Niels Skovgaard

Niels Skovgaard, Niels Kristian Skovgaard, 2.11.1858-3.2.1938, maler, billedhugger. Født i Kbh. (Vartov), død i Lyngby, begravet sst. (Sorgenfri kgd.). S.s barndom og kunstneriske uddannelse falder nøje sammen med broderen Joakims. 1874 optoges han på kunstakademiet, og efter at have gennemgået dets skoler indstillede han sig til afgangsprøven i jan. kvartal 1879, men fuldførte den ikke. Han debuterede på Charlottenborg forårsudstilling 1880 med Hollandsk Skovparti med en Sludevogn (Den Hirschsprungske samling). S.å. foretog han sin første rejse der gik til Skotland og London. I modsætning til broderen stillede han sig skeptisk over for den nye franske kunst. En ny rejse sammen med Malthe Engelsted over Holland, Belgien til Paris 1883 omstemte ham delvis, men han følte sig nok så stærkt tiltrukket af Holland hvor et besøg i Scheveningen skal have givet ham ideen til at søge til Vesterhavet for at male. S.s tidligste landskaber var ualmindelig lovende i malerisk henseende og besad i behandlingen af lys og luft en følsomt stemt kolorit. Hans ungdoms hovedværker er En Træskomager i en Ellemose. November. Motivet fra Halland, 1881 som akademiet gav Sødrings præmie på udstillingen 1882 og Hedelandskab fra Halland. Skyfuld Septemberdag, 1883 (Nasjonalgalleriet i Oslo). Hele sit liv fortsatte han med stor flid dette naturalistiske landskabsmaleri, hvortil han vekselvis søgte sine motiver i Halland, Norge og Danmark, men han nærede aversion mod alt hvad der for ham stod som tilfældige maleriske virkninger, og side om side med det umiddelbare maleri over for naturen førtes hans kunst ind på baner der afslørede en ejendommelig originalitet i hans begavelse og en høj kunstnerisk moral i hans arbejdsmåde.

Inden for den nyromantiske eller symbolistiske strømning ved århundredets slutning står dansk kunst med stor selvstændighed. Den begynder hos os med det Bindesbøllske pottemageri hos Wallmann i Utterslev, ɔ: på helt hjemlig grund, endnu før impulserne sydfra har vist sig, og før begrebet symbolisme i det hele taget er opstået. S. tog fat på keramikken efteråret 1884 og fik straks resultater der vakte opsigt i hans kreds. "Det var jo som et betagende rigt og skønt Blomsterflor, der paa en Foraarsdag pludselig skød frem fra en fattig Jord, hvor sligt aldrig før var set og ikke var i Vente" (Karl Madsen). Han viste et "dekorativt Geni, et af de store og sjældne" i ornamentale arbejder som ørnebreg-nestagerne der hviler på plantestudier, men hovedværkerne er figurlige fremstillinger som sirenefadet og fadet med Ødipus og sfinxen (begge 1885 og i Kunstindustrimuseet). Hertil slutter sig hans første billedhuggerarbejde, det polykrome relief af Aage og Else, 1887 (kunstmuseet), den smukkeste folkeviseskildring, vi har, ikke overfløjet af broderens senere fremstillinger.

Skønt S. ikke regnes med i og heller ikke hører til den symbolisme der i 90erne indføres med J. F. Willumsen, var han dog åndsbeslægtet. Oplevelserne kunne slå ind og fortætte sig, og de lod ham da ikke i ro, før de blev til en idé og udskilte sig af hans fantasi i form af et kunstværk – før de nåede en skikkelse der for ham var "det fuldkomne". Denne syntetiske evne springer fuldt udviklet frem i hans keramik og finder sit klareste udtryk i hans skulpturer. I hans maleri hvor han aldrig frigør sig fra det naturalistiske, sætter den motiver som han gennem lange åremål forfølger i serier af studier og mere eller mindre afsluttede billeder, og den bliver i højere grad den samlende linje i hans produktion end det naturalistisk formede maleri, i alt fald den der forbinder de forskellige områder han efterhånden bevægede sig over. Det tidligste eksempel er Vesterhavsbrændingen som han begyndte at beskæftige sig med 1884, tog op 1885, 1888 (ce Hav. Graavejr; ce Hav. Solskin, fuldført 1892), 1894 (kunstmuseet) og gav en endelig, monumental form 1904.

Sammen med K. Zahrtmann og Malthe Engelsted drog S. efteråret 1888 på en rejse over Italien til Grækenland hvor han slog sig ned i Athen og det nærliggende Megara og besøgte Olympia. I Athens akropolismuseum malede han studier af de arkaiske kvindefigurer (glyptoteket). Olympiaskulpturerne gjorde stærkt indtryk på ham, han fik ideen til en ny rekonstruktion af figurerne fra templets vestgavl, og i Megara oplevede han kvindernes kædedans "Trata" som han gav sig til at male. Hans interesse for Grækenland fik dybere rod end broderens, fordi han så den folkelige forbindelse mellem oldtidens kunst og nutidens bondeliv. Aug. 1889 vendte han hjem over Sicilien, Rom og Paris. Men indtrykkene fra Megara og Olympia førte ham atter på rejse til Italien og Grækenland okt. 1894-maj 1896. Han gjorde nu nye studier af kvindedansen der blev hans mest omfattende motiv (billeder af dansen på pladsen i Megara 1889 og 1895–97, begge i kunstmuseet; forstørret og ændret gentagelse af sidstnævnte 1919; det afsluttende billede af Trata 1910–23), og over Olympiagavlen (publicerede i hans bog Apollon-Gavlgruppen fra Zeustemplet i Olympia, 1905, yderligere motiveret i afhandlinger i Oversigt over Vidensk. Selskabs Forhandlinger 1911 og Kunstmuseets Aarsskrift XXV, 1938) hvis rekonstruktion endnu beskæftigede ham i hans sidste leveår. Fra denne rejse stammer også Udsigt fra vor Bolig på Naxos (Den Hirschsprungske samling) og Udsigt fra Naxos mod Paws (Nasjonalgalleriet i Oslo, begge 1895), bemærkelsesværdige ved sollysets fylde og farvens kraft. Den kunstneriske problemstilling er hos ham altid betinget af den åndelige realitet der ligger til grund for kunstværket, og bliver det i højere grad, jo mere han fordyber sig i emnet. Denne udvikling når i S.s maleri sit højdepunkt med Daaben paa Pinsedag som han udførte som gave til valgmenighedskirken Immanuelskirken i Kbh. og havde under arbejde 1896–1905. Det er hans største værk og modstykket til broderens Kristus i de Dødes Rige. Tilsammen betegner de indbegrebet af grundtvigiansk religiøsitet. Mens Joakim Skovgaard beskæftigede sig med de gammeltestamentlige beretninger, var den hellige ånds mysterium det centrale i kristendommen for S. I hans altertavle til Immanuelskirken tænder åndens lys sig i små flammer over hovederne på apostlene og de døbte som en indvielse til livet. Symbolsk og med genial bogstavelighed har han fremstillet den kristelige forestillingskreds, hvori han bevægede sig, i Høve frimenighedskirke ved Skælskør (fresko 1911–12, og forgyldt alterkors med udskårne roser 1915), sikkert det mærkeligste eksempel på kristelig mystik her i landet.

Inden for S.s værk indtager bogillustrationen en større plads end i broderens. Man genfinder her en tilsvarende udviklingslinje. Med mærkelig kraft og originalitet står straks billederne til Poul Martin Møllers digt St. Laurentius (tegnede 1887–88, udg. af foreningen Fremtiden i Billeder af danske Kunstnere til Digte af ældre og nyere Forfattere I, 1889). Illustrationerne til folkevisen Thorbens Datter og hendes Fader-Bane (tegnede 1892–93; Danske Folkeviser med Tegninger af danske Kunstnere, udg. af Fremtiden 1897) når i de ornamentale partier ud i en helt symbolistisk stil. Adskillige af hans tegninger (Rolandskvadet, 1897; Bjovulf 1914) kan i streg og opfattelse være ret beslægtede med nordmændene. Men i hans rids af trolde og fabelvæsener til Danske Sagn og /Eventyr fra Folkemunde I-IV (udg. af Fremtiden 1913–29) ligger et underfundigt lune og en humor som er specifikt dansk. Hertil slutter sig også hans raderinger (Troldeskoven, Dalbybjørnen, 1899). Skulpturen fik efterhånden mere og mere vægt i hans produktion, og her nåede han sine kunstnerisk mest afklarede resultater. Efter Aage og Else relieffet fulgte de første af den fremragende række grav- og mindestene, han kom til at udføre: Vilh. Birkedal og hustru i Ryslinge 1894, C. Hostrup på Frbg. kgd. s.å. og pastor A. Leth i Middelfart 1905. Tre hovedværker som udspringer af hans indlevelse i folkelig psyke tog form af håndgribelige symboler i Magnus den Godes sten (mindesmærke for slaget på Lyrskov hede 1043, rejst i Skibelund krat 1898), havhestbrønden (skitse 1908, opstillet på Kultorvet i Kbh. 1916, flyttet til Kunstindustrimuseets gård 1925) og relieffet Rolfs Kamp i Lejre, 1933 (første skitser 1918). Hvor samtiden individualiserede, søgte S. ud over individet, mod det kollektive og fælles i de åndelige bevægelser der bar ham. Hans to Grundtvig-portrætter giver som i en formel grundtvigianismens karakter. Busten (1908, brændt, polykromt glaseret 1er 1913 i Grundtvigs hus, Kbh. og i Det kgl. bibliotek) er et billede af høvdingen, personlighedens magt, statuen af den knælende Grundtvig (første udkast 1912, model 1928 i S.-museet i Viborg, fuldført i granit 1931 og opstillet 1932 i Vartovs gård) er symbolet på det religiøst søgende og stridende i bevægelsen. En stor plads i S.s produktion indtager hans kirkelige arbejder. Til de betydeligste hører, foruden de allerede nævnte, tympanonmosaikkerne i Immanuelskirken (karton 1899) og i Frederiksværk kirke (udkast 1916). Hertil kommer alterbilleder eller -tavler til Bøvlingbjerg Marie kirke (Den gode Hyrde, 1907), Rigshospitalets kirke (Hyrden finder Lammet, 1910), Sønder Bjert (Kristus paa Korset, 1917), Frederiksværk (Paaskemorgen, 1920), Jørlunde valgmenighedskirke (1922), Boeslunde (1925), Vejle Skt. Nicolai (1930) og Rørdal kirker (1931) samt fresko-udsmykninger i Fr.borg valgmenighedskirke i Ullerød (1910) og i Odense Ansgar kirke (1936).

S. udstillede på Charlottenborg forårsudstilling 1880–82, 1884–90, deltog i stiftelsen af Den frie udstilling 1891 og udstillede her til sin død. Den frie udstilling fejrede hans 70 års dag med en stor retrospektiv udstilling 1928 og afholdt 1939 en mindeudstilling, og på skulpturudstillingen 1938 var samlet en meget omfattende repræsentation af hans plastiske arbejder. Han er repræsenteret i Statens museum for kunst, Kunstindustrimuseet, Den Hirschsprungske samling, Nationalmuseum i Stockholm, Nasjonalgalleriet i Oslo, Ateneum i Helsingfors og de fleste danske provinsmuseer.