Moritz Goldschmidt, Moritz Aron Goldschmidt, 2.9.1822-11.5.1888, industridrivende. Født i Vordingborg. G. blev sat i skole i Næstved hvortil faderen flyttede 1833 efter et mislykket forsøg på at ernære sig som landmand. Skoleundervisningen var tarvelig, og G. kom tidligt i nålemagerlære hvor han røbede et vist talent for mekaniske arbejder. Efter at være blevet svend rejste han en tid i udlandet og oprettede i Pinneberg en lille fabrik for nåle- og possementmagerarbejder hvortil maskinerne for en del var bygget efter hans egen konstruktion. Ved krigsudbruddet 1848 forlod han Holsten og slog sig ned i Horsens hvor han fortsatte sin beskedne virksomhed. Da Viborg tugthus var blevet nedlagt, og straffefangerne 1853 derfra flyttede til Horsens lejede G. en del af disses arbejdskraft til fremstilling af forskellige manufaktur- og possementmagerarbejder. En væsentlig udvidelse af virksomheden fandt sted 1860 da G. overtog hele tugthusets arbejdskraft i forpagtning fra staten der samtidig ydede ham et lån på ca. 100.000 kr. I forbindelse hermed indgik han samme år kompagniskab med den merkantilt uddannede A. Crome (1826-1904), den hidtidige bestyrer af den Bønnelykkeske tobaksfabrik i Horsens. Virksomheden udvidedes 1865 med en nyopført fabrik for frie arbejdere, omfattende uldspinderi og klædefabrik og bomuldsvæveri, og voksede kraftigt i de følgende år. 1874 omdannedes firmaet til et aktieselskab med G. som administrerende direktør, og 1881 overtoges desuden "Ribe tekstile Fabriker" som indtil da havde været ejet af et Hamborgfirma. Fabrikationen, der hidtil havde været lagt an på grovere varer, udvikledes nu således at også produktion af finere kvaliteter kunne tages op, og samtidig oparbejdedes en udmærket salgsorganisation med detailforretninger i København (1884) og de fleste provinsbyer. Ved G.s død beskæftigede Akts. Crome & G. omkring 1200 ansatte. Fabriksvirksomheden fortsatte til 1929 hvorefter selskabet koncentreredes omkring det københavnske stormagasin som ophørte 1971. -Justitsråd 1885.

Familie

Forældre: købmand Aron G. (1792-1848) og Lea Levin Rothschild (1797-1870).. Gift 3.5.1866 i Ålborg med Jenny Jacoby, født 30.3.1839 i Ålborg (Mos.), død 11.6.1908 i Espergærde, d. af købmand i Ålborg Ludvig Martin J. (1804-87) og Thrine Levin (1800-89). – Bror til MeTr'G. og Ragnhild G.

Ikonografi

Træsnit 1885 efter foto. Buste af R. M. Andersen udst. 1889. Foto.

Bibliografi

Th. Hauch-Fausbøll: Slægthåndbogen, 1900 258-63. N. Malmgren: Danm.s industrielle etablissementer II, 1889 166f. Adolf Bauer: Jydske håndværkere og fabrikanter, 1893 57-68. Børsen 27.9.1898. H. Petersen i De danske byerhverv. Jylland I, 1904-06 (Horsens).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig