Niels L. Sjørman, Niels Lauritzen Sjørman (døbt Schönemann), 8.11.1880-25.5.1957, direktør for Skandinavia. Født i Vilstrup, Haderslev amt, død i Hellerup, begravet Mariebjerg kgd. S. fik sin første kontoruddannelse på Fuglsangs Bryggeri og Maltfabrik efter at han 1896 havde taget afgangseksamen fra Haderslev seminarieskole. 1898 blev han flyttet til Fuglsangs Bryggeri i Husum i Holsten for 1900 at komme til København hvor han blev ansat i det året før stiftede forsikringsselskab Skandinavia. Her avancerede han til prokurist 1915 for tre år senere at blive underdirektør og 1931 direktør. S.s speciale var brandreassurance, men efterhånden som Skandinavia udvidede sin virksomhed og S.s charge steg fik han også andre forsikringsområder under sin ledelse ligesom selskabets regnskabsvæsen sorterede under ham. Han havde et snævert samarbejde med W. Witzke, og efter dennes død 1935 blev han formand for Skandinavias direktion, en post han beklædte frem til 1949. S. udviste ikke samme fantasi og vidsyn som sin forgænger, var ikke i samme omfang som denne kendt i en større kreds. S. arbejdede mere på de indre linjer i forsikringskoncernen og forstod at konsolidere foretagendet, en politik der ikke mindst var vigtig i en tid præget af krise og krig. Ud over at sidde i bestyrelsen, ofte som formand, for en række af de forsikringsselskaber der var knyttet til Skandinaviakoncernen deltog S. dog også i det faglige, mere udadvendte arbejde inden for forsikringsbranchen. Især må hans virke som medlem af Assurandør societetets komité 1936–49 fremhæves. Efter sin afgang som direktør for Skandinavia blev S. formand for selskabets bestyrelse ligesom han også på andre felter var aktiv inden for forsikringsbranchen lige til sin død.

Familie

Forældre: arbejdsmand Niels Christian Schönemann (født 1850) og Hansine Marie Cathrine Lykke (født 1857). -5.4.1905 med Karoline Jensen, født 15.10.1886 i Kbh., død 22.11.1951 sst. (Sion), d. af tegner Charles Ludvig Johan Georg J. (1852–1923) og Anna Alvilda Olivia Andersen (1856–1932).

Udnævnelser

R. 1948.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

[K..] R[ostock]-J[ensen] i Assurandøren LXII, 1957 415. Dansk forsikringstid. LXIV, s.å. 284. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig