Ole Rømer, Ole Christensen Rømer, 25.9.1644-19.9.1710, astronom, tekniker, fysiker. Ole Rømers navn er kendt over hele verden; det findes så at sige i enhver lærebog i astronomi og fysik.

Kendskabet til hvad han har udrettet skyldes kun i ringe grad hans egen litterære virksomhed. Ud over en lille afhandling i Journal des Scavans 1676 der første gang hævdede at lyset "tøvede", brugte tid til sin udbredelse, og angav en metode til at finde dets hastighed har han ikke offentliggjort noget af betydning. Den lille afhandling har dog fastslået hans verdensry. Han har ved geniale opfindelser skænket astronomien et af dens vigtigste observationsinstrumenter, meridiankredsen o.fl.a.; men de er af ham selv kun omtalt i breve og først officielt beskrevne af hans discipel P. Horrebow i Basis astronomiæ (1735). Nærmere enkeltheder om opdagelsen af lysets tøven er først kendt gennem breve til Huygens, offentliggjort ca. 1900, og i hvert fald en del af de grundlæggende observationer fandtes først 1913 i universitetsbiblioteket og blev offentliggjort 1915. Hans fysiske arbejder blev først kendt ved offentliggørelsen 1910 af en af ham håndskrevet protokol Adversaria, den eneste af hans mange optegnelsesprotokoller som Københavns brand 1728 havde levnet. Hans tekniske arbejder er dels udført i Frankrig 1672–81, dels herhjemme; de første er omtalt i registre fra Académie Royale des Sciences, udgivet langt senere, og lejlighedsvis i breve, de sidste i Adversaria og i forskellige arkiver.

Data om hans liv findes omtalt i samtiden, særlig i en udførlig mindetale efter hans død. Ole Rømer blev student 1662 fra Århus. "Da hans Fader efterlod sig adskillige Instrumenter og Bøger, som hørte til Navigationen, fik han i sine unge Aar derved Anledning til at slaa sit Sind til Mathesin, hvortil han ikke alleneste inklinerede, men endog havde et synderligt got Nemme og Capacitet".

Da Ole Rømer kom til universitetet kom han i huset hos professor Rasmus Bartholin som "for hans store Videnskaber, som hand da allerede havde i Mathesin, Algebra og Astronomi, hannem høyt agtede og ærede". 1664 fik Bartholin overdraget udgivelsen af Tyge Brahes observationstavler som Frederik 4. havde købt i manuskript af Johs. Keplers søn. Der blev anvist penge til papir og medhjælp, men arbejdet med renskrift og revision viste sig at være meget vanskeligt og krævede kvalificeret arbejdskraft; denne blev ydet af "Monsieur Rømer, den Gang min domesticus", som Bartholin skriver. Dette arbejde vakte hos Ole Rømer en interesse for nøjagtig bestemmelse af stjerners positioner som aldrig forlod ham, og som senere førte ham til konstruktion af epokegørende instrumenter og til observationer med disse som ved deres nøjagtighed skulle få betydning for fremtiden. Arbejdet var færdigt 1670, man da var Frederik 4. død, og det var ikke muligt at skaffe penge til trykningen.

Der viste sig dog snart efter en udvej; 1671 kom abbé Picard, udsendt af det franske Académie des Sciences til København for at få en bestemmelse af Uraniborgs geografiske beliggenhed der kunne erstatte de eksisterende, meget afvigende angivelser, særlig af længden. Nøjagtigheden havde stor interesse da de bedste astronomiske tavler i datiden byggede på Tyge Brahes observationer der var henført til Uraniborgs meridian. Picard fandt Uraniborgs længdeforskel fra Paris ved at bestemme tidspunktet for en formørkelse af 1. Jupitermåne, som samtidig bestemtes af Cassini i Paris. Ole Rømer assisterede Picard; de offentliggjorde fem bestemmelser af længdeforskellen mellem de to steder som kun afviger indbyrdes med nogle sekunder, mens de tidligere angivelser afveg mange minutter. Ole Rømer kom altså her ind på observation af Jupitersystemet hvad der skulle bære rige frugter.

