Niels Friis, d. 1508, biskop. F. var af Skaktavl-frisernes slægt og hjemmehørende i Thy, Børglum stift. Mens han studerede i udlandet fik han i den tid indtægten af forskellige kirkelige embeder; 1482 blev han immatrikuleret ved universitetet i Greifswald, 1486 står han indskrevet i Kölns matrikel som magister og med jura som studiefag. Efter sin hjemkomst tjente han i kancelliet, og ved kongens indflydelse fik han i foråret 1498 ved Hans v. Haghens død løfte på ærkedegnedømmet i Ribe kapitel, men samme sommer døde biskop Niels Glob i Viborg, og kapitlet valgte F. til hans efterfølger. I Rom havde kurien imidlertid en anden kandidat, Laurids Vesteni der dog her som ved flere lejligheder blev taberen – måske på grund af sine svenske forbindelser. Det lykkedes kong Hans at få kardinal Leander til at ombestemme sig til fordel for F., endnu 8.3.1499 kaldes han electus, men få måneder senere er han indsat som biskop. F. synes at have haft forstand på økonomi, han betalte straks sine servispenge fuldt ud, og han arbejdede ivrigt for at konsolidere og forøge bispestolens gods. Udover det gejstlige gods havde F. betydelige verdslige, administrative forpligtelser. Han var forlenet med de to herreder på Mors, desuden Fjends Slet og Helium herreder samt Vor Frue kloster i Ålborg. I øvrigt blev han brugt i kongens og rigets ærinder og deltog som medlem af rigsrådet i en række vigtige møder og forhandlinger. Han døde i sommeren 1508; hans efterfølger Erik Kaas omtales som electus i nov. og får pavelig udnævnelse 31.1.1509.

Familie

Forældre: Peder F. til Irup (død 1483) og Kirsten Nielsdatter (Banner) (død tidligst 1488). – Bror til Jep F. (død 1547).

Bibliografi

Diplomatarium Vibergense, udg. A. Heise, 1879. Acta pontificum Danica, udg. Alfr. Krarup og Johs. Lindbæk IV-VH, 1910-43. Missiver fra Chr. Is og Hans's tid, udg. Will. Christensen I–II, 1912-14. Repertorium diplomaticum V-IX, 1933-38. – Will. Christensen: Dansk statsforvaltn., 1903 (reproudg. 1974) 109 202 285f. Johs. Lindbæk: Pavernes forhold til Danm., 1907.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig