Nicolaj Hansen, Johannes Nicolaj Hansen, 20.2.1855-25.12..1932, musiker, komponist. Født i Kbh. (Trin.), død sst., begravet på Frbg. (Solbjerg). H. uddannedes i violin af Chr. Schiørring og i klaver, orgel og teori af C. Attrup, studerede desuden hos J. B. C. Dancla i Paris og virkede fra 1872 i forskellige københavnske orkestre, bl.a. hos Balduin Dahl i Tivoli, indtil han 1885 ansattes som musikdirektør ved Folketeatret (fratrådt 1903); 1876-85 var han medlem af Vald. Toftes strygekvartet og optrådte ved adskillige koncerter som solist. Som lærer var han 1894-1915 knyttet til blindeinstituttet og 1924-30 til musikkonservatoriet som lærer i instrumentation. Han har skrevet Suite for orkester, ouverturer og en del mindre orkesterværker (opført i Tivoli), en lang række kompositioner for violin (Stemningsbilleder, Duetter), også af instruktiv art, bl.a. en violinskole (1891, med talrige senere oplag) der må betragtes som hans vigtigste arbejde, desuden sange. For teatret skrev han musik til Andersens Eventyr (Vilh. Østergaard, Casino 26.12.1908), pantomimen En Kærlighedsdrøm, (1912), operetten Daphnis og Chloë (Johs. Marer, Frederiksberg teater 17.10.1905), musik til lystspillet Lette Dragoner (Folketeatret 7.2.1892) og skuespillet Uden Midtpunkt (Folketeatret 29.1. 1887). Særlig kendt blev H. ved sine mange arrangementer for violin, orkestermusik arrangeret for klaver, operamusik i orkesterudtog osv. og vandt med årene stort ry som arrangør og instrumentator.

Familie

Forældre: mel- og grynhandler Christian H. (1827-1915) og Caroline Louise Smidt (1823-1902). Gift 1. gang 31.12.1885 i Kbh. (Johs.) med Jørgine Theodora Marie Jørgensen, født 29.6.1854 i Kbh. (Helligg.), død 28.10. 1923 sst. (gift 1. gang med musiker Carl Emil Harald Erichsen, 1842-1913, ægteskabet opløst, han gift 2. gang med Karen Hansen, 1854-1932), d. af høker Jørgen Nielsen 1. (1820-93) og Elisa Vilhelmine Marie Jørgensen (1824-74). Gift 2. gang 16.11. 1925 i Kbh. (Helligg.) med Oda Amalie Svendsen, født 12.6.1891 i Kbh. (Matth.), død 21.2.1971 sst., d. af arbejdsmand, senere cigarhandler Frederik Ludvig S. (1866-1926) og Mathilde (Thilda) Johansdatter (1861-1948).

Udnævnelser

R. 1905.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Gerh. Lynge: Danske komponister i det 20. årh.s begyndelse, 1917. Nodemanus, i Kgl. bibl. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig