O.B. Suhr, Ole Berendt Suhr, 3.5.1813-6.10.1875, grosserer. Født i Nyborg, død på Sølyst, begravet i Gentofte. S. blev 1832 dimitteret som student ved universitetet; nå. tog han den filosofiske eksamen og 1838 blev han cand.teol. Allerede inden den tid var det bestemt at han skulle gå købmandsvejen, og sin uddannelse hertil fik han i sin farbror Theodor S.s store og højtansete handelshus J. P. S. & Søn. Tidligt vandt han ved sin grundighed og sit tilforladelige væsen sin onkels ubetingede tillid, og 1.1.1856 overtog han selv det gamle slægtsfirma som eneste indehaver, om end onkelen endnu til begyndelsen af 1857 havde sin daglige gang i firmaet. Kapitalen til denne forretningsovertagelse fik han dels i form af en udbetaling fra onkelen, dels i form af store forstrækninger til en billig rente som over et kortere åremål skulle afvikles til Den S.ske stiftelse, og endelig fik han "fortrinlig adgang" til fra nævnte stiftelse at leje gården på Gammeltorv samt pakhusene i den gamle havn. Ligesom i det foregående slægtled var og blev kul også i S.s virketid Firmaets hovedartikel hvortil fra 1867 føjedes en cinders- og koksvirksomhed på Christiansholm. Men derudover var firmaet i medfør af sin kapitalstyrke også i stand til at deltage i større finanstransaktioner, og gennem sin interesse for den grønlandske kryolit kom S. allerede 1856 i forbindelse med C. F. Tietgen der på dette tidspunkt sad som nyetableret købmand på Gammeltorv. Det samarbejde som herved indlededes – og som senere førte til dannelsen af kryolit-mine og handelsselskabet med J. P. S. & Søn som storaktionær – blev af megen betydning for både S. og Tietgen. Således var S. ikke blot 1857 medstifter af Privatbanken hvor Tietgen blev direktør, men til sin død sad han som næstformand i bankrådet. Desuden var S. medstifter af og bestyrelsesmedlem i de forskellige telegrafselskaber som Tietgen stiftede i 60'erne, og som senere samledes i Det store Nordiske Telegraf-Selskab, og også der var han bestyrelsesmedlem til sin død. Endelig var han med til at stifte Det Forenede Dampskibs-Selskab 1866 og De danske Sukkerfabrikker 1872 og blev tillige medlem af bestyrelserne for disse selskaber. 1868 erhvervede S. det store Petersgårdske skovdistrikt i Sydsjælland for 580 000 rdl., og to år senere købte han Petersgård for 245 000 rdl. Da sø- og handelsretten stiftedes 1861 blev han handelskyndigt medlem af denne ret (til 1867), og 1864 blev han medlem af komiteerne for Danmarks deltagelse i udstillingerne i Paris 1867 og i Wien 1873. I sidstnævnte år ramtes S. af et apoplektisk slag der fuldstændig brød hans kraft. I hans testamente var dels afsat beløb til syge- og hjælpekasserne i Nyborg og Kalvehave, dels 60 000 rdl. til en bygning i Kbh. til friboliger for trængende grosserere og grossererenker. Det nærmere skulle hans eksekutorer ordne i forbindelse med Grosserersocietetets komité, og herefter rejstes de S.ske friboliger i Valdemarsgade. Efter S.s død stod hans enke som indehaver af firmaet, fra 1877 med to kompagnoner, hendes svigersøn generalkonsul Andreas Julius Lauritz Holmblad (1852–96) og husets mangeårige betroede medarbejder grosserer Svend Wilhelm Isberg (1820–95). 1897 døde fru S., og dermed lå alt i eksekutorernes hånd. Allerede i aug. 1896 var husets kuIforretning afhændet til det nystiftede aktieselskab Det danske Kulkompagni, og i juni 1897 var koksværket solgt til A/S Christiansholms Fabriker. 22.11.1899 afsluttede firmaet definitivt sin tilværelse, og en af de sidste udgiftsposter i selskabets bøger blev en gave til Videnskabernes selskab på 100 000 kr. som en anerkendelse af dansk videnskabs betydning for kryolitsagen. – Etatsråd 1865.

Familie

Forældre: købmand, agent Ole Berendt S. (1789–1858) og Laurine Marie Müller (1795–1876). Gift 20.9.1847 i Kbh. (Helligg.) med Ida Marie Bech, født 11.4.1325 i Kbh. (Helligg.), død 8.8.1897 på Sølyst, d. af grosserer, skibsreder Jørgen Peter B. (1782–1846) og Ellen Sophie Magdalene Meyer (1784–1846).

Udnævnelser

R. 1862. DM. 1868.

Ikonografi

Mal. af Carl Bloch, 1870. Buste af Th. Stein, 1873. Træsnit 1875. Relief af F. Stramboe, 1881. Foto.

Bibliografi

C. Nyrop: Det Suhrske hus i Kbh. 1749–1899, 1899. Jul. Schovelin: Fra den da. handels renæssance II, 1924 179f 213f. Den Suhrske stiftelse, red. H. Albrectsen og L.Th. S. Madsen, 1959.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig