Niels Lergaard, Niels Christian Lergaard-Nielsen, 10.2.1893-27.7.1982, maler. Født i Vorup ved Randers, død i Herlev, begravet sst. L. stod i lære hos malermester Jeppesen i Randers, dimitteredes til kunstakademiet fra Teknisk skole og fulgte akademiets forberedelsesklasse fra oktober 1917 til foråret 1920. Allerede før første verdenskrig gik L. på valsen rundt omkring i Europa, blev overrasket af krigsudbruddet 1914 i Østrig og vendte hjem til Danmark. Senere emigrerede han til Norge hvor han begyndte at male. 1929 foretog han en studierejse til Amsterdam og Paris som han besøgte igen 1937. – L. benævnes undertiden som en af 30ernes mørkemalere, hvis stærkt romantisk farvede billedsprog blev den danske udgave af ekspressionismen. Sammen med Erik Hoppe og Jens Søndergaard står han som repræsentant for en voldsomt virkende naturlyrik. Siden han i slutningen af tyverne slog sig ned på Bornholm har denne øs klippenatur aldrig sluppet ham, meget ofte har hans motivudformning været koncentreret om den enkle og monumentale billedopbygning, behersket af store farveflader hvor samspillet mellem hav og kyst har været det bærende motiv. Som elev af P. Rostrup Bøyesen på kunstakademiet lærte han den strenge komposition i tidlig kinesisk og indisk kunst at kende, noget der i hans tilfælde kunne forløse hans stærkt impressionistisk orienterede gemyt og dreje det over i en abstraherende retning hvor naturen som udgangspunkt aldrig blev forladt. 1956–64 var L. professor ved kunstakademiet, 1959–64 dekan for dets billedskoler. 1975 blev han æresmedlem af akademiet. L. har udstillet på Kunstnernes efterårsudstilling siden 1920, som gæst på Grønningen 1929 og som medlem siden 1931. Han var medlem af Corner fra 1971 og har udstillet flere steder i Skandinavien samt i de fleste europæiske hovedstæder. Han har udsmykket Esbjerg statsskoles aula og festsalen i Haderslev statsseminarium 1954–55 samt udført mosaikker i Frederiksborg statsskole og Det danske centralbibliotek i Flensborg 1963–64. Repræsenteret på Statens museum for kunst samt de fleste provinsmuseer. – L. fik Eckersbergmedaljen 1937, Thorvaldsenmedaljen 1965.

Familie

Forældre: gendarmkorporal, husmand Hans Henrik Nielsen (1865–95) og Ane Marie Elvine Christensen (1867–1966). Gift 21.9.1922 i Kbh. med Kristofa Nielsdatter Tuftene, født 3.12.1898 i Ryfylke, Norge, d. af gårdbruger Niels T. og Kristine T.

Ikonografi

Malede selvportr. bl.a. 1923 og 1971. Mal. af Jens Søndergaard, 1932 (St. mus.) og 1948–49. Radering af Anna Klindt Sørensen. Tre tegn. af H. Lollesgaard, 1963 (Kgl. bibl.). Buste af jern af Helge Holmskov, 1967, og udst. 1975. Foto.

Bibliografi

N. L. Et udvalg af billeder m. tekst af Paul la Cour, 1938 = Vor tids kunst XXVI. – Interviews i Politiken 8.2.1943 og Berl. tid. 23.1.1944. – Poul Vad: Billedet, væggen og rummet, 1968. Emil Gregersen m.fl. i N. L. Kat. til udstill. i kunstbygningen, Århus, 1978.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig