Niels Bild, d. 1.6.1540, til Ravnholt, rigsråd. Død på Ravnholt, begravet i Herrested k. B. blev af prins Christian (II) 1506 indsat som lensmand på Bahus hvor han deltog i kampene med svenskerne og lybækkerne og bl.a. 1507 erobrede et skib fra Rostock med gods tilhørende borgerne i Lodose. Bisp Karl af Hamar sad fængslet på Bahus i hans tid. 1514–17 var han lensmand på Nyborg. 1523 forekommer han første gang som rigsråd og er rimeligvis udnævnt ved den store udvidelse af rådet som Frederik I foretog s.å. 1534 var han medforsegler af den fynske adels hyldingsbrev til Christian II. – B. samlede slægtsgården Ravnholt i Herrested sogn ved at udkøbe de øvrige parthavere. Han var forlenet med Herrested birk som han 1531 fik i pant; ved hans død overgik det til enken.

Familie

Forældre: Jep B. til Ravnholt og Kirsten Johansdatter Skinkel. Gift Beate Eggertsdatter Ulfeldt, død 27.3.1555 på Nyborg slot, d. af Eggert Andersen U. til Kragerup (død ca. 1505) og Karine Pedersdatter. – Far til Evert B. og Peder B.

Ikonografi

Ligsten med figur (Herrested k.).

Bibliografi

Aktstykker til Nordens hist. i grevefejdens tid II, udg.

C. Paludan-Müller, 1853 33. – Danm.s adels årbog V, 1888 70; VIII, 1891 485. C. F. Allen: De tre nordiske rigers hist. I, 1864 448 452. C. T. Engelstoft i Hist. t. 4.r.IV, 1873–74 426 435.

Kommentarer (1)

skrev Rasmus Agertoft

Niels Bilds gravsten findes ganske rigtigt i Herredsted Kirke, men det er ikke en figursten. Det er derimod en våbensten med våbenskjolde for Niels Bild og hans hustru, hvis slægt interessant nok kun kan læses ud af dette våben og ikke hendes navn.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig