Nic. C. Nielsen

Nic. C. Nielsen, Nicolaj Christian Nielsen, 1.4.1848-4.7.1932, præst, forfatter. Født i Løgumkloster, død i Flensborg, begravet sst. N. stammede fra en velstående familie og gennemgik samtidig med sin skolegang (Rise præstegård, Flensborg latinskole og pædagogiet i Plön) en usædvanlig udvikling, bestemt af hans kunstneriske anlæg. Allerede før 1864 befæstedes hans livslange kærlighed til dansk skønlitteratur og til teatret, og det kom siden til at præge hans forkyndelse i en sådan grad, at han må regnes blandt de største talerbegavelser Sønderjylland har frembragt. 1870 deltog han i krigen som sanitetssoldat, studerede så i Leipzig og sluttede sit teologiske studium i Kiel. Sit åndelige gennembrud fik han på præsteseminariet i Haderslev – ved at læse Ludwig Harms' prædikener. Allerede i sine første præsteår (Angel og Gram) vandt han stor tilslutning og var snart så landskendt som forkynder og sjælesørger, at han med selvfølgelighed blev formand for den 1886 stiftede Indre mission i Nordslesvig. 1873 blev han sognepræst i Højrup, 1888 i Sommersted, 1906 i Tandslet, 1911 i Bedsted og 1916 i Oksenvad. Den spinkle og ildfulde mand med det sjælfulde ansigt var skriftefader for høje og lave og især for soldater og forbrydere, der søgte ham personligt og skriftligt. Han skrev meget i Indre missions blad Sædekornet, redigerede dens kirkelige kalender og gjorde en stor indsats i komiteen for den sønderjyske salmebog; desuden udgav han en række kristelige hjemstavnsskildringer som også indeholder en del af hans digte. N. opfattede sig selv om "slesviger" og holdt sig uden for de dansk-tyske brydninger, men var en samlende skikkelse i begge lejres pietistiske vækkelse. Dagbøger m.v. i Dansk centralbibl. for Sydslesvig, Flensborg.

Familie

Forældre: hattemager Michael N. (1814-95) og Christiana Henriette Meyer (1813-62). Ugift.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Helene Jenssen og Kirstine Wormark: Pastor N. C. N., 1934. Jens Holdt i Sønderjyske årbøger, 1958 1-74. Günter Weitling: Die historischen Voraussetzungen des Kirchlichen Vereins für Indre Mission in Nordschlesw., Flensb. 1971 = Schriftenreihe 1 des Vereins für schlesw.-holst. Kirchen-Gesch. XXIII. Jacob Kronika: Den sidste slesviger, Flensb. 1971.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig