Niels-Jørgen Kaiser, Niels-Jørgen Hermann Kaiser, 12.4.1930-29.9.2001, direktør for Tivoli. Efter at have taget realeksamen blev Niels-Jørgen Kaiser 1950 matematisk student fra Stenhus kostskole. Oprindelig havde han tænkt sig at være journalist, pennen faldt ham let i hånden, og i gymnasietiden havde han sin daglige gang på Holbæk Amts Tidende samtidig med, at han redigerede skolens elevblad Prosit. Men af loyalitet over for forældrene der gerne så, at drengen fik en "ordentlig" uddannelse, tog han til København, meldte sig på Frederiksberg (dengang KFUM) seminarium hvorfra han tog lærereksamen 1952. Et par prosaskitser til Viggo F. Møllers "Vild hvede" blev der tid til undervejs. 1953 ansattes Kaiser ved Gentofte skolevæsen, skabte her skolevæsenets båndcentral og kom gennem dette arbejde i forbindelse med skoleradioen. Allerede 1954 var han medarbejder ved statsradiofoniens børne- og ungdomsudsendelser. Hans første radioudsendelse for børn havde titlen Kan alt, og når man betragter hans karrieres brogede mangfoldighed kan det næsten ikke undgås, at man gør sig sine tanker derved. Endvidere skal nævnes serien Radioens maleklub i samarbejde med Kurt Harald Isenstein. 1.8.1958 blev Niels-Jørgen Kaiser fast ansat som programsekretær ved TVs børne- og ungdomsafdeling og producerede her de følgende år bl.a. serierne Cirkus Buster, Vi unge og debatudsendelserne Focus. 20.2.1962 sendtes det første skole-TV-program (Cæsarernes Rom) efter et stort forberedende og grundlæggende arbejde fra Kaisers side. Ganske særlig skole-TV nød i årene 1962–64 godt af hans pædagogiske indsigt, fantasi, gåpåmod og store arbejdsevne. 1962 og 1964 foretog han med et filmhold rejser til Japan, hvad der resulterede i en række storartede udsendelser (Japan i dag) om dette lands natur, folk og aktuelle problemer. Udsendelsen Det knælende Japan der omhandlede landets religionsproblemer kom senere i bogform. Fra Kaisers skole-TV-tid må også fremhæves en række forfatterportrætter, bl.a. af Martin A. Hansen, H.C. Branner og Tom Kristensen. 1964 blev Niels-Jørgen Kaiser opfordret til at overtage ledelsen af Danmarks radios underholdningsafdeling (UHA-radio).

1959 havde statsradiofonien ændret sit navn til Danmarks radio – og her virkede han, indtil han 1966 søgte og fik stillingen som programchef for underholdningsafdelingen i TV (TV-U). Her forblev han til 1975. I elleve år havde Kaiser således et stort ansvar for underholdning i Danmark, og han var sig dette ansvar bevidst. Fra hans tid som programchef i UHA-radio huskes udsendelser som Mit livs eventyr, Fredagskoncerter og Godnatklubben. Endvidere skal nævnes oprettelsen af Det ny radiodanseorkester (Radioens big band). Med dette og med Danmarks radios underholdningskor gennemførtes 1965 de første musikoptagelser i stereo i DR. Da Niels-Jørgen Kaiser blev chef for TV-U, var en af hans første gerninger at oprette et forfatterkollegium. Der skulle skrives revy af kvalitet. Poul Henningsen var vel nok Kaisers forbillede, og nu skulle forfattere som Knud Poulsen (f. 1920), Benny Andersen, Johannes Møllehave, Paul Hammerich og Niels Barfoed føre den PHske linje videre. Det skete i de satiriske revyprogrammer Hov-hov, senere afløst af Uhauha. I kollegiet fandt afgang og udskiftning sted, og nye navne som Habakuk (Jørgen Hartmann-Petersen), Leif Panduro, Lise Nørgaard og Anders Bodelsen kom til. Alle disse forfattere levede op til Kaisers krav om gode tekster med holdning, mening og idé. Andre nævneværdige produktioner fra Kaisers tid i TV-U er Huset på Christianshavn, Focus, Mit livs eventyr som TV-serie, koncerter med underholdningsorkestret o.a. En populær udsendelse, europæisk Melodi grand prix, måtte i Niels-Jørgen Kaisers tid udgå af programmerne. Han anså den nok for at være af tvivlsom kulturel værdi, og dermed forsvandt den. Det vakte noget postyr, men sådan blev det.

1975 blev Niels-Jørgen Kaiser administrerende direktør for Tivoli hvormed fulgte det økonomiske ansvar. A/S Kjøbenhavns Sommer-Tivoli er en forretning som gerne må give overskud, og de første fem år er da også på dette punkt forløbet særdeles tilfredsstillende. Kaiser markerede sig ved 1978 og 1980 at gennemføre succesrige gæstespil af New York City Ballet, et balletkorps skabt af vor tids betydeligste koreograf George Balanchine. Balletten optrådte i Tivolis koncertsal som det i øvrigt var Kaisers agt at gøre til et sted, hvor enhver form for kunstnerisk udfoldelse er mulig. Kaiser udarbejdede en 10-årig udviklingsplan (indtil 1988) for Georg Carstensens gamle have hvor han dog havde for øje, at ændringer skulle være få og ske langsomt, og hvis man ikke stadig i dette arbejde "står på skuldrene af traditionerne", så ville det gå galt. Kaiser var direktør frem til 1996. Han var endvidere 1992-99 formand for Det kgl. teateres bestyrelse og 1986-91 næstformand for TV 2. 1966 var Kaiser instruktør af musicalen Stop verden, jeg vil af (Tivolis glassal), 1969 redaktør af stoffet til revykomedien Igenboerne (Det ny teater): Han har bl.a. skrevet Henning Koppels verden, 2000 og er forfatter til en del børnebøger, kronikker, tidsskriftartikler m.m.

Niels-Jørgen Kaiser mente selv, at hans karriere havde et ganske naturligt forløb. Man kan sige, at han var så heldig at være til rådighed for de interessante opgaver på de rigtige tidspunkter – og han løste dem så. Ofte foretrak han at gennemføre det umulige fremfor det mulige. Gode råd var sjældent nødvendige. Men selvfølgelig havde nogle mennesker betydning for hans udvikling, farvet hans meninger og vist ham hans veje. Som ung var han stærkt påvirket af H.C. Branners humanistiske livssyn og af Martin A. Hansens litteratur og filosofi. Den initiativrige radio- og TV-pioner Jens Fr. Lawaetz overbeviste ham om, at han skulle opgive skolen til fordel for TV-arbejdet, og samarbejdet med kunstnere som Poul Reumert, Poul Henningsen, Victor Borge og George Balanchine – et samarbejde som tit udviklede sig til venskab – lærte ham vel nok meget om den ansvarsbevidste kunstners forhold til sit arbejde. Niels-Jørgen Kaiser krævede en professionel indsats af andre. Han ydede den altid selv.

Medlem af bestyrelsen for Laterna Film A/S, Kastrup og Holmegaards Glasværker A/S, Sjællands symfoniorkester. Formand for Københavns City Center forening og for Københavns turistforening. Tildelt Den Berlingske Fonds hæderspris 1994.

Familie

Niels-Jørgen Kaiser blev født i Holbæk (Holbæk sogn). Forældre: montør Franz Kaiser (1899-1981) og kontorassistent Else Christensen (1902-88). Gift 21.4.1956 i Helleruplund kirke med cand.pæd. Kirsten Lauritzen, født 19.5.1933 i København (Garn.), d. af skoledirektør Martin Lauritzen (1906-86) og Else Bakke (født 1906).

Udnævnelser

R. 1975. K.

Ikonografi

Tegn. af Paul Holck udst. 1971. Foto.

Kommentarer (2)

skrev Annette Blichmann

Det var ikke i 1966, men 1964, at Niels Jørgen Kaiser var instruktør på Anthony Newley & Leslie Bricusse-musical'en "Stop Verden, Jeg Vil A' ", med Buster Larsen og Lily Broberg i hovedrollerne som 'Lillemand' og 'Evie'. De to eneste andre roller, 'Jane' og 'Susan', blev spillet af hhv. Sonja Bjarne (Jensen) og mig, Annette Blichmann (som kun 17-årig). Fire små drenge (Niels Hemmingsen, Bent Willems, Kurt Kertel, Robert Egebjerg Andreasen) alternerede som sønnen. Derudover 7 kvindelige sangere/dansere i koret. Med-instruktør og koreograf: Niels Bjørn Larsen. Kapelmester: Ib Glindemann, som til forestillingen sammensatte orkestret, han bagefter videreførte som Radioens Danseorkester, nu DR Big Band. Blandt musikerne var Jesper Thilo, Allan Botschinsky, Bent Jædig, Palle Bolvig og Ole Kurt Jensen. Kostumer: Tivolis Erik Spjæt Christensen. Dekoration: Jørgen Kragh Pedersen.
Forestillingen er også omtalt i Svend Kragh-Jacobsens Teater Årbogen 1964-65, 10. årgang, s. 268-269.
Desuden instruerede Niels Jørgen Kaiser de første tre el. fire episoder af serien med hovedtitlen "Vi mødes i børneværelset", DR TV For de mindste, i årene 1957 - 1959, medvirkende: Skuespiller Tove Wallenstrøm med døtrene Tine (kun med i den første), Annette og Christa Blichmann. Musik og akkompagnement: Henrik Blichmann. Tekster: Hhv. Poul Christoffersen, Bent Friis Alsinger og Sven Buemann.

svarede Ida Elisabeth Mørch

Tak for din kommentar. Dansk Biografisk Leksikon opdateres endnu ikke. Vi lader din kommentar stå til almindelig orientering.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig