Niels Aage Nielsen, Niels Aage Anton Nielsen, 25.6.1913-16.1.1986, filolog. Niels Aage Nielsen blev student 1933 (Marselisborg) og cand.mag. 1942. Han deltog aktivt i modstandskampen (jf. hans bog Mellem jyske modstandsfolk, 1980) og blev 1945 undervisningsassistent ved Århus universitet, 1946 institutassistent og 1949 universitetsadjunkt, 1953-61 bibliotekar ved Statsbiblioteket i Århus og 1961-66 førstebibliotekar og professor i nordisk sprog ved Odense univ. 1966 og derefter ved Århus univ. 1972. 1953-73 deltog han i redaktionen af Jysk ordbog, var i en årrække medudgiver af og bidragyder til Sprog og kultur og i to perioder medlem af Dansk sprognævn.

Niels Aage Nielsen beskæftigede sig i sin universitetsundervisning med et vidt spektrum af sproglige emner. I hans skriftlige produktion er ordforskningen, runologien og jysk dialektologi fremherskende. Hans hovedværk er den vigtige Dansk etymologisk ordbog, 1966 (og senere rev. udg.); han var også medarbejder ved Norsk-dansk ordbog, 1955. Af runologiske værker som rummer nye synsvinkler og flere nytolkninger kan nævnes Runestudier, 1968, Runerne på Rökstenen, 1969 og Danske runeindskrifter, 1983. I 1959 udsendte han bogen De jyske dialekter, og han udgav Dansk dialektantologi I–II, 1978-80. Han var i mange år Peter Skautrups medarbejder ved sproghistorien, og i de senere år manifesterede hans flid sig i flere udgivelser fra nord. institut ved Århus univ., fx Karl Verners breve 1872-82 og Sprogrenseren H.C. Ørsted I-II, begge 1981.

Familie

Niels Aage Nielsen blev født i Vejle (Nikolaj). Forældre: tømrermester Niels Nielsen (1883-1962) og Ella Kirstine Rasmussen (1892-1979). Gift 6.8.1944 i Askov kirke med Karen Margrethe Petersen, født 25.3.1915 i Århus, datter af revisor Charles Georg Petersen (1884-1958) og Kirstine Marie Nielsen (1885-1946).

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig