Ole Bjørn

Ole Bjørn, 1.5.1648-.1709, præst. Født i Fredrikshald. B. gik i skole i Fredrikstad, Fredrikshald og Kristiania. Fra sidstnævnte skole blev han student 1666. 1668 blev han baccalaureus, 1670 cand. teol. og 1671 magister. 1670 var han blevet konrektor i Ålborg hvor han bidrog til at få sin rektor Mogens Wingaard afsat, 1685 opgav han denne stilling og levede som privatmand til han 1692 blev sognepræst i Thisted og Tilsted. Han nød stor anseelse for sin fromhed og lærdom indtil han blev inddraget i den berygtede Thistedske besættelseshistorie. En del kvinder som led af hysteriske og epileptiske anfald henvendte sig om hjælp til deres sognepræst der erklærede dem for "besatte" af djævelen, og som sammen med et par studenter som hjælpere arbejdede på at drive den onde ånd ud af dem. Desuden tog han til orde for at de mennesker der formentes ved hekseri at have bragt de syge i deres elendige tilstand burde brændes. Da bevægelsen greb videre og videre om sig blev der efter kgl. befaling 1696 nedsat en kommission til undersøgelse af denne sag. B. blev almindelig betragtet som den der havde anstiftet og vedligeholdt "besættelsen", dels for frit at kunne stå i forhold til en række kvinder, dels for at hævne sig på en borgerkone der havde nægtet ham sin datter til ægte. Han blev først suspenderet, derpå af kommissionen 1697 for bedrageri dømt fra sit embede og til at stå åbenbar skrifte, miste sin boslod og forlade Jylland. Han appellerede til højesteret der 1698 for hans vedkommende stadfæstede den tidligere dom med hensyn til tab af kald og boslod samt skærpede den ved desuden at idømme ham livsvarigt fængsel. Han blev hensat på Hammershus, men allerede n.å. frigivet hvorpå han drog til Sverige og Tyskland. I sidstnævnte land fremstillede han sig 1709 for Frederik IV for at vinde tilgivelse, men forgæves. Hans senere skæbne er ubekendt. – Medens B.s dommere og de fleste ældre forfattere har været enige i at fremstille ham som en usædvanlig gemen bedrager, har moderne forskere betonet at hans optræden må forstås på baggrund af at han dels synes at have været et noget degenereret individ med visse perverse tilbøjeligheder, dels en ærlig fanatiker der i modsætning til nyere rationaliserende retninger stædigt og stridbart fastholdt den ældre kirkelige opfattelse af djævlebesættelsers realitet og søgte at bekæmpe dem ad de hævdvundne veje.