Niels K. Hermansen, Niels Kristian Hermansen, 7.2.1922-7.7.1990, professor i skovbrug, direktør. Niels K. Hermansen tog studentereksamen i Sorø 1942, blev forstkandidat 1949. Efter militærtjenesten blev han ansat ved statsskovbruget som forstfuldmægtig og forestod omordningen af regnskabet til moderne hulkortregnskab. Da Howard Grøn 1952 søgte orlov fra sin lærergerning ved landbohøjskolen blev Niels K. Hermansen udpeget til konstitueret professor i hans fag: skovøkonomi, skovpolitik og skovhistorie. Efter to år overtog han professoratet som han besad til 1974, dog med orlov 1971–73 hvor han var leder af den af norsk udviklingshjælp oprettede skovbrugsafdeling ved Makerere universitetet i Uganda. 1974 udnævntes han til direktør i det nyoprettede direktorat for videregående undervisning under undervisningsministeriet. Denne stilling beklædte han til 1986.

Det var Niels K. Hermansens dygtighed og flid der var baggrund for konstitutionen 1952. Disse egenskaber var kombineret med overblik, og dette medførte at han fik mange tillidsposter såvel ved landbohøjskolen som inden for skovbruget, og dermed indflydelse. Af hans betydelige forstlige forfatterskab skal nævnes hans duplikerede lærebøger i skovpolitik 1963 og i skovøkonomi 1964. Nedennævnte større artikler giver indtryk af hvilke spørgsmål der især optog ham: Omdriftsbestemmehens dynamik, 1953, Økonomiske betragtninger vedrørende træartsvalget, 1955, Fra Bregentveds egeskove – skovøkonomiske betragtninger, 1956, Målsætningsproblemer i skovbruget, 1961, Fremgangsmåder ved beregning af venteværdier, 1963, Dansk privatskovbrugs økonomi gennem to årtier, 1968 og Fremtidens skovpolitik, 1970, alle publiceret i Dansk skovforenings tidsskrift af hvis redaktion han var medlem 1955–73. Af afhandlinger med originalt videnskabeligt indhold skal også nævnes: Die Verteilung der Anteile im Waldwirtschaftgenossenschaften, Landbohøjskolens årsskrift 1954, samt kapitler i bøgerne Möglichkeiten optimaler Betriebsgestaltung in der Forstwirtschaft, München 1968, og Readings in forest economics, Oslo 1969. Men det skal tilføjes at Niels K. Hermansen også lagde vægt på at skrive dagbladskronikker samt korte artikler i tidsskrifter, såvel danske som udenlandske, og han skabte herved forståelse og interesse for skovøkonomiske og skovpolitiske spørgsmål og for anvendelse af edb i undervisning og forskning.

Niels K. Hermansen var initiativtager til og særdeles virksom ved den nyordning af skovbrugsstudiet der trådte i kraft 1971 og som var indledning til nye studieordninger for de fleste af landbohøjskolens uddannelser. Blandt hans tillidshverv skal anføres: sekretær for landbohøjskolens undervisningsråd 1955–60, efor for veterinær- og landbohøjskole kollegiet 1957–71, prorektor 1964–66, medlem af bestyrelserne for Dansk skovforening 1954–74, Jagt- og skovbrugsmuseet 1954–74, Skovhistorisk selskab 1954–72, Statens tekniskvidenskabelige fond 1967–70, Akademiet for de tekniske videnskaber fra 1961, censor ved Handelshøjskolen fra 1963, formand for sektionen for skovøkonomi i den Internationale union af forstlige forsøgsstationer 1961–71, formand for bestyrelsen for Ungdommens uddannelsesfond 1968–70, for undervisningsministeriets udvalg vedr. udbygningen af edbkapaciteten for forskning og undervisning 1968–71, medlem af Statens samfundsvidenskabelige forskningsråd 1968–70, af direktionen for Sorø akademi fra 1971 og af bestyrelsen for Niels Bohr arkivet fra 1985. Æresmedlem af det finske skovselskab 1969, æresdoktor ved det agroforstvidenskabelige fakultet i Helsingfors 1977.

Familie

Niels K. Hermansen blev født i Skodborg.

Forældre: førstelærer Kristen Møller H. (1890–1969) og lærer Anna Mary Jensen (1889–1969). Gift 16.8.1947 i Frbg. k. med Cecil Oxenvad, født 18.8.1924 på Frbg., død 1984, d. af kgl. kapelmusikus Aage O. (1884– 1944) og Gudrun Møller (1886–1972). Ægteskabet ophørt 1978.

Udnævnelser

R. 1959. R.1 1968.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig