Ole Klindt-Jensen

Ole Klindt-Jensen, 31.3.1918-13.6.1980, arkæolog. Født i Næstved (Skt. Peders), død i Vejlby sg., begravet Risskov kgd. K.-J. blev student fra Rønne 1936, mag. art. i forhistorisk arkæologi fra Kbh.s univ. 1944 og dr. phil. sst. 1950 på afhandlingen Foreign influences ind Denmark's early Iron Age. 1947 blev han inspektør ved Nationalmuseet, 1961 professor i forhistorisk arkæologi ved Århus univ. og 1962 også leder af Forhistorisk museum. Han var dekan for det humanistiske fakultet 1968–69 og blev 1980 prorektor, var generalsekretær i Jysk arkæologisk selskab 1962–68 og sekretær i den internationale sammenslutning af arkæologer (UISPP) 1966. – K.-J.s meget omfattende videnskabelige produktion spænder over et bredt register fra tidligste stenalder (Istidens kunst, 1959), men især samler interessen sig om jernalderens kulturhistorie. Aspekter af den tidligste, keltisk inspirerede epoke er behandlet i den ovenfor nævnte disputats, i Bronzekedelen fra Brå, 1953, Gundestrupkedelen, 1961 samt flere tidsskriftartikler. To omfattende publikationer, Bornholm i folkevandringstiden, 1957 og Slusegårdgravpladsen I-III, 1978–81 omhandler bornholmske fund og øens kulturhistorie i en senere del af ældre jernalder. Kunstens udvikling hos de nordiske vikinger er i samarbejde med David M. Wilson belyst i Vikingetidens kunst fra 1965 (eng. udg. 1966, 2. udg. 1980) og i Vikingernes verden fra 1969 (eng., ty. og svensk udg. 1967, arner. udg. 1970) gives en bredere skildring af tidens kulturhistorie. En almen sammenfatning af Danmarks forhistorie er givet i Denmark before the Vikings, 1957 (også udg. på da., fr. og ital.). Den arkæologiske forsknings historie er belyst i A history of Scandinavian archaeology, 1975, Berømte fund fra Danmarks oldtid. 1975 og Berømte fund fra vikingetiden, 1977.

I sine arbejder har K.-J. udmøntet resultater af studier i museer verden over og af egne udgravningsarbejder. Disse sidste har især koncentreret sig om jernaldersamfundet på Bornholm, med undersøgelser af huse og gårde (Sorte Muld og Dalshøj), borge og voldsteder (bl.a. Gamleborg) samt de udstrakte gravpladser ved Slusegård og Mandhøj m.fl. Som professor og museumsleder i Århus overtog K.-J. to institutioner der undergik en eksplosiv vækst i 60–70erne. Under hans ledelse indgik instituttet, der omfatter forhist. arkæologi, middelalderarkæologi og etnografi/socialantropologi, et snævert samarbejde med museet, og sammen flyttede de 1968 til det nye Forhistorisk museum på Moesgård syd for Århus. Her opstod af fællesskabet et kulturhistorisk forskningsmiljø med et udadrettet museum, indrettet efter nye principper, og en forskningsinstitution med et bredt, internationalt aktivitetsområde. – K.-J. fik Brygger Carl Jacobsens museumsmandslegat, Filtenborgs æreslegat 1979, Palacký medaljen tildelt af Československa Akademie Véd. Han var korresponderende medlem af flere udenlandske videnskabelige selskaber.