Ole Pedersen

Ole Pedersen, Ole Pedersen Kollerød, 11.9.1802-17.11.1840, straffefange, forfatter. Født i Kollerød, Lynge sg., henrettet, død på Amager fælled. Da den 38-årige P. 17.11.1840 blev henrettet på Amager fælled havde han allerede i flere år været herostratisk berømt som en rå og forslagen tyv og slagsbror, fra 12.6.1837 desuden som morder. Også efter døden levede han videre i den folkelige bevidsthed, bl.a. som en personifikation af galgenhumor, jf. mundheldet "Der bliver ikke noget af, før jeg kommer," sagde Ole Kollerød da han skulle henrettes". Det sidste halve år af sit liv – som dødsdømt fange i Stokhuset -forfattede han, under den humane fængselsinspektør Abraham Agerholms omsorg, den selvbiografi der skulle blive basis for et lødigere eftermæle end mytens, den først 1978 i sin helhed udgivne Min historie om den ulykkelig skæbning som har forfulgt mig siden mit 6. aar og entil mit 38. aar som ieg nu er i mens ieg skriver dette. Indtil da havde den kun været kendt fra brudstykker i enkelte antologier, hentet fra det stærkt barberede uddrag i F. M. Langes Udvalg af danske og udenlandske Criminelsager og af mærkelige Forhandlinger om saadanne, 1841. Levnedsbogen – hvis biografiske data aldrig er blevet anfægtet – beretter om en opvækst med udnyttelse og prygl hos forældrene i Kollerød og i pleje hos en sognefoged og dennes sadistiske søn i Jørlunde, men derefter under gode forhold hos præsten sammesteds (hvor han lærte at læse og, nødtørftigt, at skrive) indtil 1820. Som lærling 1820-23 på Gottersmøllen ved Nørreport i København lokkedes han, der i øvrigt var dygtig og samvittighedsfuld i sit arbejde, ud i et udsvævende og råt liv i byens talløse danseboder, men oplevede også et intermezzo med et smukt, men hemmeligt kærlighedsforhold til en purung jomfru Bg – hans livs korte lykkeperiode. Efter intermezzoet genoptoges udsvævelserne, nu suppleret med småtyverier. Han kom fra møllen med en slags svendebrev, levede 1823-33 et liv som omflakkende svend og småtyv i og uden for København, fik sin første fængselsdom for et småtyveri af noget tøj (på livstid, dog senere ændret til to år), hvorefter det gik rask med tyverier, fidusmagerier, arrestationer, benægtelser, flugt, genindfangelse, domme (et til tre år) m.m.

- en selvforstærkende proces, fremmet af den ejendommelige politipraksis at løsladte sendtes på gaden uden de dengang så nødvendige papirer (pas, svendebrev og skudsmålspapirer) så han hver gang måtte vandre København, Nordsjælland og dele af Vestsjælland igennem for at få rekonstrueret sin legitimitet og dermed arbejds- og overlevelsesmuligheder. 1833-37 var en periode hvor han prøvede at realisere en drøm om et roligt familieliv med fast arbejde -med et delvis virkeliggjort samliv med bondepigen Sidse Marie Christiansdatter – men stadig forfulgt af politiet, bl.a. pga. nødvendige overlevelsestyverier, og demoraliseret af forrående fængselsophold. 1837 kom han så – if. hans egen fortolkning – for skade at myrde Nymølles papirkusk Lars Pedersen under et tyveriforsøg sammen med to andre. Resten af levnedsbeskrivelsen omhandler tilfangetagelsen, rettergangen med forhør og procedure, forulempelser – bl.a. den at man med hensigt lod den berømte forbryder gå på bestemte tider af dagen i fangedragt og med flade tøfler ad Nørrevold og Østervold til og fra Nytorv med stor tilstrømning af tilskuere – flugt, gennemtravning af Nordsjælland om natten på strømpefødder i februar samt genindfangelse og modtagelse af den endelige dom – og endelig taksigelserne til Stokhusets inspektør for dennes – den enestes – omsorg og hjælpsomhed. Beretningen – i P.s helt private retskrivning – er kronologisk struktureret, uden forskel på stort og småt, men med mange ofte lange forfatterkommentarer – med "den ulykkelige skæbning" som det angivne overordnede tema, men med et stærkt islæt af samfundskritik (den stærkeste lagt i munden på en anden) og udlevering af korrupte myndighedspersoner. Klassebevidst i moderne forstand er han ikke, men han udviser et ikke ringe klarsyn over for samfundssammenhænge der ikke kun kan skyldes hans særlige situation, men må være udtryk for en almuebevidsthed der sjældent har kunnet komme til orde i samtiden. Derudover er selvbiografien en guldgrube af konkrete træk: fodvandringer i dårligt fodtøj ad elendige veje snese af mile, værtshusliv med slagsmål, pryglescener, herunder politiovergreb, liderlighedsscener, mad og drikke, boligforhold, gadeliv, vejr og vind for elendigt påklædte mennesker, sygdom og død, fængselsforhold med rotning, lus og sexorgier – altsammen på stænderforsamlingernes tid. Det kan tilføjes at der i P.s henrettelsesår nedsattes en kommission til humanisering af fængselsforholdene. At P. var et produkt, ikke blot af "skæbningen", men også af bestemte vilkår, kunne allerede hans forsvarer se – og fremlægge i retten i den udstrækning systemet tillod det. Domstolen har næppe været fjernt fra forsvarerens opfattelse, men dødsdommen måtte falde da P. ikke kunne bekvemme sig til at angre for alvor – hvad jo også hans fremhævelse af "skæbningen"s rolle viser. Hans manuskript var prydet med en række naivistiske tegninger der vidner om kreative evner.