Picard var meget interesseret i de reviderede tychoniske tavler og mente at kunne skaffe penge til trykningen i Paris. Kongen befalede da at både afskrifterne og originalerne med Ole Rømer som mellemled skulle leveres til den danske gesandt i Paris til hvem de skulle tilbageleveres efter trykningen idet Ole Rømer fulgte med Picard til Paris og blev medlem af Académie Royale des Sciences – stiftet af Colbert 1666 – med bolig på det nyoprettede observatorium. Akademiet var i dets arbejdsmåde af en ganske anden art end videnskabelige selskaber i nutiden. Medlemmerne var med kost og bolig knyttet til akademiet der havde observatorium, laboratorium, bibliotek og forsamlingsstuer. Medlemmerne arbejdede for en del i fællesskab, og resultaterne fremtrådte ofte som akademiets, ikke som den enkeltes værk. I akademiets registre fremtræder den enkeltes part i arbejdet noget mere, og på grundlag af arkivstudier af disse skriver J. Bertrand 1869: "Le jeune Rømer ... introduit dans l'Académie, fut d'abord un de ses membres les plus actifs et bientot un des plus illustres" og siger at ved ham fik akademiet "une force et une gloire nouvelles".

På mange måder gik i akademiet det videnskabelige og det tekniske arbejde hånd i hånd. Den metode som Picard og Ole Rømer brugte ved bestemmelsen af længdeforskellen Paris-Uraniborg var således et resultat af begyndende iagttagelser af Jupitersystemet der vel havde videnskabelig interesse, men tillige den praktiske at forbedre længdebestemmelserne og derved skaffe forbedrede landkort hvad i høj grad tiltrængtes. Kendskabet til rækkefølgen af 1. Jupitermånes formørkelser lod imidlertid en hel del tilbage at ønske, og Ole Rømer gjorde da i de følgende år systematiske iagttagelser derover. Det betydningsfulde hovedresultat af disse observationer offentliggjordes i Journal des Scavans 1676 under titlen Demonstrations touchant le mouvement de la lumiére trouvé par M. Roemer. Afhandlingen er ganske kort. Den beretter at Ole Rømer ved iagttagelser af formørkelser af Jupiters 1. drabant gennem otte år har set at omløbstiden for denne, beregnet af iagttagelser, når jorden nærmede sig Jupiter, altid var kortere end beregnet af iagttagelser når jorden fjernede sig fra den. Ole Rømer hævder af dette fænomen kun kan forklares ved at antage den for datiden revolutionære tanke at lyset bruger tid til sin udbredelse; af iagttagelser gennem flere år mener han at kunne slutte at tiden til at gennemløbe afstanden jordsol er 11m. Nødvendigheden af at tage hensyn til lysets tøven "er nylig blevet bekræftet ved Formørkelsen af 1. Jupitermaane, observeret i Paris sidste 9. Nov. 1676 om Aftenen 10m senere, end man kunde have ventet den, naar man beregnede den af dem, der var observerede i Aug., da Jorden var meget nærmere Jupiter, hvad M. Roemer havde forudsagt Akademiet fra Begyndelsen af Sept.". Nye bekræftelser. fra iagttagelser 1677 meddeltes akademiet og omtales i breve til Chr. Huygens, men de offentliggjordes ikke; først 1913 fandtes i universitetsbiblioteket et folioark med formørkelsesdata gennem otte år og nogle tal der giver forståelse af hans beregning af forsinkelserne i disse; det ses tillige at de angivne data giver stor usikkerhed i beregningen af den tid lyset bruger til at gennemløbe afstanden jordsol; de fleste data 1671–73 giver de ellevem, men andre giver mindre. Mærkeligt nok giver den eneste offentliggjorte forsinkelse fra 9.11.1676 den rigtige værdi ottem; den har Isaac Newton brugt, og derved er den gået over i historien.

Ole Rømer har ønsket at rejse til Holland til Huygens for at rådføre sig med ham om sit materiales offentliggørelse samt for at arbejde sammen med ham på "at løse Lysets Gaade". Han kunne ikke få orlov, offentliggørelsen kom ikke, og det blev Huygens og Newton der hver på sin måde gav en løsning af "lysets gåde" der byggede på at dets tøven var en kendsgerning.

Ole Rømers mekaniske snilde og dets frugter vakte beundring inden for akademiet; han beviste således at den rationelle form for et tandhjuls tænder var epicycloiden; han konstruerede et "Jovilabium", en fremstilling af Jupitersystemets bevægelse der skaffede ham Ludvig 14.s beundring og bevågenhed; han blev stærkt beskæftiget med "at aflede Vande" i Versailles, ɔ: ved anlægget af de store springvand. Endnu 30 år efter opfordrer Leibniz ham indtrængende til offentligt at gøre rede for sine opfindelser i denne periode og at offentliggøre materialet angående Jupitermånens formørkelser.

I foråret 1681 vendte han hjem, blev gift med R. Bartholins datter og tiltrådte det professorembede i astronomi som han fire år forud var blevet designeret til. Dog blev dette det mindste af de hverv der blev pålagt ham. Kongen gjorde "Vor Mathematicus Ole Rømer" til leder af en række for samfundet betydningsfulde reformer af teknisk art; lige fra foråret 1681 til sin død 1710 var han beskæftiget hermed.

Ole Rømer ordnede hele landets opmåling og matrikulering, gennemførte et nyt rationelt system for mål og vægt med tilhørende justervæsen; for København, der disse år voksede stærkt, ordnede han byggeforhold, gaders brolægning og belysning, vandforsyning og vandafledning, brandvæsen, vægter- og politiforhold, og gennemførte mange mindre reformer. Man ser i Adversaria at planlæggelsen og udførelsen af disse tekniske reformer sker efter samme systematiske metode som ved et naturvidenskabeligt eksperiment, og når resultaterne ved ham skal føres ud i livet sker det med en kraft og bestemthed der vidner om stor karakterstyrke og store administrative evner. Kongens påskønnelse af hans arbejder vistes ved en række udmærkelser: 1688 medlem af kancelliet, 1693 justitsråd, 1694 medlem af højesteret, 1705 politimester i København og 1706 etatsråd.

Særlig betydningsfuldt blev hans arbejde med det nye system for mål og vægt. En reform var meget tiltrængt på dette område da der her herskede stor forvirring til skade for legitim handel. I forordningen om vægt og mål af 1.5.1683 lyder § 1: "Den rette Danske Adel skal altid være een uforanderlig regul oc fundament til all Maal og Vegt", og § 4: "Et dansk Punds rette vigtighed skal rettis efter en Cubic Foed færsk Vand ... som skal veye Tredsindstyve oe toe Pund". Til længdeenhed valgtes en alen = to rhinlandske fod – Hollands mål. Disse to paragraffer viser hvor langt Ole Rømer var forud for sin tid. Den idé at knytte længde- og vægtenhed sammen er for alle andre lande først realiseret ved metersystemet der blev formuleret over 100 år senere; man opnår herved at ét vilkårligt enhedsvalg, nemlig af længdeenheden, er tilstrækkeligt grundlag for hele systemet; kunne man nu knytte længdeenheden til noget i naturen uforgængeligt var enhedssystemet sikret mod undergang selv om målestokkene gik tabt. Denne tilknytning til naturmål skete for metersystemets vedkommende, og Ole Rømer har haft samme ønske, men de muligheder man ved han har overvejet har hans kritiske sans vist ham var for usikre.

Det har påhvilet Ole Rømer at fremstille systemets "originaler", ɔ: vægtlodder og alenmål der svarede til forordningens bestemmelser, og som skulle være grundlaget for justeringen. Et par pundslodder, mærket "Original 1683" fandtes på Rosenborg; desuden findes to "Ole Rømers Alen"er, den ene i Rigsarkivet. Der har ved en nøjagtig eksperimentel undersøgelse af dem vist sig det overraskende at når man går ud fra at Ole Rømer ved sine vejninger har brugt destilleret vand og taget hensyn til luftens opdrift passer pundslodder og længdeenhed sammen som forordningen forlanger det, inden for den nøjagtighed som hans optegnelser lader forvente. En sådan fremgangsmåde er enestående i hans tid.

Under alt dette fortsatte han sine videnskabelige arbejder, særlig på astronomiens område, "saa at hånd det meeste af hvis hannem til underholdning af deris Majesteter allernaadigst haver verit tillagt, haver anvendt og bekosted paa Astronomien, eftersom hånd disse Observationer altid høyere agtede, end alt det han eyede eller kunde eye i Verden" siges det i mindetalen over ham. I et interessant brev til Leibniz i foråret 1703 giver han udtryk for sine mål inden for astronomien og forklarer hvorfor han intet offentliggør. Leibniz har sendt ham diplom som æresmedlem af det nystiftede Berlin videnskabesakademi og med mange rosende ord indtrængende opfordret ham til at offentliggøre hvad han har udrettet. Ole Rømer skriver at hans domæne inden for videnskaben, astronomien, er den mest mekaniske af alle da den skal varetages lige så meget med sanser og hænder som med forstanden. Da han i sin ungdom i fire år beskæftigede sig med Tyge Brahes observationer bestemte han at hans fremtidsmål også skulle være nøjagtig bestemmelse af fiksstjerners og planeters plads, og det var stadig i hans tanker at forbedre observationsmetoderne og at indrette et til disse passende observatorium som ikke oversteg hans økonomiske evner, men først 1691 lykkedes det ham at indrette et i sin professorgård i Kannikestræde, om end ikke helt som han kunne ønske det. Han har endnu ikke skrevet om sine observationer, dels af mangel på tid, dels fordi det er svært for ham at skrive, og når han prøver på at beskrive sit arbejde, er der altid noget han mangler, eller håber at kunne gøre bedre med det første; desuden måtte han indlede med en beskrivelse af sin metode og sine instrumenter, og det har han ikke overkommet. Ole Rømers nye metode til stjernestedsbestemmelser var meridianobservationer ved det nye instrument, meridiankikkerten, drejelig om en fast akse i retning øst-vest.

1704 skriver han atter til Leibniz at han for første gang i sit liv har taget "eller stjaalet" en sommer til sig selv og brugt den til at indrette sig et observatorium, som han har ønsket det i 30 år. Hele observationsudstyret er tre pendulure og to kikkerter, den ene drejelig om en akse i nord-syd, den anden en meridiankikkert. Denne sidste var nu forsynet med en målestok, der var en hel cirkel hvorved gradmålingen blev væsentlig forbedret. Dette instrument er den første model til observatoriernes hovedinstrument, meridiankredsen. Observatoriet som han kaldte Tusculanum var opført ved Bartholinernes landsted Pilenborg i nærheden af Vridsløsemagle. Det gik til grunde efter Ole Rømers død men blev fundet og rekonstrueret af lærer Claus Thykier 1978.

1706 fik Ole Rømer tre dages observationer på Tusculanum 20.-23. okt., som øjensynlig har tilfredsstillet ham; han har ladet tage fem afskrifter af dette "triduum", og derved undgik de det ragnarok, Københavns brand 1728, der udslettede alle hans mange andre observationsoptegnelser. Triduum kom til nytte. 1760 meddelte Tobias Mayer Göttingen videnskabernes selskab at han ved at sammenholde sine egne observationer med Ole Rømers i Triduum for første gang havde konstateret en egenbevægelse af fiksstjerner hvad der hidtil havde været umuligt på grund af de ældre observationers unøjagtighed. Samtidig meddelte han formler til beregning af korrektioner på observationer med meridiankredsen for de vigtigste fejl i dennes opstilling. Det har nu overrasket og imponeret førende astronomer i nutiden at finde disse formler, udledt og anvendt af Ole Rømer i Adversaria; de bruges endnu under Tobias Mayers navn; de burde altså bære Ole Rømers.

Efter henstilling indførtes ved reskript af 28.11.1699 den gregorianske kalender i Danmark; kun om regler for påskens beliggenhed skulle der forhandles med rigsdagen i Regensburg. Brevvekslingen med Leibniz handler bl.a. derom. Det er et tegn på Ole Rømers fordomsfrihed og praktiske sans at han foreslår påsken befriet for tilknytning til månen og fastlagt til at falde 5.-11. april. Leibniz skriver at han, da Ole Rømer må anses for at være "unicus stator astronomiæ" blandt protestanter, har rådet rigsdagen i Regensburg til at rette sig efter ham, men den fornuftige fastlæggelse af påske tror han ikke kan gennemføres.

Adversaria afslører første gang Ole Rømer som fysiker og giver tillige værdifulde træk af hans arbejdsmåde. Går man til læsning af den med forestillingen om Ole Rømer som astronom overraskes man ved på en af de første sider at finde en afhandling om saltopløsningernes vægtfylde ved forskellige koncentrationer – forskellig lødighed kaldte Ole Rømer det – op til mætningsværdien. Problemet forbavser; der findes intet tilsvarende i datiden. Opgaven er løst på en mærkeligt overlegen måde både eksperimentalt og teoretisk. Han konstruerer til målingerne en flydevægt der har været brugt lige til vore dage under Fahrenheits navn, uddrager overraskende resultater af sine målinger og prøver disse ved forsøg med andre nye apparater og forklarer dem teoretisk – kort sagt et fuldkommen afrundet arbejde hvis lige først findes ca. 150 år senere, fuldstændigst ved Jul. Thomsen. Flere andre fysiske arbejder er behandlet på samme overlegne måde. Mest betydningsfuldt er det der angår konstruktionen af et "Original-Termometer". Hans fortjeneste på dette område består i at han bruger to faste punkter, vandets frysepunkt og kogepunkt, som grundlag for inddelingerne; han skabte derved for første gang mulighed for at forskellige termometres angivelser af samme varmegrad kunne blive overensstemmende. Ole Rømer bruger temperaturmålinger til korrektion af sine astronomiske instrumenter og ved andre arbejder; det er da her som i mange andre tilfælde han selv opfinder og konstruerer det apparat han skal bruge.

Termometret er kommet efterverdenen til gode gennem G.D. Fahrenheit. Et nylig fundet brev fra denne bekræfter hvad man tidligere havde sandsynliggjort, at hans bekendte termometer er lavet efter Ole Rømers. Han besøgte dennes laboratorium 1708, blev imponeret ved at se termometre der gav overensstemmende målinger, og konstruerede sit derefter, dog i mere ufuldkommen form. Ole Rømer havde først tallet 7½, senere 8 ved frysepunktet; Fahrenheit havde først det samme, men senere delte han de lange grader (ca. 1,9° C) i fire dele så at hans frysepunkt derved fik det mærkelige 32 som bruges endnu. Ole Rømer er altså ophavsmand til Fahrenheits termometer.

Det billede man får af Ole Rømers person, særlig gennem Adversarias brogede indhold, er af en mand for hvem det at tænke rigtigt og føre en tankerække til ende er en glæde, en mand der i videnskab er en praktiker, i praksis arbejder videnskabeligt. Når han tager en opgave op, hvad enten han vælger den selv, eller den gives ham udefra, slipper han den ikke før han får et resultat, og er det en praktisk-teknisk opgave fører han løsningen ud i livet med kraft og bestemthed. Hans astronomiske arbejder – undtagen nogle i Adversaria – synes derimod at tegne billedet af en mand der ikke gør et arbejde færdigt, han efterlod sytten protokoller med ubearbejdede observationer. Denne tilsyneladende modsætning skyldes sikkert – foruden mangel på tid – at han har betragtet sine observationer med voksende kritik; når han 1704 siger at han først da fik et observatorium som han havde ønsket i 30 år viser det en mistillid til hvad han hidtil har haft at observere med som nok har strakt sig til resultaterne. Man ser jo da også at han gør et tilløb til at gøre observationer derfra kendt for andre – mærkeligt utilbøjelig som han ellers er til at gøre sit navn eller sine arbejder kendt gennem publikationer. Ole Rømers hustru skænkede 1739 Adversaria til universitetsbiblioteket (nu i Det kgl. bibliotek) og universitetet det Rømer-Bartholinske legat som endnu uddeles.

Familie

Ole Rømer blev født i Århus, døde i København og er begravet sst. (Frue kirke).

Forældre: handelsmand Christen Pedersen Rømer (død senest 1663) og Anne Olufsdatter Storm (ca. 1611–90). Gift 1. gang 21.9.1681 i Kbh. med Anne Marie Bartholin, født 4.10.1663 i Kbh. (Frue), død 22.10.1694 sst., begr. i Frue k., d. af professor Rasmus Bartholin (1625–98) og Anna Hansdatter (1641–84). Gift 2. gang 23.8.1699 i Kbh. (Frue) med Else Magdalene Bartholin, født 24.6.1680 i Kbh." (Frue), død 9.7.1763 sst. (Frue) (gift 2. gang 1726 med professor, senere højesteretsjustitiarius Thomas Bartholin, 1690–1737), d. af professor Caspar Bartholin (1655–1738) og Anna Fabricius (1643–1713).

Udnævnelser

Kancelliråd 1688. Justitsråd 1693. Etatsråd 1706.

Ikonografi

Mal. (Kbh.s observatorium), efter dette kopi af Agnete Varming og frimærke 1944 af Johs. Britze efter tegn. af Viggo Bang. Mal. (Kbh.s politigård), efter dette kopi af C. A. Jensen, 1835 (brændt på Fr.borg 1859), af L. A. Smith, 1882 (Fr.borg), stik af E. Eckersberg, 1828, tegn. af C. W. Eckersberg, 1830 (Kgl. bibl.) som.forlæg for stik af E. Eckersberg 1838, træsnit 1854 efter tegn. af C. Aagaard og på mindeblad for universitetsjubilæet 1879 samt min. (Kbh.s bymus.). Mal. (bl.a. Rundetårn). Stik af J. G. Wolffgang, 1735, formentlig på grundlag af politigårdens mal., efter stikket litografi 1868. R. afbildet i sit laboratorium på stik af J. Friedlein, 1735. Tegn. til relief af Johs. Wiedewelt udst. 1778. Tegn. af Constantin Hansen (Den gamle by, Århus). Buste af H. V. Bissen, 1857 (St. mus.), afstøbninger (Rundetårn, statsbibl. i Århus). Træsnit i profil af H. P. Hansen, 1879. Medaljon ca. 1881 på facaden Ahlefeldtsgade 2, Kbh. Relief af C. J. Bonnesen, 1898 (Videnskabernes selskabs bygn.). Afbildet på fresco af Jens Møller-Jensen, 1904 (Kbh.s rådhus). Relief af E. Ølsgaard ca. 1910 (Ole Rømer observatoriet, Århus). Skitse af L. Brandstrup, 1916, statue af samme, 1917 (Sølvtorvet, Kbh.), statue af samme udst. 1926 og statuette af samme udst. 1929 (Rundetårn), buste af samme (Den gamle by, Århus). Udkast til monument af Jan Buhl og Wilh. Wohlert, af Viggo Jørgensen, af H. Luckow-Nielsen og Palle Pio, af E. Utzon-Frank samt statue af Hans W. Larsen, alle 1944, og af S. Georg Jensen udst. 1945. Relief af G. Eickhoff, 1945 (Vor Frue k., Kbh.). Medalje af H. Salomon, model dertil udst. 1955 (Kbh.s univ.). Mindetavle St. Kannikestræde 16, Kbh. Mindesten for Ole Rømers observatorium i Vridsløsemagle.

Bibliografi

Gottfr. Wilh. Leibniz: Epistolæ ad diversos, udg. Chr. Kortholtus I-IV, Lpz. 1734–42. E. Philipsen i Nord. univ. t. V,3, 1859 10–53. Carl Bruun: København II.

1890. Oluf Nielsen: Kbh.s hist. VI, 1892. Kirstine Meyer i Fysisk t. VII, 1908–09 201–28, XVI, 1917–18 169–85 og XXXIV, 1936 125–28. Samme i Dansk mål og vægt. Meterudv.s beretn. 1915. Samme: Om Ole Rømers opdagelse af lysets tøven, 1915 = Vidensk. selsk. skr. 7.r. Naturvidensk. og mat. afd. XII, 3. Samme i Forhandl, ved de skand. naturforskeres 16. møte 1916, Kria., 1918 173– 86. Elis Strömgreh: Ole Rømer som astronom, 1918. Samme i Nord. astronomisk t. ny r. XIV, 1933 43–53, XVI, 1935 77–81 113–22 og XVII, 1936 1–7 17–26 117–26. Samme: Ole Rømer som astronom, 1944. M. C. Harding: Ole Rømer som ingeniør, 1918. Hans Kjær i Medd. om Kbh. 2.r.I, 1923–24 141–64 412–27. C. Luplau Janssen sst. 3.r.II, 1936–38 306–09 311–20 323f. Harald Mortensen i Atlantis I, 1923 355–59. C. Luplau Janssen i Nationaltid. 23.2.1924. Hans Kjær sst. 14.3. s.å. C. Luplau Janssen sst. 11.7. så. Hans Kjær sst. 17.7. s.å. Harald Mortensen sst. 20.7. s.å. A. Blichfeldt-Petersen og C. J. T. Thomsen i Årbøger udg. af hist. samf. for Århus stift XXXVII, 1944. Andreas Nissen: Ole Rømer, 1944. Axel V. Nielsen: Ole Rømer, 1944. Mogens Rihl: Ole Rømers videnskabelige liv, 1944. Claus Thykier i Skalk, 1978 nr. 5 1–9.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig