Niels Stigsen

Niels Stigsen, d. 24.9.1249, biskop i Roskilde. Død i Clairvaux, begravet i kirken sst. Om S.s ungdom vides intet. Da Roskildebispen Peder Jacobsen 1224 var død på pilgrimsfærd valgte kapitlet 1224 S. til hans efterfølger. Straks udstedte han et privilegiebrev, som fastslog kapitlets rettigheder med hensyn til besættelse af digniteterne og sikrede dets økonomiske og jurisdiktionelle selvstændighed over for biskoppen. Bispevielsen fandt først sted 1226, sandsynligvis fordi man afventede at kongen blev frigivet og gav valget sin stadfæstelse. Det meste af sit liv synes S. at have stået på god fod med kongemagten. Valdemar Sejr skænkede således 1230 Roskilde bispestol øen Saltholm. Da han søgte om pavelig dispensation til at lade Albert af Orlamundes datter indgå ægteskab med hertug Barnim af Pommern, påbød paven 1238 ærkebiskoppen og S. at undersøge sagen, og resultatet blev at den ønskede dispensation blev bevilget. Muligvis var S. allerede på dette tidspunkt kongens kansler som efterfølger efter Niels af Slesvig (død 1233 el. 34). Med sikkerhed kan hans virke som kansler dog først konstateres i Erik Plovpennings tid. Imidlertid var han til stede både ved forliget i Stensby 1238 og ved udstedelsen af Jyske lov 1241.

Også kirkeligt indtog S. en central plads. Slægts-traditionen knyttede ham til Sorø kloster som han bistod med råd og dåd. I striden med Esbern Snares arvinger blev S. af paven indsat som en af dommerne. Afgørelsen faldt ud til klostrets gunst, men først ca. 50 år senere kom munkene i besiddelse af det omstridte gods. Mere held havde S. i en anden udløber af striden om Esbern Snares testamente. Dennes sønnesøn Esbern Snerling havde testamenteret klostret besiddelser i Bringstrup og Ørslev, men efter hans død ville moderen, fru Margrete Mule, ikke udlevere det. S. greb da ind og bandlyste fru Margrete som endte med at bøje sig. I sammenhæng hermed må det vel også forstås, at S. klager til paven over anvendelse af tylvtered i arvesager, hvorved testamenter sættes ud af kraft (brev fra Gregor IX 23.8.1239). Også med Skovkloster stod S. på god fod; 1245 bekræftede han klostrets stiftelsesbrev, og han er blandt de få biskopper som mindes i dets dødebog og velgørerliste. Det ligger da også nær at antage at han har været aktivt medvirkende ved det store mageskifte mellem Skovkloster og Sorø, ved hvis afslutning 1233 han var til stede. Han støttede franciskanerordenen ved at medvirke ved oprettelsen af klostret i Roskilde 1237. Da han havde klaget til paven over visse misbrug på Rügen, hvor de rige udbyttede de fattige, blev det overdraget ærkebispen, biskoppen af Børglum og ærkedegnen i Lund at ordne sagen (pavebrev af 25.8.1239).

S.s fredelige liv fik en dramatisk afslutning. 1245 holdt de danske bisper møde i Odense hvor de under trussel om ekskommunikation udtalte deres fordømmelse af enhver der forgreb sig på kirkens gods og rettigheder. Den ældre forskning mente ikke – da sagens enkeltheder ikke kendes, bl.a. er det uvist om drabet på S.s bror Juris Stigsen 1246 har med striden at gøre – at ordene var møntet på kongen. Om det var denne synode der blev anledning til det pludselige brud mellem kongen og S. ved vi ikke. Endnu s.å. blev S. fordrevet "ikke fordi han selv havde gjort noget, men på grund af kongens og hans tilhængeres ondskab" siger Lundeårbogen. Han flygtede til Norge og derfra til Clairvaux i Frankrig. Kongen inddrog hans og bispestolens gods, derunder byen Kbh Den landflygtige biskop vendte sig til Innocens IV og fandt her værdifuld støtte hos sin slægtning, domprovsten i Lund, Jakob Erlandsen, der netop som kongens udsending var til stide på kirkemødet i Lyon 1245. Også hans gods blev da beslaglagt af kongen som selv henvendte sig til paven og indklagede S. for majestætsforbrydelse. Denne stillede sig til at begynde med overraskende velvilligt og sendte franciskanerguardianen Simon herop for at undersøge sagen. Resultatet blev dog at paven snart gik skarpere frem, og S. lyste interdikt over Roskilde stift. Kongen bøjede imidlertid ikke af, men beholdt de beslaglagte godser til sin død 10.8.1250. Allerede året før var S. død i Clairvaux hvor han fik en ærefuld gravplads i kirken, og hvor man siden opbevarede hans sølvkrucifiks.