N.E. Therkilsen, Niels Emil Therkilsen, 5.11.1886-16.9.1944, redaktør. Født i Horsens, død i Kolding, begravet i Kbh. (Vestre). Efter realskolen fik T. uddannelse i kulimporthandel og supplerede med kursusundervisning. 1903 blev han elev på Fyns Venstreblad, kom derfra til Vendsyssel Folkeblad i Brønderslev, var 1907–10 ansat ved Faaborg Folketidende og kom 1910 til den bergske presse (de af C. Berg grundlagte venstreblade) som redaktionssekretær ved Viborg Stifts Folkeblad. 1917 blev han leder af (det bergske) Venstres korrespondancebureau i Kbh. Da dette 1919 sammensluttedes med de moderate blades Venstres generalkorrespondance til Venstres pressebureau blev T. det nye bureaus chef indtil 1927 da han tiltrådte som ansvarhavende redaktør af Kolding Folkeblad, også et af de bergske blade. Den post beholdt han til sin død. Kolding Folkeblad var under T.s redaktion stærkt præget af hans personlighed. Han ledede bladet med omhu i de mindste enkeltheder og skrev kyndigt om politiske og lokale spørgsmål. Hans stil var saglig og klar, hans synspunkter båret af moden dømmekraft og varme følelser. Ved siden af lederne skrev han hyppigt mindre artikler som ud fra aktuelle tildragelser gav små kapitler af hverdagslivets etik. En avis skulle efter hans mening være noget mere end blot en nyhedsbringer. – Som redaktør af Venstres pressebureau var T. 1920–27 medlem af bestyrelsen og næstformand for Rigsdagens presseloge, og i Kolding beklædte han en række tillidshverv. Han var formand for Kolding venstreforening og for Vejle amts samvirkende venstrevælgerforeninger. Han sad – nationalt interesseret som han var fra sin tidligste ungdom – i bestyrelsen for Sønderjydsk forening for Kolding og omegn og den lokale forening Norden. I nogle år var han formand for byens Odd Fellowloge. 1930–33 sad han i Kolding byråd men udtrådte da han fandt at det kommunalpolitiske arbejde drog hans energi bort fra bladet. Hos sine kolleger i pressen nød T. stor tillid. Han var formand for Foreningen af venstreblade i Danmark, omfattende både radikale og venstreredaktører, i bestyrelsen for Venstres pressebureau og for Danske dagblades fællesrepræsentation. -Til 2. udgaven af Dansk biografisk Leksikon, 1933–44, skrev T. en række journalistbiografier. Da den tyske terror i besættelsens sidste år gav sig udtryk i bonibesprængninger af bladhuse var Kolding Folkeblad et af de første der ramtes. Natten til 16.9.1944 blev dets tekniske afdeling ødelagt, og ved eksplosionen omkom T., hans 17-årige datter og portneren.

Familie

Forældre: skotøjshandler Therkel Peter T. (født 1858) og Ane Elisabeth Jensen (1858–1923). Gift 3.5.1912 i Horsens med Kirstine Marie Pedersen, født 1.9.1887 i Horsens, død 29.7.1981 i Kbh. (Advents), d. af murermester Jens P. (1858–1947) og Mette Nielsen (1859–1947).

Ikonografi

Mindeplade for T. og Sigurd Thomsen (folketingets presseloge, opsat 14.6.1947).

Bibliografi

Kolding folkebl. 8.9. og 19.9.1944. Jyske tid. 19.9. s.å. L. Bindsløv Frederiksen: Pressen under besættelsen, 1960 454f. Frode Aagaard: De Bergske blade, 1967 68–72.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig