Oluf Axelsen Thott

Oluf Axelsen Thott, d. 16.9.1464, marsk. Død på Visborg, begravet i St. Hans k. i Visby. T. blev 1414 immatrikuleret ved universitetet i Leipzig. 1419–21 kom han i forbindelse med sit første ægteskab i besiddelse af Vallø gård og gods. Medlem af rigsrådet var han 1435 da han medbeseglede Vordingborgfreden og rimeligvis allerede 15.11.1434 da han var forlover for forliget med svenskerne i Stockholm. I de følgende års vigtige unionsforhandlinger var han stadig deltager og synes at have spillet en i forhold til sin alder ret fremtrædende rolle. Mod slutningen af Erik af Pommerns regeringstid kom han af ukendte grunde i et meget skarpt modsætningsforhold til kongen der 1439 bittert beklagede sig over, at rigsrådet mod sit givne løfte ikke havde sikret ham lejde for liv og gods mod T., og Arild Huitfeldt fortæller om dennes brutale overfald på Eriks frille Cæcilie. T. var da også, ganske modsat sin far, blandt de virksomste ved kongens fordrivelse; hans navn findes ikke blot under opsigelsesbrevet 1439, men allerede under henvendelsen til Christoffer af Bayern foregående efterår. Den nye konge lønnede ham også rigeligt. Ridder blev han ved kroningen i Uppsala 1441; n.å. var han lensmand på Vordingborg, 1445–48 på Ålholm; senest 1443 blev han marsk. N.å. fulgte han Christoffer til Sverige. Om dennes tillid til ham vidner det, at han blev en af eksekutorerne for kongens testamente. Under den uventede tronledighed 1448 kunne han øve betydelig indflydelse. En tysk kronike fortæller at han tog enkedronning Dorothea under sin særlige beskyttelse, og "red vel med 300 heste i landet, fordi han var marsk".

Sin hovedindsats i Nordens historie ydede T. dog først under Christian I, og den blev gjort på Gotland. At denne ø i endnu næsten 200 år bevaredes for Danmark skyldes foruden Søren Norby væsentlig T. Den havde siden 1439 tjent den fordrevne kong Erik som tilflugtssted, men straks efter unionsspaltningen 1448 udsattes denne for et meget farligt svensk angreb, og da han til sidst kun havde selve Visborg slot tilbage, søgte han dansk hjælp. T. fik nu, antagelig i sin egenskab af marsk, den ikke lette opgave at undsætte og afløse sin tidligere fjende. Han løste den smukt, og da han først havde fået fast fod på Visborg, lykkedes det ham snart med Christian Is bistand at få de svenske tropper helt bort fra øen. Han nedlagde nu sit marskembede og blev for resten af sit liv dansk lensmand på Gotland. Han blev i denne egenskab lige så nyttig for Christian I som ubehagelig for hans fjender. Allerede i begyndelsen af 1450 og ofte senere generede han meget føleligt Sveriges Østersøhandel. N.å. gik han over til direkte angreb mod den svenske kyst, og 1452 ledede han i forening med svenskeren Magnus Gren en anselig flåde hvormed de forgæves forsøgte at indtage Stockholm. Bedre held havde han 1457 da han hurtigt kom den oprørske ærkebiskop Jons Bengtsson til hjælp og derved bidrog til Stockholm slots fald; han samarbejdede her med halvbroderen Erik. Gennem sine stadige kaperier i de foregående krigsår var han kommet på krigsfod også med hansestæderne som ved forhandlingerne i Flensborg 1455 endog fik Christian I til at love, at han udtrykkeligt ville befale T. at ophøre med sit "røveri" og tilbagegive det tagne gods; da stæderne imidlertid brød deres samtidig givne tilsagn om at indstille handelen med Sverige, var T. ikke des mi ådre allerede s.å. atter i søen. Endnu 1460, altså længe efter freden med Sverige, var hans mellemværender med Lübeck ikke bragt ud af verden. Også i forholdene i Livland og på Ösel blandede han sig lejlighedsvis. – Efter 1449 havde T. sit hjem på Visborg, men besøgte dog af og til det egentlige Danmark. Til dette var han navnlig knyttet gennem besiddelsen af Vallø; i nær forbindelse med dette gods havde han ved sin død Bjæverskov og Stevns herreder i pant. Derimod fik han ikke sine krav i andre danske gårde fyldestgjort, og sin families tilknytning til Halland opgav han allerede i 1440erne da han afstod sin andel i gården Hjuleberg til broderen Aage.