Mogens Engell Køie

Mogens Engell Køie, 4.2.1911-22.5.2000, botaniker. Født i Kbh. K. blev student fra Rønne 1929, mag.scient. i botanik 1936 og dr.phil. 1951. 1938 blev han assistent ved Kbh.s univ.s botaniske laboratorium hvor han blev amanuensis 1944 og lektor i botanisk økologi 1956. 1967 udnævntes han til professor ved det nyoprettede institut for botanisk økologi under samme univ., og 1980 tog han sin afsked. Den botaniske interesse som kommer til udtryk i Ernst K.s kunst blev grundlag for sønnens livsværk, og den afvekslende bornholmske flora og faderens samling af haveplanter vakte lyst til at lære fremmede planter at kende og at udrede vilkårene for planternes samliv i plantesamfund. Under studiet deltog han i undersøgelser i Grønland. 1937 rejste han i Iran, og 1948–49 var han som botaniker med på 3. danske centralasiatiske ekspedition. 1956–57 virkede han i Peru som Science research specialist under UNESCO og 1962 ledede han en del af Noona Dan ekspeditionen til Bismarck-øerne. Samtidig har han studeret ved universiteter i Europa, Asien og Amerika. Resultaterne af indsamlingerne i Iran er publiceret i Beitrag zur Flora Südwest Irans I-II, 1945–55, fra Afghanistan i Symbolae Afghanicae I-VI, 1954–65, i begge tilfælde i samarbejde med professor K. H. Rechinger i Wien og under medvirken af mange andre specialister. Desuden har K. medvirket ved kortlægning af de danske planter, men hans hovedindsats falder inden for den økologiske forskning som foregangsmand i udredelsen af plantesamfundenes afhængighed af jordbunden og de fysiske livsbetingelser. Hans første store afhandling, bygget over et guldmedaljearbejde fra 1935 The soil vegetation of the Danish conifer plantations and its ecology, 1938 fulgtes 1944 af De jydske Egekrat og deres Flora, sammen med Kaj Gram og C. A. Jørgensen og 1951 af disputatsen Relations of vegetation, soil and subsoil in Denmark. Ved undersøgelserne har han til måling af mikroklima og lysintensitet anvendt nye apparater som han har konstrueret med hjælp fra teknikere. Ved undervisningen har han indført nye kurser i laboratoriet og i felten. K. blev medlem af bestyrelsen for univ.s arktiske station på Disko 1960, var formand for Botanisk forening 1966–70, fra 1966 medlem af den danske UNESCO kommissions stående udvalg for naturvidenskaberne, og han var 1949 medstifter af det nordiske økologiske tidsskrift Oikos.

Familie

Forældre: grafiker Ernst K. (1872–1960) og Engeline (Inge) Jensen (1875–1961). Gift 1. gang 12.6.1936 i Kbh. med lektor, cand.mag. Aase Valborg Jørgensen, født 20.3.1907 i Kbh., død 7.2.1999, d. af redaktør, dr.phil. Niels Rasmussen J. (1879–1967) og Alma Kirstine Thunbo (1878–1960). Gift 2. gang 2.2.1971 i Birkerød (b.v.) med overassistent Kirsten Thordrup, født 18.3.1923 i Fausing Enge (gift 1. gang med redaktør Erik Horskjær), død 1991, d. af stationsforstander Niels Møller T. (1896–1977) og Vita Danielle Røikjær (1900–80).

Ikonografi

Portrætter af Ernst Køie. Foto.

Bibliografi

Alfr. Hansen: Den danske botaniske lit. 1940–59, 1963 33 188f (bibliografi, forts. i Botanisk t.). A. Fox Maule i Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj XIII, 1979 250.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig