Ole Bie

Ole Bie, 7.2.1733-18.5.1805, koloniembedsmand, købmand. Født i Trondheim, død i Serampore (Frederiksnagore), begravet sst. 1756 ansattes nordmanden B. af Asiatisk kompagni som handelsassistent i Tranquebar hvortil han kom 1757 med kompagniets skib "Grev Moltke". 1759 udnævntes han til overassistent og konsumtionsskriver, og 1760 blev han tillige sekretær hos guvernøren; 1762 forflyttedes han til Serampore (Frederiksnagore) i Bengalen. På "Grev Moltke"s togt fra Bengalen til Malabar-kysten var han superkargo og medførte eget føringsgods; skibet brændte imidlertid i maj 1763; han blev derefter sekretær og senere sekretråd i Tranquebar. 1772 blev han som kommissær sendt til Serampore for at lede en undersøgelse af forholdene dér. Og 1776 vendte han tilbage til Bengalen som chef for logen i Serampore, en post som han derefter med et par korte afbrydelser beklædte indtil sin død. De følgende år under den nordamerikanske uafhængighedskrig betegner utvivlsomt et højdepunkt i B.s karriere. Han fungerede som den største danske agent for anglo-indisk remitteringskapital og for den omfattende private danske Indienshandel. Under sit ophold i Indien samarbejdede han bl.a. med københavnske storkøbmænd som Frédéric de Coninck, N.L. Reiersen og William Duntzfelt; sidstnævnte kendte han personligt fra dennes ophold i Indien. Omtrent samtidig med krigens slutning begyndte vanskelighederne imidlertid for B.; anledningen var at han havde forpagtet tolden af Serampores import og eksport af englænderne; der blev derpå klaget til København over B.s administration af denne, og guvernementet i Tranquebar fik ordre til at sende en undersøgelseskommission til Serampore.

B. blev rasende da denne ankom 1784; men dens arbejde blev en ren farce; en af B.s døtre, Caroline Mathilde, blev forlovet med et af kommissionens medlemmer, og B. fængslede et andet medlem. Guvernementet i Tranquebar måtte i denne situation standse kommissionens arbejde og overgive sagen til kommercekollegiet i København. 1785 rejste B. til København for selv at varetage sine interesser, og om sommeren det følgende år resolverede kommercekollegiet at sagen mod B. skulle hæves omend man misbilligede hans opførsel. Og 1787 genudnævntes han derpå til chef for logen i Serampore, nu med titel af direktør og chef mens han tidligere havde haft titel af chef og resident; 1788 var han påny tilbage i Bengalen. Kommissionens undersøgelse fik imidlertid alvorlige følger for B.s private økonomiske forhold; han hævdede senere at han netop var i færd med at låne halvanden million rupier af anglo-indere, og at disse ved rygtet om undersøgelsen trak lånet tilbage hvilket medførte et tab for ham på mellem 3 og 400.000 rupier. Hertil kom at B. blev ramt af såvel skibsuheld som af de faldende priser under fredskrisen; resultatet blev at han gik fallit 1786 og måtte søge en ordning med sine kreditorer. B.s position inden for dansk Indienshandel var imidlertid sådan, at kommercekollegiet dels lånte ham 30.000 rdl. til at begynde forfra og dels gjorde ham til medlem af en kommission der skulle udarbejde en forordning om bodmerilån således at anglo-indisk kapital atter fik tillid til investering i skibsfart under dansk flag. Efter sin hjemkomst til Bengalen 1788 arbejdede B. energisk på at genrejse sin position som købmand og embedsmand, men med små resultater; 1797 måtte han således atter rejse til København for at ordne sine private økonomiske forhold. Selv om B. aldrig opnåede den guvernørtitel han så ivrigt arbejdede på at få var han imidlertid utvivlsomt alligevel ved sin mangeårige og omfattende købmandsvirksomhed den mest indflydelsesrige danske koloniembedsmand i Ostindien. Som embedsmandstype mindede han om den samtidige guvernør Hermann Abbestée idet han ligesom denne var en embedsmand i den gamle stil, "på én gang købmand og embedsmand, privat næringsdrivende og statens repræsentant" (Aage Rasch), men modsat Abbestée evnede B., der i løbet af sin embedsperiode først fik rang af oberstløjtnant og dernæst af oberst, på grund af sin selvoptagethed, egenrådighed og stridbarhed ikke at samarbejde med sine underordnede embedsmænd. Under den engelske besættelse af kolonien 1801–02 lykkedes det for B. gennem forhandlinger med repræsentanter for den engelske generalguvernør, marquis Wellesley, at skaffe den danske koloni lempelige vilkår. I de sidste år mens B. var chef fandt engelske baptistmissionærer et tilflugtssted i Serampore hvor de grundlagde en missionsskole der senere som Serampore College skulle udvikle sig til et universitet; på missionens foranledning blev der på B.s grav i begyndelsen af dette århundrede opført et monument. I sine senere år støttede B. ligeledes energisk det lokale kirkebyggeri ved at yde støtte først til opførelse af en katolsk kirke og dernæst til en luthersk kirke. Justitsråd 1780.