Ole Schmidt, Ole Schmidt Pedersen, 14.7.1928-6.3.2010, kapelmester, komponist. Efter en meget kort handelsstandskarriere ernærede Ole Schmidt sig som jazzpianist, mens han studerede ved Det kgl. danske musikkonservatorium. Hans officielle debuter som komponist og dirigent fandt sted 1955, det år hvor han også aflagde diplomeksamen i klaverspil. Men allerede 1953 havde komponistkollegaen Jørgen Jersild i sin egenskab af anmelder tillagt Ole Schmidt "et helt igennem ægte kompositionstalent. Hans musik er hørt og fornemmet til forskel fra alt det, som lader sig konstruere med passer og lineal". Blandt kompositionerne fra disse tidlige år er en ballet som Ole Schmidt glemte i et S-tog og måtte skrive om på 14 dage. Balletten (Bag Tæppet, koreografi: Fredbjørn Bjørnsson, Det kgl. teater 1954) blev ikke nogen stor succes, men var dog medvirkende til at skaffe Ole Schmidt studiestøtte i form af tipspenge. 1956 deltog Ole Schmidt i et dirigentkursus i Holland, og samme år ansattes han som musikanmelder ved BT. Avisen måtte dog snart vige for den aktive musikudøvelse: 1957 blev han bedt om selv at dirigere balletpartituret Feber på Det kgl. teater, og det følgende år blev han under en del avisopmærksomhed ansat som balletkapelmester ved teatret. Hans letflydende komponistvirksomtied omfattede i disse år bl.a. musikken til den dengang meget omtalte film Kærlighedens melodi med Nina og Frederik samt Louis Armstrong i en lille, stærkt opreklameret rolle. 1961 leverede Ole Schmidt musikken til sin kone, Lizzie Rodes koreografdebut, Ballet i D, på Det kgl. teater og krydret med nogle udenlandske gæsteengagementer virkede han ved teatret frem til 1965 hvor hans kontrakt ikke blev fornyet, angiveligt fordi han havde udtalt sig offentligt om teatrets interne anliggender, in casu dansernes manglende musikalitet. Ole Schmidt lagde i det hele taget sjældent skjul på sine meninger, og hans dynamiske, stærkt udadvendte holdning skabte ham ikke altid lutter venner. – De famøse udtalelser var faldet i Århus hvor han januar 1965 for første gang dirigerede Århus byorkester og hentede sig prædikatet "en strålende dirigent, der formelig rystede musik ud af manchetterne". Senere samme år dirigerede han sin første torsdagskoncert. Den følgende tid bragte ham i nærmere kontakt med bl.a. Sønderjyllands symfoniorkester, og 1969–70 var han tilknyttet Hamburger symfonikerne som chefkapelmester.

Med vennerne Klaus Rifbjerg og Jesper Jensen som librettister skrev Ole Schmidt operaen Udstilling der 1969 blev Lizzie Rodes debut som kongelig operainstruktør. 1971–73 var Ole Schmidt fast dirigent for radiounderholdningsorkestret, hvor han med en anden ven, komponisten Ingolf Gabold som producer formåede at bibringe musikerne en stærkt forbedret spillestandard i et semi-symfonisk repertoire. Via Flemming Flindt hentedes han så i sæsonen 1973–74 tilbage til Det kgl. teaters opsætning af Flagermusen.

1974 gjorde Ole Schmidt en spektakulær entré på plademarkedet med alle Carl Nielsens symfonier, spillet af London Symphony Orchestra som pladeselskabet Unicom havde hyret med danske fondspenge i ryggen, efter at Ole Schmidt forgæves havde bejlet til radiosymfoniorkestret som kort efter udgav symfonierne under Herbert Blomstedts ledelse. Skal man tro de internationale anmeldelser løb Ole Schmidt af med sejren, og han kunne foruden en række internationale engagementer indkassere såvel Carl Nielsen-prisen som Gramex-prisen 1975. Efter Nielsen-projektet indspillede Ole Schmidt foruden egne værker bl.a. H. Løvenskiolds musik til Sylfiden og en række af Niels Viggo Bentzons symfoniske værker. – 1977 var Schmidt og Rode medunderskrivere på et forslag om et kulturcentrum i det gamle ridehus i Næstved, men det blev i stedet Århus byorkester der 1978 løb af med Ole Schmidt som kunstnerisk leder og chefkapelmester. Med sin farverige dirigentprofil vandt Ole Schmidt siden byorkestret et stort nyt publikum og skabte dermed politisk basis for en udvidelse af orkestret. I forbindelse med åbningen 1982 af Musikhuset i Århus skrabede Ole Schmidt penge sammen til en storstilet international kompositionskonkurrence, hvis resultat dog næppe vakte den genklang han havde forventet. Han var chef for Århus byorkester frem til 1984. Heller ikke Ole Schmidts egne kompositioner har vundet kritikernes udelte bifald gennem årene. Det imødekommende i hans musikalske stil er ofte blevet kaldt letbenet i stedet; men ingen har betvivlet hans håndværksmæssige kunnen, og hans solokoncerter for forskellige messingblæsere, guitar og violin har givet en række danske og udenlandske solister fordelagtige udfoldelsesmuligheder. Blandt hans senere værker kan nævnes hans musik fra 1983 til Carl Th. Dreyers film Jeanne d'Arc og en koncert for orgel og kammerorkester, 2002, desuden har han skrevet melodier til adskillge salmer med tekst af Jørgen Gustava Brandt.– Sideløbende med dirigenthvervet i Århus havde Ole Schmidt en stadig accelererende international karriere med London-opførelsen af Havergal Brians monumentale Gotiske symfoni 1980 som et af højdepunkterne. Han modtog H.C. Lumbye-prisen 1988, Poul Schierbeck-prisen 1995 og Emil Reesens mindelegat 1998.

Familie

Ole Schmidt blev født i København (Timotheus) og er begravet på Odden kirkegård, Sjællands Odde. Forældre: fuldmægtig Hugo S. Pedersen (født 1897) og Erna Spangsbo (født 1900). Gift 1960 med balletdanser, senere sceneinstruktør Lizzie Rode Philipson, født 12.9.1933 i København, datter af Mogens Ferdinand Pedersen og Gerda Catharina Rode Østerberg (født 1907).

Udnævnelser

R. 1980.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Værkfortegn, i brochure fra Ed. Wilhelm Hansen, 1982. – Interview i B.T. 4.12.1956. Nele Poul Sørensen i Weekendavisen 13.8.1982.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig