Niels Steensgaard

Niels Steensgaard, Niels Palle Steensgaard, 7.3.1932-21.7.2013, historiker. Født i Rødovre. S. er student fra Frederiksberg gymnasium 1950 og cand.mag. i historie og engelsk 1959. Umiddelbart efter sin embedseksamen blev han knyttet til Kbh.s universitet. 1960ernes kraftigt øgede studentertal lagde megen undervisning på få universitetslærere; og den nye styrelseslov fra 1970 måtte i høj grad trække på netop hans kandidatgeneration når det gjaldt institutbestyrerposter, medlemskab af styrende organer (S. var bl.a. medlem af det humanistiske fakultetsråd 1972-77 og 1993-96 samt dekan 1974–76) og andre akademiske institutioner og opgaver. 1974 blev han dansk redaktør af Scandinavian Journal of History og var 1981-83 dets hovedredaktør, 1977-2002 professor i historie ved Kbh.s universitet. Allerede i sin studietid blev han af Astrid Friis ledet ind på studiet af international handelshistorie og af daværende universitetsadjunkt Kristof Glamann inspireret til forskning i den europæiske ekspansion i de oversøiske områder, specielt i asiatisk handelshistorie. 1961-62 studerede S. ved London University, School of Oriental and African Studies; og som seniorstipendiat 1967-70 indsamlede han i europæiske arkiver materiale til disputatsen Carracks, caravans and companies. The structural crisis in the European-Asian tråde in the early 17th century, 1973, som i sit anlæg og sin metode er inspireret af den franske Annales skole. Bogen analyserer kontinuitetsbruddet mellem det gamle handelssystem imellem Asien og Europa som portugiserne i realiteten blot gik ind i, og den nye sejrrige organisationsform: de nordvesteuropæiske oktrojerede handelskompagnier. Hans strukturelle forklaringsforslag er blevet modtaget med opmærksomhed i det internationale forskningsmiljø der er engageret i denne globale problematik; og som et respekteret medlem af dette miljø har S. i artikler og oversigtsfremstillinger fortsat sine studier inden for denne emnekreds. 1982 blev han medlem af Videnskabernes selskab og 1988 af Academia Europaea. Han var medlem af statens humanistiske forskningsråd 1980-88, formand 1985-87, og af planlægningsrådet for forskningen 1985-87.

Familie

F: isenkræmmer Knud Hother S. (1896-1989) og fysioterapeut Kirstine Knop (1897-1976). Gift 3.7.1954 i Søllerød med førstebibliotekar Illa Friis, født 28.10.1932 på Frbg., død 1993, d. af prokurist Lauritz Birger Preben F. (1901-81) og Aase Dorothea Suenson (1908-70).

Udnævnelser

R.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1973 199. – J. H. Tiemroth i Fortid og nutid XXVIII, 1979-80 12-25.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig