Niels (munk)

Niels, levede ca. 1480, broder i Sorø, i indledningsdigtet til den plattyske oversættelse af den gammeldanske rimkrønike nævnt som dennes forfatter (Broder Nigels to Sore). Hermed stemmer de oplysninger som Jacob Langebek (1749) giver i sin jubeltale over Christian I hvor han efter et håndskrift af historikeren Claus Lyschanders De Scriptoribus Danicis nævner "N. af cisterciensernes orden, munk i Sorø" som en i gudelige og verdslige skrifter kyndig mand, sit århundredes berømteste danske digter og historiker, en utrættelig efterforsker af gamle sager, forfatter af et på det fædrene mål skrevet elegant og fint digt om rækken af danske konger fra Dan til kong Hans (hvortil dog er at bemærke at Lyschander selv har tillagt denne Sorømunk navnet Olaus; således i alle til nutiden bevarede afskrifter af hans litteraturleksikon såvel som i forfatterlisten i hans Danske Kongers Slectebog, 1622: Olaus Sorensis). De linjer i den plattyske oversættelses indledningsdigt hvor broder N. i Sorø nævnes modsvares i den danske rimkrønikes indledningsdigt (kun opbevaret i nogle optegnelser af franciskanermunken Petrus Olai) af det ubestemte udtryk: en broder i Soer. Sandsynligvis senere tilføjede er digtets slutningslinjer der henfører rimkrøniken (og broder N.) til den tid da Oluf Mortensen (Baden) var biskop i Roskilde (død 1485) og Peder (Benedictsen) abbed i Sorø (1467-76).

Efter sprogformen kan rimkrønikens forfatter henføres til Sjælland; forskellige følelsesbestemte udtryk vidner om at han hører til i Sorø kloster. Sproglige og metriske forhold tyder på at rimkrøniken i sin tid har været afsluttet med linjerne om kong Christian Is besøg hos paven 1474 (senere gøres tildigtninger om prins Hans' trolovelse 1477 og derefter om hans bryllup 1478 og kongens død 1481). Med et tilføjet indledningsdigt er dette værk tilegnet kong Christian 1. 1495 blev det – "vel overset og rettet" – trykt på Gotfred af Ghemens presse, efter den almindelige antagelse som den ældste danske, i Danmark trykte bog. Når traditionen har knyttet rimkrøniken til broder N. i Sorø må man sandsynligvis have opfattet ham som forfatter af værket som helhed. Imidlertid kan det ikke omtvistes at krøniken rummer betydelig uensartethed; men det er tvivlsomt om denne skal tydes som fremkaldt af skiften i stoffets art og rimerens oplagthed eller som vidnesbyrd om tilstedeværelsen af en række forfattere (Sorømunke fra tiden ca. 1450– 75). Det fra forskellige kilder (især Thomas Gheysmers Saxo-udtog og Sjællandske Krønike) hentede stof er fremlagt i monologisk jeg-form, idet hver konge fortæller om sin regeringstid. Gennemgående er versene velformede, til dels i ægte poetisk form. Stilistisk afviger krøniken fra de mere fremmedprægede middelalderdigtninge som de oversatte rimede ridderromaner (Eufemiaviserne) og står med et mere hjemligt og folkeligt præg, med nogen tilslutning til folkevisen og den mundtlige eventyrfortælling. I trykt form blev den en yndet folkebog, "Folkets aldrig afløste, mindre erstattede, Liv-Bog i Fædrenelandets Krønike" (Grundtvig).