Nicolai Faber

Nicolai Faber, 19.6.1789-15.5.1848, biskop. Født i Odense, død sst., begravet sst. F. voksede op i et velhavende hjem, fik en fortrinlig privatundervisning og blev student fra Odense 1807. 1811 blev han cand.teol, og var derefter lærer ved kbh.ske skoler (fra 1813 ved Metropolitanskolen). Disse år var nok de lykkeligste i hans liv: hans store pædagogiske evner kom i høj grad til deres ret, og han havde god tid til videre uddannelse, bl.a. i musik. Da han efter at være blevet gift fandt de økonomiske kår helt utilfredsstillende tog han 1814 afsked og blev kompagnon i sin brors korn- og skindhandel i Kbh. I fritiden fortsatte han studierne og blev 1817 dr. phil. på en afhandling De origine idearum. Da han trods forandret livsstilling ikke blev næringssorgerne kvit besluttede han at udvandre til Philadelphia for at oprette et pædagogisk institut, men et barns død fik ham til at opgive denne plan og søge gejstlig ansættelse. 1820 blev han sognepræst i Allested og Vejle på Fyn, 1826 i Middelfart og Kavslunde. Trods fortsatte økonomiske bekymringer og store personlige sorger gjorde han en betydelig indsats som præst. Navnlig i Allested var den åndelige tilstand ringe, men F. kæmpede tappert for at hæve menigheden i moralsk og religiøs henseende. Som modtræk mod de gudelige forsamlinger som han ikke var nogen ven af begyndte han selv flittigt at holde bibellæsninger hvad han fortsatte med i Middelfart hvor han i øvrigt med særlig iver tog sig af skolevæsenets og kirkesangens forbedring. Samtidig fortsatte og uddybede han sine filosofiske og teologiske studier. 1826 blev han dr. teol. på afhandlingen De recta methodo fidem religiosam construendi, og 1825 var han blevet draget ind i den store Clausen-Grundtvigske kirkestrid; han havde nemlig udgivet Tolv Prædikener som Grundtvig havde kritiseret, hvad der igen fra F.s side affødte et fejdeskrift Fem Breve til Hr. Pastor N. F. S. Grundtvig hvori han søgte nærmere at udvikle sin teologiske helhedsopfattelse. Hans standpunkt er ikke ganske klart, og hans formulering af de enkelte lærepunkter svævende. Han er som teolog en overgangsskikkelse der nok vil bygge på åbenbaringen i skriften, men tillige tilkender fornuften en selvstændig betydning som kilde til religiøs erkendelse. Han ville ikke – som Grundtvig – bryde staven over hele 1700-tallet og betonede både teoretisk og i praksis meget stærkt kristendommens moralske indhold i modsætning til en ensidig hævdelse af troens værdi. Som "skriftteolog" kunne han ikke tiltræde Grundtvigs opfattelse af trosbekendelsen (jfr. hans Har Troesbekjendelsen Eneret til at bestemme, hvad der er sand Christendom og ægte christeligt?, 1827), og som afgjort statskirkemand var han livet igennem uvillig over for lægfolks religiøse virksomhed, især som den ytrede sig i den gudelige forsamlingsbevægelse. I sin teologiske polemik er F. altid den typiske akademiker: han lader sig aldrig henrive til ensidigheder eller forkætrelse af modstanderne, er strengt saglig i sin bevisførelse og urban i sin form. Det var hans håb at trosstridigheder ved en rolig upartisk forhandlingsmåde kunne blive bilagt i "kærlig sindighed". Han var i høj grad moralist og intellektualist og havde åbenbart ikke blik for de irrationelle faktorer der dybest bestemte de forskellige retningers standpunkt.

1830 blev F. sognepræst ved Skt. Knuds kirke og stiftsprovst i Odense. Også her gjorde han sig stærkt gældende, og som den livlige natur han var blev han hurtigt draget ind i byens selskabelige og litterære liv og deltog med iver i arbejdet for mange almennyttige formål. Dette blev i endnu højere grad tilfældet da han 1834 blev biskop over Fyns stift. Han virkede især energisk for at organisere præsteskabet ved at genoplive de gejstlige konventer, for forbedret og udvidet religionsundervisning i nær tilknytning til bibellæsningen og for højnelse af kirkesang og liturgi. Ved sine flittige visitatser søgte han at skaffe sine ideer indgang, og i Fyns guvernør, den senere Christian VIII, havde han en betydningsfuld støtte i sine bestræbelser. Påvirket af Caroline Amalie fik han interesse for asylsagen, stiftede et asyl i Odense og knyttede hertil Elfride Fabers legat. Også stiftets seminarier, stiftsbiblioteket og Fyns litterære selskab søgte ham med aldrig svækket iver at fremme. Trods sin store nidkærhed havde F. dog vanskeligt ved at styre sit stift i de på mange måder gærende tider; hans rastløshed førte ham til at tage sig mere på end han magtede og hans ikke altid lige overvejede forslag førte jævnlig til sammenstød med regeringen. Således pådrog han sig 1838 Frederik VI's alvorlige misbilligelse da han fik en fynsk stænderdeputeret til at foreslå at udvide stænderforsamlingerne med medlemmer valgt af gejstligheden. Hans forsøg på at udarbejde et nyt ritual tillige med en alterbog var, efter J. P. Mynsters opfattelse, "et ganske mislykket Arbejde". Med årene anlagde F. mere og mere Mynsters syn på statskirken: en rummelig ramme med stor samvittighedsfrihed, og han optrådte derfor skarpt over for lægmandsbevægelsernes åndelige snæverhed og ligeså over for baptisterne mod hvilke han 1842 udgav De anabaptistiske Bevægelser i Danmark. Næsten alle hans skrifter efter 1830 er i øvrigt af pædagogisk eller praktisk-teologisk art. Nævnes kan også Forsøg til et Overblik paa Almueskolevæsenet i Danmark, 1832, Udvikling af Bibellæsningens Væsen, 1834 og Katechetik, 1845, om end noget vidtløftige dog klare og velskrevne arbejder, men prægede af en vidtdreven hang til skematisering og en vel stærk abstraktion, og trods al formel klarhed ikke altid tilstrækkelig skarpe i begrebsbestemmelsen.