N. Hede Nielsen, Niels Hede Nielsen, 16.11.1879-1.12.1943, fabrikant. Født i Glud ved Horsens, død i Horsens, begravet sst. (Østre kgd.). H.N. kom efter skoletid i købmandslære i Herning. Efter at have gennemført sin handelsuddannelse her arbejdede han en tid i Frederikshavn indtil han 1900 blev rejsende agent for en odenseansk cykelfabrik. Han så fremtidsmuligheder i denne nye branche og etablerede sig 1906 som selvstændig idet han sammen med barndomskammeraten J. Chr. Mikkelsen oprettede engrosforretningen Horsens Cykellager. Den beskedne forretning udvidedes 1910 med en cykelfabrik der i løbet af få år var i kraftig fremgang. Samtidig begyndte H.N., der 1913 var blevet eneindehaver, en importhandel med automobiler, og hans virksomhed voksede i løbet af årene under første verdenskrig til at blive en af byens førende. Bilhandelen måtte H.N. dog som følge af store tab opgive i årene derefter; men forinden havde han med oprettelsen af Jysk Iltfabrik, 1918 og Horsens Acetylengasfabrik, 1920 begyndt en produktion af komprimeret ilt og gas til brug ved den nye svejseteknik som for alvor vandt indpas i disse år. Denne del af virksomheden blev i løbet af 1920erne udvidet med søsterfabrikker i Nørresundby og København. Fra slutningen af 1920erne kom endnu et produktionsområde til idet H.N. 1928 oprettede en engrosafdeling for radio. I løbet af et par år udviklede denne sig til en egentlig produktionsafdeling (Herofonradioer), efter at H.N. 1930 flyttede hovedfabrikken i Horsens til Crome & Goldschmidts tidligere store klædefabrik hvor der indrettedes en rationel produktion af cykler, cykelsadler og radioapparater. Endelig føjedes 1933 Skandinavisk Rørfabrik til de øvrige fabriksvirksomheder, og H.N. opbyggede i stærk konkurrence med udenlandske rørkarteller en meget betydelig produktion af vand- og varmerør som efterhånden kom til at dække størstedelen af det danske marked, ligesom der oparbejdedes en omfattende eksport. Denne del af virksomheden ramtes dog hårdt af anden verdenskrigs råstofmangel.

H.N. var præget af en stærk foretagsomhed, dristighed i økonomiske dispositioner og en intens interesse for tidens mange tekniske nyskabelser, og han havde en rastløs trang til ekspansion og fornyelse i sine fabrikker. Han helligede sig helt ledelsen af virksomhederne og tog hverken del i branchens organisatoriske arbejde eller havde offentlige tillidshverv. Fra begyndelsen af 1930erne begyndte han at trække sig tilbage fra den daglige ledelse af virksomhederne der fra 1919 var blevet opbygget som aktieselskaber, men fortsatte som bestyrelsesformand for selskaberne til sin død. Firmaerne videreførtes af sønnerne Eigil (1904-91) (ilt-, cykel- og rørfabrikkerne) og Ove H.N. (1907–74) radio- og senere TV-virksomheden).

Familie

Forældre: landmand Carl Sofus Vilhelm Nielsen (1842–1936) og Lene Kirstine Nielsdatter Hede (født 1848). Gift 23.2.1904 i Østerbølle med Anne Eveline Julie (Eva) Hansen, født 19.12.1880 i Snejbjerg, død 28.2.1949 i Horsens, d. af tømrermester Hans H. (død 1920) og Ane Kristine Nielsen (født ca. 1848).

Bibliografi

Interview i Horsens avis 14.11.1939. – Horsens avis 1.12.1943. Horsens socialdemokrat s.d. Politiken 2.12.1943. Tidsskr. for industri, 1954 412f. Børsen 11.11.1956.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig