Niels Møller, Niels Christian Martin Møller, 27.5.1918-13.8.2008, sanginspektør, domkantor. Efter studentereksamen (Østre Borgerdyd 1936) kastede Niels Møller sig over studier både ved Det kgl. danske musikkonservatorium og Københavns universitets musikvidenskabelige institut, resulterende i en organisteksamen (1939) og en magisterkonferens (1944). Disse uddannelser supplerede han med studieophold i Basel, Beuron, Wien og Salzburg (1948) ligesom han 1952 gennemgik dirigentklassen ved Det kgl. danske musikkonservatorium.

Allerede i studietiden ansattes Niels Møller som lærer ved Københavns kommunale sangskole Sankt Annæ gymnasium – den institution som er hjemstedet for Københavns drengekor, og som spillede en central rolle i Niels Møllers kunstneriske karriere. Han blev korets vicedirigent 1946, samme år som han ansattes som korleder ved Christiansborg slotskirke. Som Mogens Wöldikes loyale og ihærdige støtte foregik Niels Møllers indsats for drengekoret de første år mest uden for offentlighedens søgelys. 1946 udnævntes han officielt til korets vicedirigent, og 1965-84 var han som sanginspektør og sanglig leder hovedansvarlig for den musikalske standard. Dirigentbyrderne delte han dog med Woldike helt frem til dennes afskedskoncert maj 1979. I smuk samdrægtighed hægede de to dirigenter om korets kunstneriske og vokale standard ligesom de ddelte ansvaret for markante begivenheder i korets historie, eksempelvis kirkemusikaften nr. 500 i Københavns domkirke (1972) eller grammofonindspilningen af korets traditionelle Julevesper som fandt sted 1971 med Niels Møller som dirigent og Wöldike ved orglet.

Blandt de storværker som Niels Møller ledede med Københavns drengekor er Haydns Skabelsen, Faurés Requiem, Beethovens C-dur messe og de regelmæssigt tilbagevendende opførelser af Bachs Juleoratorium i samarbejde med Sjællands symfoniorkester. Sideløbende med denne betydelige indsats havde andre kor og orkestre også glæde af Niels Møllers pædagogiske evner og kunstneriske indsigt. Så tidligt som 1942 stod han for en komplet koncertopførelse af Purcells Dido og Aeneas med Studentermusikforeningen og Studenterkoret, det kor som siden blev til Københavns universitets kor af musikstuderende (MUKO) som han stiftede 1946 og som lærer i korsang og kordirektion ledede til 1964. Niels Møller var leder af Unge akademikeres kor 1964-72. Det var med dette kor han markerede sin 50-års dag ved en smuk opførelse i Tivolis koncertsal af Brahms' Ein deutsches Requiem. Niels Møller var tillige været korleder ved Danmarks Radio 1957-72 og havde 1962-83 haft titel af domkantor.

Niels Møllers kunstneriske virke findes fastholdt på en række grammofonplader og hans pædagogiske erfaringer bl.a. udmøntet i en bog om kordirektion Korledelse, 1958. Han udgav desuden Sang fra bladet, (s.m. Povl Fledelius) 1955, og Korsange til kirkeåret, (s.m. Mogens Wöldike) 1965. Han tildeltes Dansk kapelmesterforenings hæderspris 1984.

Familie

Niels Møller blev født i København (Helligånds).

Forældre: overretsassessor, senere højesteretsdommer Lars Martin Julius M. (1868-1952) og mag.art. Else Marie Bloch (1889-1980). Gift 22. 9.1948 i Kbh. med lektor Bente Randbo, født 20.4.1924 i Kbh. (Trin.), d. af direktør Bengt Julius Svane R. (1894-1966) og Sigrid Holm Jensen (1894-1982).

Udnævnelser

R. 1980.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Berl. tid. 24.7.1977. – Søren Sørensen: Kbh.s drengekor gennem 50 år, 1974.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig