Nils Svenningsen

Nils Svenningsen, Nils Thomas Svenningsen, 28.3.1894-20.10.1985, diplomat. Født i Stockholm (Kungsholm församl.). S. fødtes i Stockholm hvor han boede til sit 7. år. Faderen var norsk statsborger og moderen var svenskfødt men januar 1901 flyttede familien til København. 1911 tog S. studentereksamen fra Plockross' skole og blev 1917 cand.jur. Efter en tid som sagførerfuldmægtig ansattes han i lens-kontrollen hvorfra han senere flyttedes til justitsministeriet skønt han først blev dansk statsborger 1920. S.å. søgte han ind i udenrigsministeriet hvor han 1.9.1920 konstitueredes som sekretær og 1.5.1921 udnævntes til fuldmægtig. S. fik i årene 1921–22 lejlighed til at deltage i forhandlingerne med Tyskland om den praktiske gennemførelse af genforeningen. Den danske delegationsleder, gesandt greve Carl Moltke (1869–1935), fattede interesse for ham og fik fra januar 1924 ansat ham som 2. legationssekretær i Berlin. Opholdet i Tyskland fik stor betydning for S.s videre karriere. Han erhvervede indgående kendskab til tysk psyke, forretningsgang og embedsstand samt lærte at beherske det tyske sprog i skrift og tale. Han hjemkaldtes 1930 og ansattes september s.å. som fuldmægtig i den politiske afd. men Hyttedes i begyndelsen af 1932 til den økonomiske afd.s 1. kontor hvor han oktober s.å. blev kontorchef indtil slutningen af 1937. I disse år deltog han i udformningen af den nye danske handelspolitik der havde som princip at Danmark ikke kunne købe mere i et bestemt land end det kunne sælge til det. Til ordning af samhandelsproblemerne med Tyskland nedsatte begge lande regeringsudvalg og S. blev i efteråret 1934 formand for det danske udvalg efter minister O. C. Mohr. I de følgende år fik han lejlighed til at lede en række vigtige økonomiske forhandlinger med tyskerne. Efter en to-årig periode som chef for administrationskontoret, hvor han samtidig bevarede følingen med handelsforhandlingerne, udnævntes han 1.2.1940 til chef for den politisk-jur. afd. Han kom derved i en fremskudt position da forhandlingspolitikken med den tyske besættelsesmagt indledtes af regeringen Stauning-Munch efter 9.4.1940. Det blev hans opgave at formulere hovedparten af de danske noter lige fra protesten over selve besættelsen til de mere jævne problemer der kom til at regulere den daglige tilværelse i det besatte land. Fra foråret 1941 da krisen omkring gesandt Henrik Kauffmanns Grønlandstraktat med USA brød ud kom han i et nært samarbejde med udenrigsminister Erik Scavenius. Det føltes derfor ganske naturligt at S. i juni 1941 afløste Mohr som direktør efter at denne var blevet gesandt i Berlin. Samarbejdet med Erik Scavenius blev i sjælden grad harmonisk. Scavenius havde ubetinget tillid til S.s loyalitet, faglige dygtighed og store arbejdskraft. Den indsats han ydede i disse år betød en stor aflastning for udenrigsministeren. S. satte på sin side Scavenius meget højt og betragtede ham i den ganske specielle situation hvori Danmark befandt sig som den eneste personlighed der havde mulighed for at føre Danmark gennem krigsårene. Efter 29.8.1943 kom S. som departementschefstyrets førstemand til at øve en vægtig indsats i bestræbelserne for at videreføre hvad der var tilbage af forhandlingspolitikken. Hans første opgave i ugerne efter den 29. august blev at undersøge alle muligheder inden det danske svar blev afgivet på besættelsesmagtens krav om indsættelse af en ny dansk regering ifald man ville undgå et tysk militærstyre.. Efter at have fået såvel kongens som politikernes indforståelse med departementschefstyrets etablering opnåede han ved samtaler med den tyske rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best, at denne og Auswärtiges Amt i Berlin stiltiende accepterede dette styre og opgav såvel kravet om dannelse af en ny dansk regering som planerne om indførelse af tysk krigsadministration. Derefter blev det S.s hovedopgave at holde sammen på departementschefstyret så der aldrig opstod et farligt vacuum der kunne friste tyskerne til at overtage den danske administration. Ved tyskernes aktion mod politiet i sept. 1944 rejstes der fra politisk side tvivl om nytten af at fortsætte med dette styre. S. var en bestemt modstander af sådanne tanker, og han havde den tilfredsstillelse at et flertal blandt politikerne, embedsmændene og organisationsfolkene delle hans anskuelse. Derved lykkedes det at bevare styret indtil befrielsen den 5.5.1945. Dette betød bl.a. at det blev muligt at hjælpe fangerne i Tyskland og deres familier i Danmark, samt opbygge den organisation der i krigens slutfase bragte tusindvis af danske og fremmede konctntrationslejrfanger fra Tyskland via Danmark til Sverige.

Efter befrielsen blev S. sammen med andre af udenrigsministeriets højere embedsmænd udsat for kritik pa grund af deres holdning under besættelsen. Men udenrigsminister Christmas Møller forsvarede dem i en tale i folketinget, og efterhånden forstummede kritikken i erkendelse af den positive indsats S. og hans kolleger havde ydet i forsøget på at mindske befolkningens lidelser. Fra efteråret 1945 til foråret 1950 var S. gesandt – fra 1947 ambassadør – i Stockholm. 1950 flyttedes han til Paris, men kaldtes allerede i marts 1951 tilbage til stillingen som direktør for udenrigsministeriet. I den ti-årige periode hvor han blev på denne post fik han især et godt samarbejde med udenrigs- og senere statsminister H. C. Hansen. Sammen med ham var S. med til at løse en række udenrigspolitiske opgaver som udarbejdelsen af de danske og tyske erklæringer af marts 1955 der bragte en afslutning på de mangeårige modsætninger om mindretallene nord og syd for grænsen. S. har omtalt disse erklæringer som den måske mest betydningsfulde begivenhed i 1950ernes danske udenrigspolitik. 1956 ledsagede han H. C. Hansen på dennes rejse til Moskva hvor der afsluttedes en handelstraktat om danske skibsleverancer hvilket fjernede visse sovjetiske misstemninger mod Danmark. S. har i Bogen om H. C. Hansen skildret dennes betydningsfulde indsats som udenrigsminister. 1955 tog S. initiativet til afholdelse af det første verdensomfattende danske konsulmøde i Kbh. 1957 nedsattes en kommission til undersøgelse af udenrigstjenestens effektivitet. Resultatet blev loven af 1941 der gennemførte en reorganisering og modernisering af tjenesten. Juli 1961 udnævntes S. uden eget ønske til ambassadør i Storbritannien, fra 1962 tillige i den Irske Republik, to poster han beholdt til han 1.4.1964 faldt for aldersgrænsen. Før han trak sig tilbage opfordrede de norske og svenske regeringer ham til at overtage formandskabet i den norsk-svenske rensdyrkommission. Det blev kommissionens opgave at stille forslag til en modernisering af de forældede regler for rensdyrenes græsninger. Efter tre års arbejde kunne S. i egenskab af kommissionens formand fremsætte en omfattende betænkning der i det væsentlige blev fulgt i den norsk-svenske overenskomst. I årene efter 1966 fik S. lejlighed til i en række artikler og indlæg at kommentere besættelsestiden og dens virkninger for Danmark. De vigtigste skrifter er følgende: Danmarks besættelse 1940–45. Lidt forhistorie. Nogle generelle synspunkter og refleksioner om forhandlingspolitikken og modstandsbevægelsen (Nordisk Tidsskr. for international Ret, 1967). Endvidere: Danmarks status efter den tyske besættelsesaktion den 9. april 1940 (ibid. 1969). Danmarks status efter 9. april og dr. Munchs politik (Hist. Tidsskr. 12. r. V, 1971). Nogle bemærkninger til Henning Poulsens doktordisputats (Historie, ny r. IX, 1970–72). Endelig har S. i værket om Den danske udenrigstjenestes historie 1770–1970 II, 1970, skildret perioden 1919–61.

S. havde aldrig ønsket andet end at måtte leve en embedsmands mere tilbagetrukne liv, men ved skæbnens luner kom han til at spille en vigtig politisk rolle i besættelsens sidste fase. I kraft af sin helstøbte personlighed, uforfærdede optræden og faste ledelse har han i egenskab af departementschefstyrets førstemand indskrevet sit navn i Danmarks historie.