O.C. Mohr

O.C. Mohr, Otto Carl Mohr, 24.9.1883-30.3.1970, diplomat. Født på Scheelenborg, Odense amt, død i Hellerup, begravet i Ålborg. M. blev student 1901 (Odense) og cand.jur. 1909. s.å. ansattes han i ØK hvor han blev til 1913 da han indtrådte i udenrigstjenesten. 1918 var han legationssekretær i Paris, derefter en kortere tid konst. kontorchef i udenrigsministeriet. 1920-21 var han legationssekretær i Berlin, 1921 charge d'affaires og fra 1922 gesandt i Brasilien. 1928-31 var han gesandt i Tyrkiet hvorefter han udnævntes til chef for udenrigsminsteriets økonomisk-politiske afdeling indtil han i okt. 1936 afløste H. A. Bernhoft som direktør for ministeriet. Igennem trediverne deltog han aktivt i udformningen af den nye danske handelspolitik der gik ud på nøje at afbalancere importen og eksporten gennem to-sidige overenskomster med de vigtigste handelspartnere, især Storbritannien og Tyskland. Han blev udenrigsminister P. Munchs nærmeste medarbejder og var en af de meget få embedsmænd der kom den personligt tilbageholdende minister noget nærmere ind på livet. Under de bevægede dage op til besættelsen 9.4.1940 bistod han sin chef i arbejdet med at gennemføre den af regeringen lagte politik over for de krigsførende magter, især Tyskland. Munchs afgang som udenrigsminister 8.7.1940 var utvivlsomt et hårdt slag for M. da forholdet til den nye udenrigsminister Erik Scavenius synes at have været dårligt fra første dag. Ifølge M.s oplysninger protesterede han over for Scavenius' beslutning om at lade regeringserklæringen af 8.7.1940 officielt notificere i Berlin. Han rejste dog til den tyske hovedstad hvor han sammen med gesandten, Herluf Zahle, den 17.7.1940 officielt meddelte erklæringen til direktøren for det tyske udenrigsministerium, da udenrigsminister J. von Ribbentrop var bortrejst. Dagen efter havde M. en samtale med lederen af det tyske udenrigsministeriums afdeling for krigsøkonomi, ambassadør Karl Ritter, om de kommende økonomiske forbindelser mellem de to lande. Da Scavenius var interesseret i at komme i forhandling med tyskerne lod han efter M.s hjemkomst denne skriftligt meddele Ritter at man fra dansk side var parat. Dette var medvirkende til Ritters besøg i Kbh. i slutningen af juli og til de dansk-tyske forhandlinger i august om det tyske forslag til en told- og møntunion. Disse forhandlinger fik M. dog ikke direkte noget at gøre med da han afslog at lede det danske regeringsudvalg ved møderne i Berlin. Forholdet til Scavenius var nu blevet så dårligt at M. indtil foråret 1941 kom til at indtage en mere passiv stilling i udenrigsminsteriet. Ved afskedigelsen i april 1941 af gesandt Henrik Kauffmann og hjemkaldelsen af de danske diplomater i USA medvirkede M. dog loyalt ved gennemførelsen af udenrigsministeriets politik.

Efter Herluf Zahles død i maj 1941 udnævntes M. til gesandt i Berlin hvor han ankom i slutningen af juni måned. Men allerede c. 14 dage efter blev han kaldt hjem af statsminister Thorvald Stauning til forhandling under den opståede ministerkrise hvor Scavenius betragtede sig som fratrådt. Stauning ønskede at få ham til udenrigsminister da Munch havde afslået at genindtræde. M. gav dog også afslag med den begrundelse at et udenrigsministerskifte på dette tidspunkt ville være overordentlig farligt. Under den såkaldte "telegramkrise" i efteråret 1942 måtte M. efter Hitlers ordre i nogen tid forlade Berlin men kom dog tilbage igen da krisen var overvundet med regeringen Scavenius' dannelse i nov. 1942. Under den følgende del af krigen gjorde M. og hans medarbejdere en stor indsats for at fremme det humanitære hjælpearbejde for de mange danske der efterhånden havnede i tyske fængsler og koncentrationslejre. I begyndelsen af 1945 vendte M. tilbage til Kbh. og gjorde tjeneste i udenrigsministeriet indtil foråret 1947.

Han fik flere gange lejlighed til at udtale sig i den parlamentariske kommission om begivenhederne før og under besættelsen og afgav forskellige skriftlige redegørelser om disse spørgsmål. April 1947 udnævntes han til gesandt i Rom hvorfra han 1951 flyttedes til Madrid. Her blev han til han faldt for aldersgrænsen 1953. Fem år før sin død afleverede M. til udenrigsministeriet en række håndskrevne notater der drejede sig om hans personlige medvirken under forskellige krisesituationer før og under besættelsen. Disse notater blev nu renskrevet og de maskinskrevne sider blev deponeret i udenrigsministeriets arkiv. De håndskrevne notater blev tilbagegivet M. der senere destruerede dem. Notaterne har i vid udstrækning været benyttet af danske historikere, men der hersker stor uenighed om deres kildemæssige værdi. Herom har der været ført en livlig diskussion, der tildels er offentliggjort i tidsskriftet Historie (jfr. nedenfor).