N.O. Christensen, Niels Otto Christensen, 16.7.1914-26.5.1983, veterinær. Født på Skovsbo, Rynkeby sg, død i Kbh., begravet på Frbg. C. blev student fra Svendborg statsskole 1932 og fik veterinæreksamen 1938. 1939 blev han assistent hos professor A. F. Følger på landbohøjskolen i patologisk anatomi og n.å. assistent hos professor H. C. Bendixen på medicinsk kliniks laboratorium for speciel patologi, hvor han med zoologen Hans Roth gennemførte en række parasitologiske undersøgelser af forskellige husdyrarter, fx katte og hunde i Kbh. Sammen med Erik Blom gennemførte C. en række banebrydende undersøgelser af tyres kønsorganer. De to forskere fandt en ikke tidligere beskrevet misdannelse (segmentær aplasi af den Wolffske gang) ved at undersøge 2000 slagtetyre; samarbejdet med Blom resulterede i en række større og mindre afhandlinger, offentliggjort 1946-82 på dansk eller engelsk i diverse tidsskrifter. C. blev på medicinsk klinik i 14 år og udgav sammen med Johs. Moustgaard Fysiologiske og kliniske Undersøgelsesmetoder for Veterinærer, 1944. I 1954 blev C. forstander for landbohøjskolens ambulatoriske klinik der hidtil havde været et appendix til fødeklinikken, men som nu under C.s fremsynede ledelse i løbet af få år blev udviklet til en selvstændig afdeling med helt nye arbejdsmetoder. C. blev professor i klinisk veterinærvidenskab 1971. Sammen med professor Kn. Nielsen udgav han Svinesygdomme, 1972 og Kvægsygdomme, 1974. C. arbejdede med stor energi med dambrugets problemer og blev 1964 lektor i fiskesygdomme. 1966 udgav han lærebog i fiskesygdomme (fransk udgave 1968; 2. stærkt udvidede udgave kom 1980, Fiskesygdomme. Akvatisk patobiologi). Hans andet speciale var zoodyrenes sygdomme, han var medlem af Kbh.s zoologiske haves bestyrelse fra 1972. I 1983 udgav han Sygdomme hos eksotiske dyrearter.

C. var hovedredaktør af Nordisk Veterinærmedicin fra 1961 til sin død, medlem af redaktionskomiteen for Acta Veterinaria Scandinavica 1963-67, medlem af det veterinære sundhedsråd 1967 til sin død. Bestyrelsesformand for Kreaturforsikringsforeningen af 1859, præsident for The European Association of Fish Pathologists fra 1979 og hovedredaktør for dennes Bulletin. -Belønnet af C. O. Jensens mindefond for biologiske arbejder 1951. Dr.med.vet.h.c. (Hannover) 1982.

Familie

Forældre: proprietær Anders Peter C. (1887-1961) og Jørgine Markussen Therkelsen Nyborg (1888-1961). Gift 16.4.1939 på Frbg. med dambrugsejer Alice Munk, født 3.9.1912 på Haugård, Hårde sg., d. af fiskeeksportør Mikael Sofus M. (1877-1958) og Mette Marie Nielsine Mikkelsen (1886-1935).

Udnævnelser

R. 1969. R1. 1979.

Ikonografi

Mal.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig