Olaf Rye

Olaf Rye, Ole Rye, 16.11.1791-6.7.1849, officer. Født på gården Bøe i Nedre Telemarken, død ved Fredericia, begravet i Kbh. (Garn.). R. gennemgik 1804–08 Norske landkadetkorps og blev 1808 fænrik i infanteriet, s.å. sekond-, n.å. premierløjtnant. Den nationale rejsning 1814 for selvstændighed hilstes med begejstring af de unge officerer, og R. deltog med iver i småtræfningerne mod svenskerne. Konventionen i Moss slukkede imidlertid hurtigt begejstringen der afløstes af mismod og tvivl over for fremtiden, og R. var blandt dem der afslog at tjene under de nye forhold hvorpå han forlod fædrelandet for at søge bedre vilkår ude. Marts 1815 kom han sammen med F. A. Schleppegrell og H. Helgesen til Danmark og erfarede Napoleons tilbagevenden fra Elba, hvorfor de besluttede efter prins Christian Frederiks (senere Chr. VIII) råd og med dennes støtte at søge til den preussiske hær hvor de fik ansættelse og deltog i mindre foretagender. Da der imidlertid ikke viste sig udsigt til tilfredsstillende vilkår i den preussiske fredshær søgte R. m.fl. ansættelse i den danske hær, og R. udnævntes sept. s.å. til premierløjtnant, fra 1816 med garnison i Rendsborg. Her forblev han 26 år, blev 1817 stabs-, 1832 (for første gang kaldet Olaf) virkelig kaptajn, fik 1835 forbeholdt majors anciennitet, blev 1840 major, ved hærforandringen 1842 oberstløjtnant med garnison i Kbh. Der skulle imidlertid mange år til, før han ret tilpassede sig forholdene i den stramme militærby Rendsborg. Først fra majors-graden blev de fortrolige udtalelser om ham tilfredsstillende. Han var et friluftsmenneske der færdedes til fods, til hest og som ivrig jæger overalt i omegnen og var en velset, fornøjelig gæst hos embedsmænd, og godsejere. I Kbh. gik han med interesse op i sin nye stilling, og de fortrolige udtalelser blev meget gode; hans egnethed til forfremmelse var dog kun "tvivlsom", sluttelig "kun betingelsesvis". Hans forholdsvis korte ophold i Kbh. havde ikke bibragt ham klar opfattelse af de stemninger og begivenheder der medførte krigsudbruddet 1848, og tanken om på slagmarken at stå over for tidligere omgangsfæller, venner og kammerater drev ham til at anmode om fritagelse for tjenesten i felten og anvendelse alene i garnisonen. Han slog dog hurtigt om, meldte sig til krigsdeltagelse og viste ved Bov mod og koldblodighed. Ved Slesvig 23.4. førte han sin bataljon med et mod og en overlegen ro der overalt vakte beundring og ved panikken i Flensborg næste dag var han en af dem der bevarede ro og koldblodighed. Få dage efter fik han kommando over en brigade, fik 24.5. obersts karakter og deltog med hæder i kampene i Sundeved. Hans navn genlød nu over hele landet, han blev hædret og værdsat fra alle sider, følte sit eget værd og ventede herefter at skulle nå den højeste militære stilling. En mægtig støtte havde han fået i stabschefen ved overkommandoen, F. Læssøe; de sluttede et inderligt og varigt venskab. Krigsminister C. F. Hansen anerkendte derimod kun tøvende R.s gode egenskaber, og kun modstræbende indstillede han ham til forfremmelse. Dec. 1848 blev R. midlertidig brigadekommandør, marts n.å. kar. generalmajor, foreløbig uden anciennitet, og ved felttogets åbning 1849 førte han et stærkt korps af alle våben over grænsen til Slesvig for at støtte den fra Als til Sundeved fremrykkende hovedstyrke. Krigsministeren standsede dog hurtigt hovedkorpset og beordrede R.s korps tilbage over grænsen. At R. blev rasende og højlydt gav udtryk herfor er forståeligt, og som følge af overkommandoens uheldige dispositioner kom R.s brigade 23.4. ved Kolding i meget vanskelige fægtningsforhold, så at kampen nærmest blev et nederlag. I hæren slog stemningen over for R. helt om, og man tillagde ham skylden. At overkommandoen, senere indrømmede sin skyld hjalp kun til dels R. og hans folk.

Mens slesvigholstenerne herefter indesluttede og belejrede Fredericia fik R. det hverv med sin brigade at dække Jylland mod forbundstropperne. Navnlig ved sit meget stærke rytteri skulle han stadig holde føling med fjenden, om nødvendigt kunne han gå tilbage over Limfjorden. Efter nogen tids standsning bag Vejle å tiltrådte korpset det tilbagetog som stabschefen, P. F. Steinmann, karakteriserede som "hæderligt", men som skaffede R. og korpset ny beundring og popularitet. Korpset holdtes en å to dagsmarcher fra fjenden, fik overalt betydelig støtte af befolkningen og stod mod slutningen af juni ved Helgenæs uden at have haft betydelige sammenstød med fjenden. – 20.6. fik R. underretning fra overkommandoen om at det meste af hans fodfolk skulle deltage i en ekspedition fra Fredericia; han kunne vælge om han selv ville gå med, og besluttede sig efter nogen betænkning at gå med til Fredericia. – 6.7. var R.s brigade på højre fløj, nærmest stranden. Under bestræbelserne for at lede angrebet på den stærke Treldeskanse faldt R., uden at de nærmere omstændigheder kendes nøjere. R. blev først begravet i fællesgraven, men i sept. under stor højtidelighed ført til Garnisons kirkegård i Kbh. – R. var en mandig, ærlig og ligefrem karakter, hjælpsom og gavmild. Han vandt sit mandskab ved sin stadige omsorg for dem og venlig, opmuntrende tiltale. Over hans grav rejste hans korps ham et smukt mindesmærke, og ved bidrag fra hele landet rejstes der ham 1876 i Fredericia et minde. På slagmarken ved Fredericia opkastedes "Ryes høj" der ligger ret langt fra det udpegede dødssted. Om dette er det rette, er dog tvivlsomt.