Oluf Brockenhuus

Oluf Brockenhuus, til Hjuleberg (i Halland), 1611-.før 1.4.1672, lensmand. Død formentlig i Skibtved i Norge. B. var 1629–41 sekretær i det danske kancelli og gik derefter over i lenstjenesten. 1646–51 var han slotsherre på Kbh.s slot. I denne stilling førte han 1646 sagen mod den bornholmske lensmand Holger Rosenkrantz og havde 1651 at gøre med forhørene over Dina Vinhofvers. 1651 blev han lensmand på Holbæk og ombyttede dette len 1653 med Tune og Vemb skibreder, Åbygge og Hvalør i Norge som han beholdt efter 1660. Under Kbh.s belejring opholdt han sig i staden og fik gentagne gange det hverv at mønstre borgerskabet; af de svenske beskyldtes han for at stå i forbindelse med sin første hustrus bror Corfitz Ulfeldt i Malmø om planer til at redde byen. Sikkert er det at han var en nær ven af det Ulfeldtske hus og vedblev at bevare dette venskab under den modgang som overgik det. 1662 blev han landsdommer i Sjælland, muligvis på Henrik Bielkes forestillinger. 1664 fik han bolig på kongsgården i Ringsted og 1665 løfte om en fast løn af 600 rdl. Lønnen blev ham imidlertid ikke regelmæssigt udbetalt, og dette i forening med andre omstændigheder ødelagde ham økonomisk. To kreditorer fik 1669 kongeligt arrestbrev på ham, og en tredje 1672 indvisning i hans resterende løn.

Familie

Forældre: Frands B. til Vollerslev (1570–1616) og Anne Thott (levede 1655). Gift 1. gang 1640 med Karen Ulfeldt, født 7.8.1611 på Nyborg slot, død 20.12.1658 i Kbh., d. af rigskansler Jakob U. (1567–1630) og Birgitte Brockenhuus (1580–1656). Gift 2. gang 29.5.1663 med Vivike Bille, født 1624, begr. 3.5.1698 i Engom k., d. af Henrik B. (død 1655) og Lisbet Bryske (1585–1674).

Bibliografi

Danm.s adels årbog LXXVIII, 1962 II 17f. S. Birket-Smith i Danske saml. 2.r.I, 1871–72 204 231. C. T. Engelstoft i Hist.t. 4.r.IV, 1873–74 448–52; V, 1875–77 216. S. Birket-Smith: Leonora Christina grevinde Ulfeldts hist. I-II, 1879–81. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig