Niels Stygge Rosenkrantz, Niels Styggesen Rosenkrantz, d. .1533, biskop. Død i Børglum k. R. blev 1473 immatrikuleret i Greifswald, 1474 baccalaur, 1478 provst i Børglum og som sådan medlem af rigsrådet, 1480 electus og 1487 biskop i Børglum, oplod 1519 stiftet til sin søstersøn Stygge Krumpen som coadjutor og blev selv atter forlenet med Børglum kloster som provst. Skibykrøniken giver en skildring af R.s verdslige sindelag og uværdige levned: da han blev biskop aflagde han alt munkevæsen og alt åndsliv; hele sit liv lige til sin alderdom tilbragte han med spil og leg, kåde løjer, kort og terninger og med at dreje pile hvad der morede ham meget; ellers var han aldrig glad uden når han var omgivet af adelige bolersker eller af spasmagere, gøglere og smigrere. Han blev endog en gang for vanærende doms skyld udstødt af rigsrådet og blev først med nød og næppe optaget igen efter at have måttet betale en stor bøde (en sag hvis sande sammenhæng for øvrigt er ukendt). Skibykrøniken skildrer ham desuden som en mand der kun benyttede bispeværdigheden til at berige sig. - R. hørte 1513 til det parti som søgte at hindre Christian IIs tronbestigelse, og blev senere en af hovedmændene i oprøret mod Christian II. Året før sin død fik han af Frederik I løfte om atter at blive biskop af Børglum når Stygge Krumpen døde.

Familie

Forældre: Anders Nielsen Stygge til Hevringholm (død tidligst 1478) og Birgitte Eilersdatter Rønnow.

Ikonografi

Relief på ligsten fra før 1500 (Børglum kloster).

Bibliografi

H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 2.r.IV, 1867–68 465–69. Konrad Barner: Familien Rosenkrantz's hist. I, 1874 241–51. Mikael Venge: Chr. IIs fald, 1972. Hans Gregersen: Stygge Krumpen, 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig