Morten Børup

Morten Børup, 1446-30.5.1526, skoleleder, latindigter. Født antagelig på den nu forsvundne Børup-gård i Adslev sg. ved Skanderborg, død i Århus, begravet sst. B. var bondefødt, og først i en alder af 27 år søgte han bort fra arbejdet på landet; iflg. sin ældste biograf, Rasmus Glad (Lætus) blev han en dag under hoveriarbejdet ved Skanderborg trakteret med skældsord og hug af fogeden og flygtede derefter til Århus; her tiggede han sig ind i den lærde skole hvor kammeraterne gjorde sig lystige over den gamle pebling med det store skæg, mens lærerne til gengæld hurtigt anerkendte hans udmærkede evner. I skoleårene fik han støtte af ærkedegnen i Århus, Morten Krabbe, senere søgte han til det nyoprettede universitet i Kbh. hvor han især synes at have skattet den skolastiske teolog Peder Skotte højt. B. tog magistergraden i Kbh. og studerede derefter ved universitetet i Köln (1487); iflg. Rasmus Glad erhvervede han her den juridiske doktorgrad, andre mener den teologiske. Efter hjemkomsten til Danmark overtog han ca. 1490 ledelsen af skolen i Århus som i de følgende tiår nød stor anseelse, således sendtes fx Johan Friis, den senere kansler, af sine forældre fra Fyn "til Aarhus til doct. Morten Børup som i de dage vaar naffnkundig offuer alt riget for sin lærdom oc flittighed". Blandt skolens elever nævner Rasmus Glad endvidere Andreas Glad, Terkel Abildgaard, Jens Sinding, Simon Christiernsen og Peter Paulinus; senere biografer tilfojer de første lutherske biskopper Jørgen Sadolin, Jacob Schønning og Hans Tausen; det er dog ikke meget sandsynligt at disse har gået i Århus skole. - Til brug for disciplene skrev B. en del skuespil på latin; vi ved at sådanne er opført i Århus af "vor store Frue Gilde" bl.a. 1501, den tidligste offentlige fremførelse af skuespil i Danmark vi kender. Muligvis til lignende fester komponerede B. en kordans, kaldet dåredansen. som må have haft en vis berømmelse, siden den mere end 50 år efter B.s død opførtes i Kbh. i anledning af festlighederne ved Christian IVs dåb.

Foruden at have ledelsen af skolen var B., i hvert fald i sine senere år, tillige kantor ved domkirken og varetog som sådan alt hvad der vedkom kirkesangen; måske han derfor har redigeret Breviarium Arhusiense, trykt 1519; og da der heri findes en del hymner som ikke kendes andetsteds er der mulighed for at disse skyldes B. Af tekster som med sikkerhed kan tillægges ham haves imidlertid kun to, majvisen Carmen vernale og de syv byrim som begynder med de kendte linjer "Clericali et regali turba gaude Hafnia". Majvisen In vernalis temporis ortu lætabundo tilhører stilmæssigt de naturlyriske vagantviser, men synes også påvirket af datidens kirkelige digtning (Adam af St. Victor). Digtet har dog sin egen særprægede tone der har bevaret det friskt gennem tiderne, og i sin latinske sprogdragt er det den første vårbebuder af dansk naturlyrik, beslægtet i stemning med Ambrosius Stubs forårsvise. Carmen vernale der blev skrevet til disciplenes årlige majfest brugtes ved mange andre skoler, også i Sverige når der førtes sommer i by, og den findes med en særlig melodi, muligvis den oprindelige, optaget i sangsamlinger fra slutningen af 1500-tallet. I nyere tid er fremkommet en række danske og svenske oversættelser (danske bl.a. af H. H. Blache, Fr. Moth, Vilh. Andersen og Marinus Børup), ligesom digtet har inspireret flere komponister, bl.a. A. P. Berggreen, Alfr. Toft. Sv. Sveinbjømsson og Carl Nielsen. - Byrimene indeholder en karakteristik af de danske stiftsstæder der bortset fra Kbh. får en så ilde medfart at Anders Sørensen Vedel, som optog digtet i sin viseudgave, finder at det nærmest må kaldes et skandskrift, "libellus famosus". B. viser sig her som en åndsaristokrat og går især hårdt frem mod munkene, men er i det hele taget kritisk over for kirkelige forhold. Han mødes i denne kritik med Poul Helgesen, med hvem han da også stod i forbindelse. Byrimene er delvis oversat af H. F. Rørdam og Vilh. Andersen, fuldstændigt af Marinus Børup i Tøbrud, 1923 111-23. Som kantor, altså en af prælaterne, havde B. et præbende, vistnok Tunø; herfra er endnu bevaret, (i Nationalmuseets 2. afd.) gengivelsen af et på en kirkestol udskåret, primitivt udført billede af B. og hans insignier: greb, ris og ferle, de samme som indhuggedes på en marmorplade der lagdes over hans grav mellem domkirken og skolen i Århus. Omkring 1800 var pladen forsvundet, men et nyt mindesmærke af J. Herskind rejstes 1882 på samme sted og med samme indskrift. I litteraturen mindedes B. bl.a. af N. F. S. Grundtvig i det smukke digt "Alt som det ringed til Aftensang", af Blicher i det kendte "I Skanderborrig Enge" og af Olaf Hansen i "Ved Morten Borups Mindesten".