Morten Caspar Wolfburg, 22.5.1686-1.6.1729, præst. Født i Fjellerup, Fyn, død i Søllested sst., begravet sst. Allerede da W. var fire år begyndte hans far den dressur af den lærenemme og rigt begavede dreng der i løbet af kort tid skulle føre til forbavsende resultater. Da han var blevet lidt over ni år gammel kunne faderen således dimittere ham til universitetet (1695), og han evnede da at tale flydende latin og græsk foruden at han var fortrolig med de forskellige græske dialekter og havde antagelige kundskaber i teologi, metafysik og logik. Man forstår derfor at han da engang biskop Thomas Kingo var på besøg i præstegården og W. ville tale med ham i en græsk dialekt, da måtte faderen afbryde ham med de ord: "Tal mere jævnt, min søn, at biskoppen kan forstå dig!". Også ved universitetet vakte han stor opsigt bl.a. ved at optræde som respondens ved en disputats af den lærde Georg Ursin. Han blev omtalt i udenlandske tidsskrifter og forevist ved hoffet hvor han holdt en tale på hebraisk. Efter at have taget attestats 1699 drog W. udenlands (1700-02) og opholdt sig især i Frankrig. Da han kom tilbage fik han plads på Borchs kollegium (1704– 07), tog 1706 magistergraden og blev s.å. dekan ved kommunitetet. Allerede som tiårig havde han 1696 udgivet en disputats De Romanorum auguriis, nu i sin alumnetid skrev han atter nogle disputatser, om beliggenheden af Edens have (1704) samt et supplement til den engelske bibel-forsker Edward Leighs Critica sacra (I–II, 1705-06). De vidner om hans filologiske og antikvariske interesser og om hans ikke ringe specialviden, men hæver sig i øvrigt ikke synderligt over lignende skrifter fra samme periode.

På sin udenlandsrejse var W. blevet forlovet med en fransk kvinde, mademoiselle Massot, som senere opholdt sig som guvernante på forskellige fynske herregårde. Ved hendes hjælp fik han 1710 kaldsbrev på Vester Hæsinge og Sandholts Lyndelse, men på grund af stridigheder om kaldsretten blev kaldelsen kasseret, og han blev da i stedet 1712 sognepræst på Avernakø. Da han nu ville holde bryllup med mademoiselle Massot kom det frem at hun både tilhørte den katolske kirke og tidligere havde været gift med en mand som hun havde forladt. W. måtte da opgive al tanke om ægteskab med hende, men da han stod i gæld til hende for ret betydelige summer fik den håndfaste dame der nok ville have sine penge igen det ordnet således at han ægtede en rig (og forvænt) enke. Det blev et ulykkeligt ægteskab, fuldt af kiv og strid, og da han tilmed måtte døje mange genvordigheder med en opsætsig og fordrukken degn formede hans liv på den fjerne ø sig alt andet end behageligt. Ikke underligt at han anstrengte sig for at blive bemærket i Kbh. Men uheldigvis holdt han på den gale hest. Han førte sig nemlig frem som en forkæmper for den sande ortodoksi og angreb således den hedningemission som under hoffets bevågenhed startede netop i disse år. Særlig kastede han sig over professor Johannes Trellund som 1712 var blevet udnævnt til missionsinspektør. 1717 udgav W. i Flensborg et stort skrift, Observationes sacræ in Novum Testamentum – nærmest en slags teologisk ordbog. Men da han kom til Kbh. for på denne bog at disputere for den teologiske licentiatgrad mødte han kold luft fra alle sider. Skønt bogen selvfølgelig var ganske ortodoks lykkedes det de teologiske professorer at finde en række vildfarelser i den. Fra højeste sted kom der ordre til at W. skulle tilbagekalde og bogen konfiskeres. W. tog nok en gang til Kbh. og fik i hvert fald sin tidligere velynder, professor Hans Bartholin, til at rykke ud med et lunkent forsvar, men opnåede ellers intet. Den flensborgske bogtrykker ville have erstatning for det tab han havde lidt ved bogens konfiskation – og til sidst blev det W. for meget, og han forlod 1721 sit embede for at drage udenlands. En anden fik hans kald, og der blev nedsat en provsteret til at behandle hans forhold. Få måneder senere vendte han dog tilbage, fik kongens tilgivelse og blev i 1722 sognepræst i Ølgod og Strelluf i Ribe stift hvorfra han 1724 forflyttedes til Søllested og Vedtofte på Fyn. Her døde han – og oplevede ikke at hans Observationes ... udkom i Kbh. i 1738, uden at en stavelse var ændret. – Der er noget vist tragisk over dette tidligere vidunderbarns skæbne. Men dels tilhørte W. ikke en af de etablerede professorslægter, dels forstod han slet ikke at ortodoksien var ved at have udspillet sin rolle.

Familie

Forældre: sognepræst, senere i Alsted og Fjenneslev Jochum Frederik W. (død 1718) og Elisabeth Bertelsdatter (død 1718, gift 1. gang med sognepræst i Fjelsted og Harndrup Morten Johansen Snell, død 1683). Gift 26.6.1714 med Sidsel Kirstine Jensdatter Riber, født 1663, død 1743 (gift 1. gang med possementmager og hofglarmester Peder Hagendal), d. af urtekræmmer Jens Pedersen R. og Kirsten Nielsdatter Hald.

Bibliografi

J. C. Bloch: Den fynske gejstligheds hist. II, 1790 321-25. Almennyttige samlinger til hjertets forbedring XXVI, 1793 307-29; XXVII, s.å. 36-70; XXVIII, 1794 83-109; XXIX, s.å. 122-36; XXX, 1795 433-36. Theologisk månedsskr., ved L. N. Fallesen VI, 1805 686-706. J. F. Fenger: Den Trankebarske missions hist., 1843. C. E. Thorup i Kirkehist. saml. 3. r. IV, 1882-84 51-63. S. Jørgensen sst. 4. r. I, 1889-91 621-33. Hans Olrik i Festskr. i anledn. af Borchs kollegiums 200-års jubilæum, 1889 130-32. A. Hojer i Hist. saml. og studier, udg. H. F. Rørdam I, 1891 363. P. Severinsen i Årbog for hist. samf. for Sorø amt XIII, 1925 87-129. Johs. Pedersen: Fra brydningen mellem ortodoksi og pietisme II, 1948 = Teol. studier IX især 81-101. Frits Råven i Fyns stiftsbog, 1975 76-103. Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj V, 1980. – Ny kgl. saml. – 2159 – 4°.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig