastikdirektør Gudrun Schrøder (1892-1988). Gift 1. gang 1942 med Sigrid Marianne Holm, født 28.10.1919 i Kbh., (gift 2. gang 1956 med professor Ove Nathan, født 1926), d. af øjenlæge Otto Ejler H. (1887–1966) og læge Bodil Wandall (1891–1968). Ægteskabet opløst 1956. Gift 2. gang 23.10.1961 i Kbh. (b.v.) med lektor, jur. lic. Victoria Britt-Mari Persson, født 3.10.1926 i Uppsala, Sverige, død 5.12.2001, d. af professor Axel Waldemar P. (1888–1951) og kunsthistoriker Victoria Mirea (1887–1957).

Udnævnelser

R. 1972. R1.

Bibliografi

Selvbiogr. i Festskr., udg. Kbh.s univ. nov. 1959 100f. -Slægten Gylling fra Samsø, 1975 V C, 5a. K. E. Løgstrup i Perspektiv, nr. 6 1960 49–54. J. K. Bukdahl i Vindrosen, 1960 253–56.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig