Oluf Daa (biskop)

Oluf Daa, d. 20.2.1461, biskop. Begravet i Roskilde domk. D. træffes første gang i kilderne 1420 da Sorøabbeden fik pavelig ordre til at overdrage "O.D. klerk af Roskilde stift, både på fædrene og mødrene side af ædel byrd", et kanonikat og præbende ved domkirken. I de følgende år studerede D. i udlandet, således 1423 i Rostock. D.s embeds-karriere er et typisk eksempel på både den i senmiddelalderen stadigt øgede tendens til at ophobe ellers uforenelige embeder og den skærpede kompetencestrid mellem kapitler, kongemagt og pavemagt om besættelsen af de højere gejstlige embeder. Både 1431 da kapitlet i Lund havde skaffet ham et kanonikat der, og 1432 da det gjaldt provstiet i Roskilde som blev ledigt ved bispeskiftet kom D. til kort ved de påfølgende processer i Rom. Senere opnåede han begge disse embeder. Fra 1432 da han benævnes kgl. kapellan, og til vi første gang møder ham som provst 1439 er der tavst om ham. I 1440erne varetager han en række sager som repræsentant for kapitlet der enstemmigt valgte ham til efterfølger for biskoppen Jens Pedersen (Jernskæg) som døde 1448. Den netop tiltrådte Christian I kunne endnu ikke ove nogen indflydelse hvilket han senere forsøgte med vekslende held, og D. indtog straks sin plads i rigsrådet som electus. Men den pavelige stadfæstelse udeblev, i stedet kasseredes det kanonisk korrekte valg, og D. måtte finde sig i at modtage embedet ved pavelig provision mod en ekstra ydelse af servispenge. Hermed var en ny æra begyndt. Fremover måtte alle danske bisper modtage deres embede ved pavelig provision – ofte efter kgl. indstilling. Det lykkedes D. at slippe ud af sin gæld til kurien i løbet af et års tid, han lagde i det hele taget betydelige administrative og økonomiske evner for dagen i sin godt tiårige bispetid. Hans aktivitetsnieau i 1450erne både i rigsrådet, bispestolens og egne sager er så højt at man forbavses, hans fremrykkede alder taget i betragtning.

D. fik omgående Christian I til at stadfæste Roskildebispernes gamle privilegier 23.3.1449 og opnåede året efter et kgl. værnebrev for sig selv og kapitlet. S.å. deltog D. i Halmstad-forhandlingerne med svenskerne, men koncentrerede sig i øvrigt om indenrigspolitikken. Han træffes som relator på en række kongebreve, var oftest tilstede ved kammermesterens regnskabsaflæggelser og deltog i mange retterting. 1459 pådømte D. striden mellem kongen og biskop Jens af Århus til kongens fordel og bistod denne med forberedelserne til stiftelsen af Helligtrekongers kapel ved Roskilde domkirke, dette er dog i højere grad efterfølgeren Oluf Mortensen Badens værk. Selv var D. på bispestolens vegne indviklet i en række stridigheder, først angående det rugiske len Strey, senere gjaldt det møllerettighederne i Almstofte, og endelig kom han i strid med sin ærkedegn om den gejstlige jurisdiktion. Her sejrede D. ikke ubetinget, men opnåede et pavebrev til fastlæggelse af den gejstlige jurisdiktion. Over for nonneklostrene hævdede D. sin myndighed, men var samtidig en omsorgsfuld foresat. Han deltog i tidens klosterreformer ved at reformere det benediktinske Skovkloster. Ved mageskifter skaffede D. bispestolen hele godskomplekser som Skullerupholm og (Brødre-)Svenstrup til gengæld for strøgods, bl.a. fjerntliggende jysk gods. Han hævdede sine fæstebønders rettigheder over for kronens embedsmænd og forbedrede kårene for domkirkens lavere gejstlighed ved gaver til vikarsamfundet. Sit private gods skænkede han til indstiftelse af et alter for de 12 apostle, mens hans bror og søster skænkede gods til afholdelse af årtider ved Skt. Vilhelms alter.