Niels Emanuel de Thygeson

Niels Emanuel de Thygeson, 19.4.1772-16.5.1860, stiftamtmand. Født på Mattrup, død i Kilchberg ved Zürich, begravet sst. de T. blev student 1792, og efter at have taget juridisk embedseksamen 1797 udnævntes han 1799 til vicelandsdommer på Sjælland og Møn. Fra denne stilling drog han 1802 til Norge som amtmand over Hedemarkens amt, og hele hans manddomsgerning blev øvet i Norge. 1804–09 var han stiftamtmand i Kristiansand, og 1813–14 beklædte han det vigtige embede som stiftamtmand over Akershus stift. I disse forskellige stillinger lagde han under vanskelige forhold stor nidkærhed for dagen, og han kom i det bedste forhold til den norske befolkning. Under krigen med England 1807–14 blev hans hovedopgave at sørge for de livsvigtige korntilførsler fra Jylland, og han foretog selv flere gange den farefulde rejse over Kattegat for at opkøbe korn og planlægge afsendelserne. Da han i året 1813 kom til Kristiania (Oslo) blev han straks det naturlige midtpunkt i selskabslivet i Norges hovedstad, og gennem sit ægteskab underbyggede han denne stilling. Også politisk kom han til at spille en vis rolle. Han stod den nye statholder prins Christian Frederik (senere Chr. VIII) meget nær, og i de kritiske dage omkring Kieltraktatens afslutning udfoldede han en livlig politisk virksomhed. Sammen med biskop F. Bech og Carsten Anker agiterede han stærkt for, at statholderen skulle overtage den norske kongetrone, idet han gjorde gældende at Frederik VI kun kunne frasige sig den norske trone for sig selv og ikke for sin slægt. Kongeloven og suverænitetsakten var fortsat gældende for Norge, og prinsen lovlig tronarving. Mens prins Christian Frederik rejste til Trondhjem, overtog de T. regeringsforretningerne i Kristiania, og i febr. 1814 mødtes han på ny med prinsen på Eidsvoll. Han deltog dog ikke i det kendte notabelmøde på Eidsvoll 16.2., hvor hans opfattelse blev underkendt, idet det lykkedes de tilstedeværende norske notabler at overtale prinsen til at modtage den norske krone af folkets hånd og at indkalde en grundlovgivende rigsforsamling senere på året. Norges selvstændighedserklæring modnede hans planer om at forlade Norge, og efter at have afslået et tilbud om at drage som overordentligt sendebud til Frederik VI for at underrette ham om sagernes udvikling, forlod de T. Norge for at hellige sig sine interesser som dansk storgodsejer. Af en farbror havde han 1812 erhvervet godset Bygholm ved Horsens, og da faderen var død overtog han ligeledes Mattrup med underliggende gods, således at den samlede ejendom beløb sig til mere end 2000 tdr. hartkorn. Men de T. var ikke heldig som godsejer. De vanskelige tider i 1820erne tvang ham til at optage lån i ejendommene, og da kreditorerne følte at de ikke havde sikkerhed i pantet, gennemtvang de en auktion 1829. de T.s eneste søn og arving købte det egentlige stamgods Mattrup, mens de øvrige ejendomme kom på fremmede hænder. Efter denne økonomiske fallit drog de T. tilbage til Norge og bosatte sig på gården Skøjen i Østre Åker som han havde arvet efter svigerfaderen. Han boede her i flere år, men i længden kunne han ikke holde sig i ro, og efter 1841 at have solgt gården drog han udenlands og levede sine sidste år i forskellige europæiske hovedstæder.