Niels Simon Bache

Niels Simon Bache, Niels Simonsen Bache, 1748-17.4.1795, gartner. Født i Knudstrup, Granslev sg., døbt 17.5. i Granslev, død på Charlottenlund, begravet i Gentofte. B. blev uddannet som gartner på Bistrup 1765–70. Fra 1771–73 opholdt han sig i Holland, 1773–76 i England hvor han arbejdede i haveanlæggene ved Sion House og hos Lord Holdener i Middlesex. Efter et år i Frankrig vendte han hjem til Danmark hvor han anlagde haven ved Søbygård 1778. Året efter anlagde han haven ved Moesgård. Fra 1.4.1780 til 22.4.1793 var han gartner ved den kgl. botaniske have ved Charlottenborg i Kbh., 23.4.1793 gartner ved Fr.borg slotshave i Hillerød, og fra 23.4.1794 til sin død gartner og slotsforvalter ved Charlottenlund slot. B. har skrevet en række mindre afhandlinger som på landhusholdningsselskabets foranledning blev trykt i almanakker. Mest kendt er hans skrifter 1788–89 om forholdene i Botanisk have som var blevet angrebet af N. D. Riegels og N. Tønder Lund.

Familie

Forældre: gadehusmand Simon Sørensen. Gift 1. gang 11.7.1780 i Kbh. (Garn.) med Sophie Amalie Brandt, døbt 10.4.1758 i Mårslet, begr. 8.5.1787 i Kbh. (Nic), d. af sognepræst Christian Frederik B. (1721–97) og Ingeborg Fæster (1735–98). Gift 2. gang 11.2.1788 i Kbh. (Garn.) med sin første hustrus søster Annike (Anna) Marie B., døbt 22.3.1762 i Mårslet, død 5.7.1839 på Charlottenlund (gift 2. gang 1795 med gartner og slotsforvalter på Charlottenlund slot Martin Baastrup, 1760–1842).

Bibliografi

Physicalsk bibl. for Danm. og Norge V, 1795 206–210.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig